Symbolerne

Film til børn må godt være både spændende og uhyggelige

Men film må ikke tage magten fra børn. Når filmen er slut, skal det uhyggelige også være forbi. Filmen skal ikke være som et spøgelse, der går igen i ens drømme. Biograf-, VHS- og DVD-film er mærkede, så børn kun ser film, de kan tåle at se.

Mærkerne viser den alder, man skal have for at se filmen alene.

De fire aldersgrænser er:

"Tilladt for alle"

"Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år"

"Tilladt for børn over 11 år"

"Tilladt for børn over 15 år"

Mærkerne viser, om filmen kan være skadelig for børn, ikke om den er sjov at se. Selv om en film er "Tilladt for alle" kan den meget nemt være både uforståelig og kedelig for de små.

 

 

forallegroenTilladt for alle

Når det typiske barn er mellem 0 og 3 år reagerer det  ud fra situationen, og de følelser, den vækker. Barnet oplever verden sanseligt og bliver gradvist bedre til at danne begreber om ting samt sætte ord på. Allerede som spæd danner barnet begreber om f.eks. ansigtsudtryks betydning, og gradvist bliver begrebsdannelsen mere nuanceret. De helt små skaber mening ud fra sansning og følelser, mens de større børn gradvist bliver i stand til at sætte ord på og sortere i deres følelser.

De helt spæde børn ser ikke film aktivt, men udsættes i det daglige for medieudbud i form af f.eks. tv, der kører i hjemmet, eller i babybio. Spædbørn oplever ikke former, farver, lyde, smagsindtryk og berøring som noget udefrakommende, der skaber behag eller ubehag. Sanseindtryk opleves som behag eller ubehag i sig selv. Spædbørn reagerer ikke på historiens indhold, men høje, pludselige og disharmoniske lyde og hurtigt klippede billeder kan være ubehagelige for spædbarnet, da deres sanseapparat kun gradvist bliver vænnet til hurtigt skiftende indtryk og de, som nævnt oplever dem som ubehag i sig selv[1].

Børn ser overvejende film i hjemlige omgivelser eller daginstitutioner. I takt med at sproget udvikles, bliver det muligt at sætte ord på oplevelser og ting, samt at dele disse oplevelser med andre. De forholder sig i stadigt stigende grad til indholdet, men orienterer sig stadig overvejende i forhold til intensitet, rytme, størrelse og bevægelsesmønster. Eksempelvis opleves et billedet før og efter zoom forskelligt, fordi de ikke opfatter bevægelsen i zoomet. Det samme gælder klip fra et tempo til et andet, selvom det er med de samme figurer. Jo mindre børn er, desto sværere har det ved at overskue hele filmen, og de oplever enkeltscener som små historier[2]. Derfor kan film med mange dramatiske scener, cliffhangers eller skift i intensitet være skræmmende for de små.  Til gengæld kan andres reaktioner, så som morskab, latter osv. betyde, at sådanne scener ikke virker så voldsomme på de yngste, fordi de også orienterer sig i forhold til andre personer, når de ser film[3]. Drama, som udelukkende foregår i dialogen, går hen over hovedet på dem.

I takt med stigende erfaring med verden og sproglig udvikling danner det typiske barn flere grundlæggende begreber. F.eks. bliver begrebet ”mor” sammensat af erfaringer først med barnets egen mor og siden med andre mødre, som barnet møder i daginstitutioner osv. For de mindste børn, opleves en mor på film som repræsentant for barnets egen mor, og hvis en mor dør på film, kan det opleves som et følelsesmæssigt og fysisk/kropsligt tab. Ligeledes vil børn identificere sig så stærkt med andre børn på film, at deres vanskeligheder opleves som noget, der sker for dem selv.

Selvom de yngste børn har en tendens til at blive forskrækkede over dramatiske indslag, har hele filmens tone alligevel en betydning. En kort dramatisk hændelse, som f.eks. et skænderi, trækker ikke vurderingen op, hvis filmen er fortalt i et roligt tempo. Især ikke hvis spændingen forløses inden for scenens rammer.

 

fraraades7groenTilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Overgangen fra førskole til skole er en stor omvæltning i børns hverdagsliv, hvilket også har betydning for deres kognitive, holdningsmæssige og følelsesmæssige udvikling[4]. De bliver optaget af ligheder og forskelle, udforsker verden på detaljeplan, og udvikler teorier om sammenhænge. De lever sig ind i filmens historie og fordyber sig i detaljer. I den tidlige del af perioden tages mange ting for givet: Hekse, trolde og UFOer har samme virkelighedsværdi som det, der sker i skolen. Gradvist lærer børn at distancere sig til tydeligt urealistisk fænomener på film ved at sætte ord på.

Tillige kan de nu overskue længere sekvenser og i nogle tilfælde en hel film. Derfor er dramatiske eller actionprægede enkeltscener ikke længere så skræmmende, hvis blot filmen ender i en positiv tone.

Ved hjælp af sproget kan børn opdele/analysere og derved adskille sig selv fra filmfiguren i f.eks. tegnefilm, som de tidligt bliver fortrolige med. Hvis filmeffekter eller temaer bliver for overvældende, kan de blive skræmte, fordi de så at sige glemmer de nye meningsskabende strategier og bruger de gammelkendte, følelsesbaserede strategier.

Børn i denne aldersgruppe kan med andre ord benytte sproget som hjælpemiddel til at skabe distance og få mulighed for at forholde sig til udtryk, de møder. Det gælder dog kun for historier, begivenheder og erfaringer, der ligner noget, som de har nogenlunde kendskab til i forvejen, så de har noget at sammenligne med. Dvs. at børn kan klare mere udfordrende historier og stærkere virkemidler, hvis det foregår i et kendt univers, end hvis det er et fremmed univers. Tilsvarende kan de forholde sig til fremmedartede universer, hvis temaer eller virkemidler er genkendelige. Hvis der derimod ikke er noget sammenligningsgrundlag, kan det første møde komme til at blive bestemmende for, hvordan barnet forholder sig til lignende erfaringer i fremtiden.

Børn har nu et ret omfattende kendskab til mange kulturelle udtryksformer, der hele tiden nuanceres og udvides. De forholder sig seriøst til de mangfoldige kulturfænomener, og deres sociale omverden har fundamental indflydelse på, hvad de vurderer som rigtigt, virkeligt, godt eller skidt. De voksne og børn, som har betydning for barnet, giver barnet en ide om, hvad der er rigtigt at gøre - det gælder også identifikationsfigurer på film.

 De tager emner som livets udslettelse, menneskers ondskab, krigens rædsler eller voksnes seksualitet meget bogstaveligt, og det kan gøre så dybt indtryk, at de farver barnets tænkning fremover. De omtalte voldsomme emner hører hjemme som en del af virkeligheden, men de kan kuldkaste børns opbygning af et nuanceret virkelighedsbillede, hvor de støtter sig til forestillinger om, at livet er nogenlunde sikkert, at forældre lever evigt, og at tingene ordner sig i den sidste ende.

De ældste i denne aldersgruppe vil i stigende grad forholde sig kritisk til voksnes autoriteter. Børn tager ikke alt for givet, og tillige har de opnået et ret omfattende mediekendskab. Her vokser kritiske potentialer frem – også i forhold til film – og børnene forholder sig i stigende grad reflekterende til, om form, virkemidler og handling virker realistiske.

 

11gulTilladt for børn over 11 år

I perioden 11-14 år bliver identitetsspørgsmål presserende. Kroppen begynder at forandres, selvoplevelsen forandres, ligesom relationer til andre nære personer forandres og flere nye relationer etableres. Det påtrængende spørgsmål handler om, hvordan barnet/den unge tager sig ud i egne og andres øjne, og hvilke relationer og gruppetilhørsforhold barnet/den unge har etableret eller ønsker at etablere. 

I forhold til tidligere, hvor især detaljer og delelementer var i fokus og kunne virke overvældende, bliver børn i stigende grad i stand til at koble detaljerne til overordnede mønstre, at veksle fokus imellem del og helhed. Børn opstiller teorier og principper om verden og kan kombinere og relatere filmindholdet til andre – ikke helt lignende – erfaringer.

Børn kan forstå noget, de har erfaret tidligere på en ny måde gennem f.eks. film. De kan ændre forståelse om sammenhænge, og kan i en vis udstrækning evaluere og kontrollere deres forståelse og oplevelse. Hvis effekter eller temaer overvælder dem, kan også børn i denne aldersgruppe gå tilbage til tidligere velfungerende og meningsskabende strategier.

Det er vigtigt for de større børns udvikling at skabe sig selv som menneske, og her bliver løsrivelse fra forældrene et stort tema. Forældrene er på en gang begrænsende og livsnødvendige for de store børn og unge[5]. Det mest interessante i verden er relationen til de andre: vennerne, veninderne, det andet køn, samt livsanskuelser og spørgsmål om godt og ondt. Fokus i denne alder er kort sagt relationer, krop, seksualitet, værdier og etik.

Skæve relationer, umenneskelighed, misbrug, undertrykkelse af andre, voksnes begær og seksualitet kan have stor og alvorlig indflydelse på det projekt, der handler om at skabe sig selv. Det kan gøre så stort indtryk, at de udløser voldsomme følelser, og bliver definerende for børnenes fremtidige tænkning og følelser. De får et ambivalent forhold til sådanne emner i den alder, fordi de både opfatter dem som dragende og skræmmende.

 

15roedTilladt for børn over 15 år

Unge over 15 år er medievante og fortrolige med de fleste filmgenrer og filmiske virkemidler. Endvidere har de unge opnået sikkerhed i at kombinere dele og helheder samt at skabe mening i nye erfaringer med udgangspunkt i andre, ikke helt lignende erfaringer. De unge har redskaber til at forstå og forholde sig til egne oplevelser og kontekster, filmiske effekter, genrer og forskellige former for symboler og referencer. Endvidere kan de unge forholde sig til overvældende fremstillinger af temaer som vold, sex, krig, misbrug, liv og død, naturkatastrofer osv. Selvom filmiske temaer og virkemidler stadig kan udløse stærke følelser og forvirring, vil de unge kunne forholde sig reflekterende til, at filmen er skabt til det formål. På det tidspunkt vil de unge også ud fra kendskabet til egne begrænsninger være i stand til at vælge medieoplevelsen fra.

bid
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412