Cinemateket i september

Cinemateket fylder september ud med en række gode filmtilbud og events. For børnene byder BUSTER på fest og ballade, mens Musikfilm Festivalen giver et sonisk styrtebad. Derudover er der koldkrigsnostalgi, actionspækket John Woo-aften, John le Carrés spionfilm, nordisk realisme af Henrik Ibsen og den sorte død i Boccaccios Italien – samt meget mere, du ikke vil gå glip af.

Serier og festivaler

Musikfilm Festivalen
Glæd dig til 11 dage med 33 film og 110% lyd, når Cinemateket inviterer til den 7. udgave af Musikfilm Festivalen. Vi byder velkommen til et sonisk styrtebad med swingende klassikere, svajende danmarkspremierer, smukke optagelser fra arkiverne – og fest og fordybelse i alle tonearter. Festivalen skydes i gang fredag den 13. september med ’Oasis: Live from Manchester’ på fire lærreder på én gang. Der er fri entré denne aften.
Musikfilm Festivalen – 11 dage, 33 film, 110% lyd (33 film og 16 events) 13. – 22. sep.

John le Carré - spioner i den kolde krig
John le Carré har for længst indrømmet, at han var ansat af det britiske efterretningsvæsen i sine unge år. Hans spionromaner er dog vidt forskellige fra samtidens glamourøse og heroiske James Bond. For le Carré ligger spændingen i skjulte politiske dagsordener og løgnagtige, bedrageriske fremgangsmåder benyttet af øst såvel som vest. Med to særarrangementer sætter Cinemateket fokus på filmatiseringerne af John le Carrés bøger om den kolde krig.
John le Carré – spioner i den kolde krig (7 film og 2 events) 6. – 30. sep.

Henrik Ibsen – nordisk realisme
Få skandinaviske kunstnere har efterladt sig så varigt et aftryk som Henrik Ibsen. Hans værker bliver fortsat læst og opført på teaterscener overalt i verden, og det siges, at Ibsen er den næstmest spillede dramatiker i verden, kun overgået af Shakespeare. I samarbejde med forlaget Rosinante og litteraturfestivalen nORD præsenterer Cinemateket fem fascinerende Henrik Ibsen-filmatiseringer. Serien afsluttes med den australske fortolkning af Ibsens ’Vildanden’ introduceret af forfatter Merete Pryds Helle.
Henrik Ibsen – Nordisk realisme (5 film og 1 event) 11. – 22. sep.

Flere serier og festivaler
Læs om alle serier og festivaler i Cinemateket i september.

Events

Film og litteratur – Boccaccios ‘Dekameron’
I forbindelse med den seneste nyoversættelse af Boccaccios knap 700 år gamle novellesamling viser vi den 25. september brødrene Tavianis billedskønne og længselsfulde ’Wondrous Boccaccio’. Forfatter Thomas Harder vil indledningsvis fortælle om bogen og Boccaccios betydning, mens forlaget Hoff & Poulsen efterfølgende tilbyder et glas vin i Asta Bar samt muligheden for at købe bogen til særpris.
Film og litteratur – Boccaccios ‘Dekameron’ 25. september kl. 16.30.

Foredrag - Berlinmuren på film
Berlinmuren er gennem film blevet en del af den fælles bevidsthed - som konkret størrelse såvel som symbol. Arrangeret i samarbejde med Golden Days og Goethe-Institut Dänemark, afholder vi den 10. september et filmanalytisk foredrag med Lasse Soll Sunde, forfatter til ’Berlinmuren – historien, skæbnerne og den tyske genforening’, om Berlinmuren og dens betydning. Dette sker som del af Golden Days-festivalens fokus på året 1989.
Fra koldkrig til nostalgi: Foredrag om Berlinmuren på film 10. september kl. 12.00 og 19.15.

Psych-Out!-biffen – John Woo Double
Fra Hong Kong til Hollywood med skuddueller, eksplosioner og håndkantslag! Torsdag den 26. september kan man opleve to af John Woos action-spækkede Heroic Bloodshed-klassikere på det store lærred. Gennem to årtier har Woo ført an i Hong Kongs ekstremt produktive filmindustri med fortællinger om ære, loyalitet og masser af tunge håndvåben. Som pause mellem de to film vil der serveres kolde øller til 90’er-priser til lyden af glohed vinyl fra grammofonen.
Psych-Out!-biffen – John Woo Double 26. September kl. 19.00.

Flere events
Læs mere om alle de mange særarrangementer i Cinemateket i september.

Månedens film

Månedens film i september: 'Letters from Masanjia'
Små ting kan forandre verden. Som fx en moderne flaskepost, der rejser 8.000 kilometer fra Kina til Oregon, USA. I en kasse med Halloween-pynt finder en amerikansk husmor en kinesisk SOS-besked. Hun deler historien med en lokal avis, hvorefter den går viralt og rammer avisredaktioner verden over – og det udløser en kæderække af forandringer.
'Letters from Masanjia' 12. - 21. september.

Børne- og familiefilm

BUSTER Børnfilmfestival: 23. sep. – 6. okt.
Danmarks bedste børnefilmsfestival BUSTER løber fra de voksne – og det er med Cinemateket som festivalcentrum. Årets program fokuserer på klima, fællesskab og identitet, og du kan glæde dig til mere end 50 filmvisninger henvendt til skoler, børnehaver, børn, unge og barnlige sjæle. Der vil være eventyr, animation og meget mere på menuen.
BUSTER Børnfilmfestival: 23. sep. – 6. okt.

Børnebiffen – kvalitetsfilm for de mindste
Børnebiffen viser kvalitetsfilm for de 3-7-årige filmelskere, og i sensommeren kan du glæde dig til at opdage hvad kakerlakker, korsedderkopper og krokodiller egentlig har tilfælles med en løve, der løbetræner og to rumvæsner, der samler skrald. Desuden viser vi ’Linnea i malerens hus’ med efterfølgende tegneværksted. Børnebiffen er gratis for alle gæster i hverdage, og i weekender og ferier får billetter til 30 kr.
Børnebiffen – for de mindste hver onsdag til fredag kl. 10.00 og 11.00 samt lørdag og søndag kl. 11.15 og 12.30.

Læs mere om Cinemateket i september på cinemateket.dk

Tid: september 2019
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf.: 33 74 34 12