Darren Aronofsky

“Vi var ængstelige for, om den var kontroversiel nok. Men så var vi til en premierevisning, hvor der var så mange vrede mennesker, at jeg i stedet begyndte at tænke: ’Vent, hvad har jeg gjort?’ Jeg får nogle af de bedste hademails nogensinde. Det er fedt!”

Darren Aronofsky (f. 1969) er den berømte sten i skoen hos mange kritikere og publikummer.

En instruktør, der er visuelt flamboyant, nærmest opulent. Tematisk frygtløs. En, der tør blande genrer med løs hånd. Kort og godt en vaskeægte ’final cut-type’, der går over grænsen og lidt til. Fordi han tror på sine visioner, og fordi det, han gør, ikke er gjort før.

Visioner er et nyttigt ord i relation til den Brooklyn-fødte instruktør. Der er spiritualitet og syner i mange af filmene. Tro på skjulte sammenhænge og vigtigheden af at tyde tegn. Religiøs jagt på en højere mening, dårlige syretrip og psykotiske tilstande, som beskueren uafvendeligt bliver trukket ind i.

Da Darren Aronofsky spillefilmsdebuterede i 1998 med den sort/hvide indiefilm ’Pi’, var der ikke meget, der mindede om den: En film om matematik, konspirationsteorier, jødedom og kabbala. Han satte barren højt fra start, men formåede alligevel at hæve den med misbrugsfilmen ’Requiem for a Dream’ og den kosmiske kultfilm ’The Fountain’. Begge film viser, hvor dygtigt Aronofsky kobler billedsiden med karakterernes indre kaos. Det samme kan siges om balletgyseren ’Black Swan’ og den film, citatet ovenfor refererer til: Graviditets-psykodramaet ’mother!’

Gennem mange af filmene trækker Aronofsky på sin jødiske baggrund, og med Russell Crowe-eposet ’Noah’ går han til hovedstolen: Torah’ens tekst. Det er en bibel-film, en religiøs film, der virker helt uden for sin tid, men som også er bedre end sit blakkede renommé.

Aronofsky er en instruktør, der insisterer på at kræve noget af beskueren. Måske kræver det et element af tro at tro på hans visioner. I hvert fald kræver noget at bevæge sig ind i mørket sammen med ham og lokalisere fortrængte og tabubelagte elementer af vores psyke og menneskelighed.

Hans biografi består er enlige, vingeskudte eller traumatiserede svaler. Men i et Hollywood, der mere end nogensinde er fokuseret på blockbusters, sequels og remakes, er det svaler, det er værd at værne om. Aronofsky er en af dem, der fornyer filmhistoriens genpulje – ikke ved at kigge ned i pengepungen, men indad og opad.

Dennis Jacob Rosenfeld, filmformidler
Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket