Mød instruktør Sally Potter.
Introduktionen foregår på engelsk og varer ca. 20 min.
Fra 3. februar til 9. april kan udstillingen ’Berlin: Remembering the Spectacle’ opleves på HEIRLOOM i Sølvgade i København, hvor netop Rose English og Sally Potters produktive parløb foldes ud med historiske briller.
Instruktør: Sally Potter
Tilda Swinton yder vild indsats som den unge adelsmand Orlando, der af Dronning Elizabeth beordres til aldrig at ældes og derfor lever gennem fire århundreder – og skifter køn undervejs. Historien om den romantiske og androgyne figur, der oplever hjertesorg, venskab, stormende forelskelse, kønsdiskrimination og endelig frigørelse, fortælles med humoristisk vid, nærhed og elegance.
Potter er i ånd og plot ret tro mod Virginia Woolfs feministiske og modernistiske roman fra 1928, men tager sig samtidig stor kunstnerisk frihed. Hun smider ekstra kul på kønsdiskussionen ved at lade Quentin Crisp spille Dronning Elizabeth, og forlænger handlingen fra 1928 til 1992, fordi det var Woolfs pointe at slutte fortællingen i nutiden.
Og ’Orlando’ er meget mere end blot en periodefilm. Fortællingen handler ret konkret om 'nu-hed', og fiktionen brydes ved, at Orlando henvender sig direkte til kameraet – Swintons insisterende blik inddrager tilskueren i absolut fortrolighed. Rollen gav Swinton sit gennembrud blandt det bredere publikum.
Medvirkende: Tilda Swinton, Billy Zane, John Wood, Quentin Crisp
Storbritannien, 1992
DCP, 94 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år