Mød folk-legenden Eric Andersen i samtale med forfatter og dokumentarist Lars Movin ved danmarkspremieren på Andersen-filmen ’The Songpoet’ – og hør ham spille en lille håndfuld sange fra det mere end 25 album store bagkatalog.
Instruktør: Paul Lamont
Den spritnye film om folk-veteranen Eric Andersen, som huserede på New Yorks Greenwich Village-scene lige efter Bob Dylan, er en af årets flotteste musikfilm. Med arkivmateriale af den gudesmukke trubadur fra hans heyday i 60’erne, iblandet knitrende skarpe optagelser af den stadig spillevende Andersen fra hans nuværende hjem i Holland samt interviews med folk fra hans inderkreds, fortæller ’The Songpoet’ en gribende historie om en mand, som livet igennem er blevet mødt med udfordringer, der ville få de fleste til at give op.
En personlig film, der ligesom portrættet om Sixto Rodriguez (’Searching for Sugar Man’) åbner døren ind til en verden af sjælfuld lyrik og musik, der bare venter på at blive (gen)opdaget. Eric Andersen krydsede spor med store navne som Gratefuld Dead, The Band og Janis Joplin og blev værdsat af giganter som Leonard Cohen og Lou Reed, men opnåede aldrig samme udbredelse. Tabet af manageren, Beatles- impresarioen Brian Epstein, i 1967 er en af forklaringerne – den mystiske bortkomst af masterbåndene til hovedværket ’Stages’ fem år senere en anden …
Medvirkende: Eric Andersen, John Sebastian, Danny Fields, Tom Paxton, Lenny Kaye
USA, 2019
DCP, 113 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle