Cinemateks-junkie

Da jeg var yngre, var jeg helt overbevist om, at litteratur var den ‘rigtige’ kunstart, og at film var for de uintelligente masser (nu tænker jeg det samme om tv!).

Denne arrogante og elitære holdning blev forstærket af, at jeg i min opvækst i 1980'ernes og 90'ernes Iran ikke rigtig fik mulighed for at se meget andet end Bruce Lee, Arnold Schwarzenegger og japanske soap operas. Det hele ændrede sig, da jeg så et par markante film, bl.a. Fellinis 'La Strada' og Bergmans 'Fanny og Alexander' for blot at nævne to. Jeg forstod da, at der var oceaner af filmiske universer, som jeg intet kendte til.

Det fik mig til at beslutte at lære mere om film. I de år jeg studerede på arkitektskolen i Stockholm, brugte jeg de fleste af mine vågne timer i det svenske cinemateks to biografer. De to var strategisk tæt placeret på min skole, og typisk ville jeg begynde med første filmvisning kl. 14.30 og slutte ved midnatstid, når sidste film løb ud. Det virker vanvittigt nu, men det føltes helt naturligt dengang, da jeg var flere tusind film bagud. Hvad skulle jeg ellers gøre?

Næsten alt jeg ved om film i dag, min filmsmag, mine referencer, det kommer fra min tid som cinemateks-junkie. Man taler om et cinematek som et filmmuseum, men for mig er det lidt mere helligt end som så, det er filmkirken. Formater kommer og går, lærreder vokser eller formindskes, men den funktion, som cinemateket har, ændrer sig ikke. Ligesom hver generation har brug for deres ration Hamlet, så har de også brug for deres ration af Bunuel og Akerman. Jeg vil ikke nævne flere filmkunstnere her, men man burde sætte flere op på korset og tilbede dem. I filmens kirke.

Filminstruktør Ali Abbasi

Ali Abbasi har som instruktør lavet usædvanligt personlige og nyskabende film, der alle har fået stor opmærksomhed internationalt. Hans spillefilmdebut, gyseren 'Shelley' (2016), en blanding af graviditetsdrama og socialt engageret body horror, fik premiere på Berlinalen, mens hans mesterlige, socialrealistiske troldefilm 'Grænse' (2018) vandt hovedprisen i Un Certain Regard-kategorien på Cannes Festivalen.

Film noir'en 'Holy Spider' (2022) - Abbasis seneste værk, bygget på virkelig begivenheder om en seriemorder, der myrder prostituerede kvinder i den hellige by Mashhad - deltog i hovedkonkurrencen i Cannes, hvor Zar Amir Ebrahimi vandt Den gyldne palme for bedste kvindelige skuespiller. ‘Holy Spider’ kan ses 11. juni i Cinemateket.

I denne serie har vi givet Ali Abbasi lov til at vælge de film, han endnu ikke har haft mulighed for at se i sin fulde længde på det store lærred. En slags personlig ønskeliste med titler, han stadig har misset i cinematekerne.

I Cinemateket ønsker vi helt grundlæggende med vores aktiviteter at berige filmkulturen ved at give publikum samt filmskabere mulighed for at dykke ned i hele den internationale filmhistorie ved at gøre historiske film og filmkulturelle værker, som ellers sjældent ville finde vej til et filmlærred, tilgængelige. Cinemateket er for filmen, hvad biblioteket er for bøgerne og kunstmuseet er for billedkunsten.

Lone Nielsen Sardemann, programredaktør / Cinemateket