’Safety Last!’ rummer en af stumfilmhistoriens mest nervepirrende og mindeværdige sekvenser. Harold Lloyd – der kun havde tre fingre på højre hånd, camoufleret af en protese – klatrer op ad en…
’Safety Last!’ rummer en af stumfilmhistoriens mest nervepirrende og mindeværdige sekvenser. Harold Lloyd – der kun havde tre fingre på højre hånd, camoufleret af en protese – klatrer op ad en højhusfacade via fremspring, vimpler, stilladser, baldakiner og meget andet. Gispene fortsætter uophørligt i næsten en halv time, og timingen er uovertruffen. Plottet, som danner afsæt for herlighederne, går som følger: Lloyds karakter arbejder i stueetagen af et stormagasin og får til opgave at skabe opmærksomhed om stedet. Han får ejeren til at udskrive en konkurrence om, hvem der først kan klatre op ad facaden – gæt selv, hvem der ender med at måtte tage turen! Det hjælper indlevelsen og neglebidningen yderligere på vej, at Lloyd tydeligvis udfører de fleste stunts selv, og kameravinklerne er skabt, så man kan se gadelivet mange etager under ham. I realiteten VAR der sikkerhedsmadrasser på stilladser længere nede. Men som Lloyd selv sagde, er det jo de færreste, der har lyst til at dratte tre etager ned – madras eller ej.
Cast: Harold Lloyd, Mildred Davies, Bill Strother, Noah Young
Original title: Safety Last!
Director: Fred Newmayer, Sam Taylor
USA, 1923
DCP, 67 min.
Engelske mellemtekster
Tilladt for børn over 15 år