En vaskeægte spaghettimiddag og alletiders spaghettiwestern: Ja, lørdag den 30. august står i spaghettiens tegn. Nyd det appetitlige italienske ’cucina’ i den nyindrettede restaurant SULT og se eller gense klassikeren ’Den gode, den onde og den grusomme’, der genopfinder westerngenren i sydlandsk optik.

AFTENENS PROGRAM:

Kl. 18.45: Middag i SULT.

Menu: Spaghetti med salsiccia, sardeller, rosmarin, zuccini og parmesan. Salat med rucola, radicchio, tomat, pintobønner og grillede grønne oliven. Focaccia med olivenolie og flagesalt. Serveres med et glas National rødvin.

Kl. 20.00: Visning af ’Den gode, den onde og den grusomme’. Før filmen vil programmedarbejder Peter Christian Rude give en kort introduktion. Introduktionen varer ca. 10 minutter.

Billetpris: 275/240 kr. Frist den 23. august. Købte billetter refunderes ikke herefter.

Den gode, den onde og den grusomme

Instruktør: Sergio Leone

En nedgravet (eller rettere: begravet) guldskat på svimlende 200.000 dollars er omdrejningspunktet i ’dollar’-trilogiens sidste kapitel – et hæsblæsende eventyr, der foregår under Den Amerikanske Borgerkrig. Angel Eyes (Lee Van Cleef) har fået færten af skatten. Tuco (en fantastisk og gruopvækkende Eli Wallach, der gør sin entré sent i serien) ved, på hvilken kirkegård den ligger. Og Eastwoods Blondie kender navnet på gravstenen. Slutduellen mellem de tre hårde halse under den bagende westernsol er ofte blevet imiteret (tænk Tarantino), men aldrig overgået.


Medvirkende: Clint Eastwood, Eli Wallach, Lee Van Cleef, Aldo Giuffré

Original titel: Il buono, il brutto, il cattivo
Italien, Spanien, 1966
35mm, 161 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Clint Eastwoods USA: Det vilde vesten

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle