“Mit møde med Baldwin ændrede bestandigt mit liv, mit blik på verden og syn på mennesket. Der er for mig et før og et efter,“ siger Prince Henry Kwesi Asare, der er programplanlægger på Det Kongelige Teater, sociolog og debattør. Han fortsætter

“Et af Baldwins mest kendte citater lyder, “Det er ikke alt, vi ser i øjnene, som kan ændres, men intet kan ændres, før vi ser det i øjnene”. Og her er ‘Optegnelser fra en søn af de sorte‘ en bog, som både afdækker, kritiserer, oplyser og opløfter. Jeg tror på, at verden har mulighed for at blive til et bedre sted, hvis alle læser James Baldwin, og særligt denne bog.“

I forbindelse med visningen af ‘I Am Not Your Negro’ vil der denne dag være en samtale mellem seriekurator Adam Paaske og netop Prince Henry. Samtalen foregår på dansk og varer ca 20 minutter.

BOGCAFÉ MED MIKAS LANG OG PRINCE HENRY

Efter filmen byder Cinemateket i samarbejde med forlaget KLIM på en gratis kop kaffe og 45 minutters bogcafé med samtale i Asta Bar, hvor man kan høre mere om den nye udgivelse, ‘Optegnelser fra en søn af de sorte’.

Her vil vi få dobbelt besøg: Prince Henry Kwesi Asare, der har skrevet forordet til bogen, og bogens danske oversætter, Mikas Lang.

“Alle skal læse James Baldwin,” siger Mikas Lang. “Han skriver så uforfærdet og kompromisløst, og kærligt, om så hårde – og derfor vigtige – ting som race, køn og seksualitet. Især hvis man skulle være sådan én, der mente, at de emner lugter af særinteresser, identitetspolitik, og hvad har vi.”

Der vil også være mulighed for at købe bogen - pris 200 kr. (den sælges kun denne dag).

Bemærk, at Cinematekets film- og boghandel hele måneden har flere Baldwin-bogtitler på hylden:

‘Næste gang ilden’ - særpris 179 kr.
‘Giovannis værelse’ - særpris 239 kr.
‘Hvis Beale Street kunne tale’ - særpris 229 kr.

I Am Not Your Negro

Instruktør: Raoul Peck

Oscar-nomineret og BAFTA-vinder, som på én gang er en film om racismens historie i USA og et portræt af den enestående afroamerikanske forfatter, borgerrettighedsaktivist og intellektuelle James Baldwin. Filmen tager udgangspunkt i James Baldwins aldrig færdiggjorte bogprojekt 'Remember This House' fra 1979, der skulle skildre USA’s racistiske historie gennem James Baldwins personlige erindringer om tre af hans myrdede kammeraters liv: borgerrettighedsaktivisterne Medgar Evers, Malcolm X og Martin Luther King Jr. Politikens Kristoffer Hegnsvad gav ‘I Am Not Your Negro’ seks hjerter og kaldte filmen: “et mesterværk både i form og indhold”.


Medvirkende: Samuel L. Jackson, James Baldwin, Martin Luther King, Malcolm X

USA, Frankrig, Belgien, Schweiz, 2016
DCP, 99 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 11 år

Datoer

Film i serien – James Baldwin 100 år

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle