’Sorgenfri’ – Walking Dead i en dansk forstad

ZOMBIE-SÆRVISNING. Tirsdag den 26. april kan du se den meget omdiskuterede og kritikerroste, danske gyserfilm ’Sorgenfri’, når Cinemateket helt eksklusivt gen-viser den på det store lærred (som den har fortjent og gør sig bedst)! Filmen høstede store roser fra det danske anmelderkorps – og fik hele 5 hjerter i Politiken!

Det er ikke hver dag, der sendes en hjemlig gyser på gaden i Danmark – og endnu sjældnere gælder det film, som lægger sig mellem den rene, blodige genrevare og en kulturkritik med kunstneriske aspirationer. 

Men det gælder instruktør Bo Mikkelsens 'Sorgenfri' (2016), som havde sin første danske visning på sidste års 'Blodig Weekend' i Cinemateket - og vi synes, den fortjener en ekstra chance for at blive oplevet på det store lærred. Derfor får filmen nu en særvisning torsdag den 26. april kl. 20.00.

Forstadsgys 

Livet går sin vante gang på en fredelig villavej i den idylliske by Sorgenfri, hvor en lille forstadsfamilie (med de garvede skuespillere Troels Lyby og Mille Dinesen i front) har sine faste rutiner og skærmydsler. Men en dag vågner de op til det radikalt ukendte, da en sælsom virus gør sin entre i byen, og der opstår undertryk i det bekvemme middelklasseparadis. Med ét handler det om ren og skær overlevelse, og spørgsmålet er om familiens sammenhold er stærkt nok til at klare sig igennem zombie-krisen…

Bedste danske gyserfilm?

Politikens anmelder gav filmen 5 hjerter, og udråbte rosende 'Sorgenfri' som “den bedste danske gyser siden Ole Bornedals ’Nattevagten’” – som havde premiere for over 20 år siden. Du kan få syn for sagn, når Cinemateket inviterer til en aften i gysets tegn med en eksklusiv visning af 'Sorgenfri' tirsdag den 26. april. 

Tid: 26. april 2016, kl. 20:00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Cinemateket.dk eller på tlf. 33 74 34 12