Foredraget er gratis og finder sted i Asta Bar. Efter foredraget præsenterer vi Raul Ruiz’ ’Time Regained’ kl.19.00. Filmen kræver særskilt billet. Læs mere om filmen her: https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/alle-film/film/time-regained
Med udgangspunkt i sin nye bog 'Tingene Stederne Årene' vil formand for Proust-selskabet Line Petersen Larsen fortælle om stederne hos Proust. Om at læse et klassisk værk med friske øjne og om at finde vej gennem Marcel Prousts store roman ’På sporet af den tabte tid’. Hyldemetervis af bøger er blevet skrevet om romanen, men et skift i fokus fra tid til sted giver anledning til et anderledes blik på romanens omfangsrige stof og en nøgle til at åbne værket op på ny.
I ’På sporet på den tabte tid’ kortlægges det indre univers. Der findes hos Proust en umiskendelig forbindelse mellem spørgsmålene ”hvem er jeg?” og ”hvor er jeg?”, og stederne kommer til at spille en afgørende rolle i fortællerens erindringsarbejde. Mellem sporene efter den tabte tid lyser stedernes pejlemærker op, og med dem i sigte bliver læserens lange vej fremkommelig og belagt med uvurderlige læseøjeblikke.
Foredraget er gratis og finder sted i Asta Bar.
Medvirkende: Line P. Larsen
40 min.
Tilladt for børn over 15 år