MIX Copenhagen – 2.-11. oktober

FILM OG KØN - festivaljubilæum. Den årlige LesbianGayBiTrans-filmfestival, MIX Copenhagen, blænder i dagene 2.-11. oktober op for et alsidigt program fuld af film og events, og viser hermed verdens mangfoldighed frem i al sin pragt for 30. gang. Cinemateket er nok en gang festivalcentrum.

Fra at være en lille og ukendt festival i det gamle Delta Bio (med et filmprogram med kun seks film), er MIX Copenhagen i dag den ældste nuværende filmfestival på dansk grund – og en af de største. Den københavnske del af MIX Copenhagen (der ligeledes har filmvisninger i Odense, Århus og Holbæk) har igen i år hovedsæde i Cinemateket.

Programmet er stort og alsidigt og diskuterer både brandvarme aktuelle emner og eviggyldige LesbianGayBiTrans-problematikker: Fra kritiske kommentarer til Europas racisme, nationalisme og flygtningepolitik forenet med skildring af svær kærlighed i ’Hidden Away’ (Mikel Rueda, Spanien, 2014) over et usædvanligt kig ind i det provinsielle Mexico, hvor kønsidentitet får en usædvanlig dimension i krimien ‘Carmín Tropical’ (Rigoberto Pérezcano, Mexico, 2014) til ’Sand Dollars’  (Israel Cárdenas, Dominikanske Republik, 2014), der er en beretning om unge, som sælger deres kroppe til velhavende ældre turister under den caribiske sol.

Danske homo-film – retrospektive perler

Med den retrospektive jubilæumsserie ’Hvis du vil se tilbage’ sætter MIX Copenhagen i år fokus på den danske filmhistorie i et LGBT-perspektiv, og viser fem film fra 1924 og frem til slutningen af 1970’erne, hvor de første ideer om festivalen blev udviklet. Fælles for filmene er deres modige fortællinger og temaer om køn og identitet – fortællinger der udvikler sig fra en art antydningens kunst over mere direkte udfordringer af heteronormativitet til løssluppen kunstnerisk iscenesættelse.

Du kan for eksempel opleve mesterinstruktøren Carl Th. Dreyers ’Mikaël’ (1924), baseret på Herman Bangs roman af samme navn. Dreyers stumfilm er verdens første danskinstruerede homo-film, og den vises med live klaverspil, som er særligt komponeret til visningen. Mandag den 5. oktober kl. 19.15.

’Danish Delights’ – nye stærke kortfilm med instruktørbesøg

i år er festivalen særlig stolt over, at kunne præsentere et unikt dansk kortfilmsprogram – et program, der afspejler det høje kvalitative niveau, der generelt hersker herhjemme på kortfilmfronten. Hvis man vil dvæle ved sin danske selvforståelse og følge med i, hvad der er hot stuff inden for dansk filmkunst, er ’Danish Delights’ værd at tjekke ud.

Programmets fire film leger med kønsforståelser, revser den homofobiske del af Færøerne og undersøger ensomhed og søgen efter ’noget’, når unge mænd tager fra sportsstævne eller på ferie til Bornholm. Instruktørerne er til stede og vil deltage i en Q&A efter visningen af filmene

De fire film er: ’Mallorca’ (Nils Holst, 2015), ’Becoming Lina´ (Knud Vesterskov, 2015, 28), ’Ung mands dans’ (Mathias Broe, 2014,) og ’Som engle vi falder’ (Maria Winther, 2014). Samlet varighed 91 min. Søndag den 4. oktober kl. 14.00.

Festivalvindere

I år har Mix Copenhagen flere interessante film i programmet, som har vundet store priser på andre europæiske filmfestivaler. Dem er det også værd at holde øje med. To kommer direkte fra netop overståede Queer Lisboa i Lissabon:  

’Everlasting Love’ (Marçal Forés, Spainen, 2014) – vinder af prisen for bedste spillefilm ved Queer Lisboa: ’Everlasting Love’ er en mørk cruising-thriller, der udforsker hvad der sker, når lærer og elev møder hinanden langt udenfor klasselokalet, nemlig i et skovområde, kendt som lysternes og begærets hemmelige legeplads. Søndag den 4. oktober kl. 19.15.

’Call Me Marianna’ (Karolina Bielawska, Polen, 2015) – vinder af prisen for bedste dokumentar ved Queer Lisboa: I ’Call Me Marianna’ møder vi Marianna, der har brudt båndene til sin ekskone og børn, og har sagsøgt sine forældre for at kunne leve fuldt ud som kvinde. Torsdag den 8. oktober kl. 19.00 og søndag den 11. oktober kl. 16.30.

Lili-prisen – MIX’s egen filmpris

Førnævnte festivalvindere er desuden nomineret til MIX’s egen filmpris, Lili-prisen. Lili-prisen gives til årets bedste spillefilm, dokumentar og kortfilm. Her kan du læse mere om årets nominerede til Lili-prisen.

Tid: 2.-11. oktober 2015
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412

 

 

Mix copenhagen image.ashx