Films en français

Foto: GEKO Films
Cinemateket byder alle franskklasser velkomne, når vi til foråret viser to stærke og vedkommende franske film i samarbejde med Institut Français. Læs mere om filmene nedenfor.

'À l’abordage'

Guillaume Brac, Frankrig 2020, 95 min., fransk med engelske undertekster.

Under en varm sommernat i Paris opstår et tilfældigt møde mellem to unge mennesker, Félix og Alma. De griner, danser salsa ved Seinen og overnatter i en park. Sommerromancen varer dog kort, for allerede næste morgen rejser Alma på sommerferie med sin familie. Impulsivt beslutter Félix sig for at følge efter Alma og kører derfor tværs gennem Frankrig med vennen Chérif for at overraske hende. Men intet går helt som planlagt!  

Filmens temaer: Ungdom, kærlighed, venskab, komedie, sociale klasser, fordomme 

Visningstidspunkter

Onsdag d. 7/2 kl. 10:00 i Asta
Med engelske undertekster

Onsdag d. 3/4 kl. 13:15 i Asta
Med engelske undertekster
 

Foto: Les Films du Bélier

’De nos frères blessés’ 

Hélier Cisterne, Algeriet, 2020, 92 min., fransk med engelske undertekster.

Algeriet, 1956. Under frihedskrigen i Algeriet bliver den unge fabriksarbejder og aktivist Fernand Iveton arresteret på sin arbejdsplads. Han er anklaget for at have plantet en bombe. Hans kone Hélène er nu gift med en ’forræder’, men hun nægter at overlade Fernand til hans skæbne. Filmen er baseret på en sand historie.

Filmens temaer: Drama, historie, krig, kærlighed, oprør 

Visningstidspunkter

Tirsdag d. 5/3 kl. 13:30 i Carl
Med engelske undertekster

Mandag d. 22/4 kl. 9:30 i Carl
Med engelske undertekster
 

Tilbud fra Institut français

Som supplement til filmvisningen tilbyder Institut français en udvekslingsseance med eleverne på 45 minutter enten:
- inden filmvisningen for at arbejde med traileren og plakaten;
- efter filmvisningen for at samle op og arbejde med den overordnede forståelse af filmen.

Sted: Institut français, Rolighedsvej 37, 1958 Frederiksberg

Kontakt og tilmelding: Emmanuel Zimmert (ez@institutfrancais.dk)

OBS: På grund af undervisningslokalernes størrelse på Institut français er besøget begrænset til en klasse på maks. 20 elever. 
 

KONTAKT

For booking og mere information kontakt booking@dfi.dk

Praktiske oplysninger

Pris: 30 kr. pr. person

Tilmelding: Bestil billetter ved henvendelse til booking@dfi.dk. Ved billetbestilling bedes du oplyse navn, skole, film, dato, antal billetter, betalingsmetode samt dit telefonnummer.

Betaling: I skal betale billetterne samlet i Cinematekets billetskranke inden filmstart. Skal der fremsendes faktura aftales dette på forhånd. Send en mail til booking@dfi.dk med skolens kontaktoplysninger samt CVR eller EAN nr. senest 3 dage inden visningen. Antallet af billetter kan ændres op til en uge inden visningen, herefter er det kun muligt at tilkøbe ekstrabilletter såfremt der er ledige pladser. 

Spilletider: Hvis de aktuelle spilletidspunkter ikke passer ind i jeres kalender, undersøger vi gerne muligheden for alternative visninger. Vi kan ikke garantere, at vi kan oprette alle ønskede ekstravisninger, men vi vil forsøge at imødekomme jeres ønsker såfremt det er muligt. Kontakt os hurtigst muligt, da dette foregår efter først til mølle princippet. Vi forbeholder os retten til at aflyse en ekstravisning såfremt, der er færre end 70 tilmeldte.

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.

Hent undervisningsmateriale: 

Visningen er udelukkende i følgeskab med en lærer, og denne lærer er ansvarlig for, at eleverne udviser god opførsel ved besøget i Cinemateket. 

For at sikre en god biografoplevelse for alle, skal vi bede jer forberede jeres elever på, at telefoner skal være slukkede under hele filmvisningen.

Hold dig orienteret

Send en mail til booking@dfi.dk og skriv "Ja tak til information" i emnefeltet, hvis du ønsker løbende information om 'Med sprogklassen i Cinemateket'. Angiv hvilket sprog, du underviser i, samt navnet på uddannelsesinstitutionen.