Kom forbi Cinemateket den 8. januar og få en enestående oplevelse. Mød den passionerede Bruce Lee-ekspert Tony Lundberg, når han bl.a. viser effekter fra sin enorme Bruce Lee-samling og giver prøver på sine kampsports-evner. Han holder også et gribende oplæg om sit eget liv med kampsport – noget, der fik ham i en bedre retning i livet efter en svær barndom. Inden visningen af "Dragens knytnæve" vises desuden Tony Lundbergs egen dokumentar om sig selv "Bruce Lee og jeg". Vi mødes i Asta Bar kl. 17.30, hvor der også vil være forfriskninger til ganen. Det præcise program for aftenen følger.
Instruktør: Lo Wei
Kampsportsudøveren Chen Zhen (Bruce Lee) vender tilbage til sin træningsskole i Shanghai og opdager, at hans mester for nylig er død under mistænkelige omstændigheder. Med aggression fra en nærliggende japansk skole og begrænset støtte fra både de lokale myndigheder og sine medstuderende, tager Chen sagen i egen hånd for at konfrontere skolens fjender. Undervejs afdækker han mysteriet om sin lærers død og bliver trukket ind i en ubønhørlig spiral af vold.
Medvirkende: Bruce Lee, Nora Miao, James Tien
Original titel: Fist of Fury
Hong Kong, 1972
Digital DCP, 106 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Tony Lundberg
Tony Lundberg har tilrettelagt en udsendelse om sit idol Bruce Lee. I udsendelsen fortæller han om, hvordan det har været at leve 14 år med et idol tæt inde på livet. Han fortæller om de glæder og den nytte, han har haft af at have et idol. Men også om de skyggesider, der kan være ved idoldyrkelsen og opvæksten på Vesterbro.
Danmark, 1987
VHS, 30 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 15 år