Vi byder velkommen til anden udgave af festivalen PÅ SPEKTRET med en liflig, øm og bittersød komedie.

Inden filmen tager vi temperaturen på repræsentationen af autister i filmbranchen lige nu: Hvor meget får autister lov til at meddefinere projekter om autister? Og hvornår er det relevant at vide, om fx en skuespiller selv er autist?

De spørgsmål stiller vi til Anna Willumsen, der er uddannet fra Den Danske Filmskole og filmproducer på SF Studios. Hun er også autist med en broget buket af erfaringer, når det gælder det at skilte med sin profil. På den måde er hun en ’dobbelt insider’.

Vi byder også på en samtale med Karina Bundgaard, forperson for Autismeforeningen.

Optakten til filmen varer i alt ca. 30 minutter og foregår på dansk.

Punch-Drunk Love

Instruktør: Paul Thomas Anderson

Før Paul Thomas Anderson gjorde sin entre på filmscenen, var der næppe nogen, der havde spået, at en Adam Sandler-komedie skulle gå hen og vinde en hovedpris på kunstfestivalen par excellence, Cannes. Men 'Punch-Drunk Love' vandt såmænd instruktørprisen.

Sandler spiller i en vanligt kluntet stil, men uvant medfølelsesskabende, hovedpersonen Barry Egan. Barry er en følelsesmæssigt umoden virksomhedsejer med syv dominerende søstre og telefonsex som eneste intime bekendtskab.

En dag dumper et trædeorgel ned fra oven (næsten bogstaveligt), og straks efter møder han kærligheden i form af Lena Leonard (Emily Watson). Men problemerne begynder snart at tårne sig op, da telefonsex-forbindelsen forsøger at presse penge af ham.

Anderson væver magi og hverdags-trummerum sammen i fine lag gennem kæk symbolistisk farvebrug og vittige billedkompositioner.


Medvirkende: Adam Sandler, Emily Watson, Luis Gizman, Philip Seymour Hoffman

USA, 2002
35mm, 95 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 11 år

Datoer

Film i serien – På spektret

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle