Tsai Ming-liang dyrker forfaldne og snuskede bygninger i nutidens storbyer, men hans film er ofte drysset med elementer, der synes at kommet andre steder fra i tid og sted: Snuskede natklubber i 1930’ernes Shanghai, det glitrende Hollywood som man så det i 1950’erne, Hongkong-musicals fra 1960’erne.
Hvordan hænger nostalgiske henvisninger til de ’gode gamle dage’ sammen med den verdensødelæggende virus, der hærger Taiwan i mesterværket ’The Hole’ fra 1997?
Zoran Lee Pecic, ekstern lektor i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskile Universitet, vil introducere Tsai Ming-liangs ’The Hole’ og placere den i taiwanesisk og kinesisk film- og samfundshistorie.
Introduktionen foregår på dansk og varer ca. 30 minutter. Arrangeret i samarbejde med Asian Film Festival, der finder sted 10-.-16. februar (læs mere om den andetsteds på hjemmesiden og på www.cjff.dk).
Instruktør: Tsai Ming-liang
Året er 1999. En mystisk kakerlak-båren virus har udslettet det meste liv i Taipei. En navnløs mand opdager en revne i sin lejligheds cementgulv, og med et barns vedholdenhed og selvfølgelighed graver han det i de følgende dage større og større. Da det er stort nok, sender han en regn af urin og dåseøls-opkast ned til den kvindelige underbo, der slæber hele paller af toiletruller ind i stuen som værn.
'The Hole' handler som Tsai Ming-liangs øvrige film om ensomhed og kontaktbesvær, men her håndterer han emnet med en større lethed og varme end normalt. Bl.a. indskyder han en række drømmesekvenser med sange af 50'er-schlager-idolet Grace Chang.
Filmen blev lavet på bestilling af den fransk-tyske tv-kanal ARTE, der inviterede en række nybrydende instruktører til at skildre det forestående årtusindeskifte. Tsai Ming-liang kvitterede med en morsom fortælling om - tja, et hul.
Medvirkende: Lin Kun-huei, Lee Kang-sheng, Lin Hui-Chin, Tien Miao
Original titel: Dong
Taiwan, 1997
35mm, 95 min.
Svenske undertekster
Tilladt for børn over 15 år