Retro-sci-fi med Spielberg i ascendanten

MÅNEDENS FILM. 'Midnight Special', vidner om instruktør Jeff Nichols store kærlighed til Steven Spielbergs fantasy-univers. Vi genfinder i 'Midnight Special' en ung instruktørs smittende begejstring for science fiction og overnaturlige hændelser set i børneperspektiv, som vi kender det fra fx 'E.T.' eller 'A.I.' – men tilført Nichols' helt egen skævhed og dunkelhed. Og anmelderne er begejstrede for Nichols, hvis femstjernede film vises i Cinemateket frem til 11. september.

Jeff Nichols fik sit gennembrud som instruktør med det mystificerende blæsevejr af en filmoplevelse, 'Take Shelter', i 2011 og fulgte året efter op med den stemningsfulde 'Mud' om farligt venskab i Arkansas' ødemark.

Den otte-årige texanske dreng Alton (Jaeden Lieberher) har særlige evner. Alton kan se og høre ting, som almindelige mennesker ikke kan opfatte, og hans kraftigt lysende falkeblik pacificerer alt og alle. Naturligt nok er han i alle statslige instansers søgelys, inklusive FBI og militæret.

Altons far (Michael Shannon) beskytter drengen både mod generende dagslys og de mange mennesker, der vil have fat i ham. Han er allerede i forvejen på flugt efter at have brudt med en religiøs sekt. Alton virker umiddelbart mentalt sund. bag de skinnende øjne gemmer der sig et hjerte af guld, der banker for familieliv og normalitet. Men der er noget mere på spil. Er han et ufrivilligt medium for væsener fra det ydre rum? Jeff Nichols nyder tydeligvis at holde igen med rationelle eller skarpskårne forklaringer.

'Midnight Special' er et stilstudie i mørke. Stemningen er anspændt og mystisk. Michael Shannon, Joel Edgerton og Kirsten Dunst spiller på de sorte tangenter og udgør den beskyttende voksenalliance omkring Alton og hans særlige evner. Adam Stones fotografering er af høj klasse, særligt tusmørkestemningerne og perspektiveringerne af naturens uendelige vidder. Filmen skaber sin egen ophøjede mystik og halvreligiøse himmelflugt med både energi, skævhed, visuel elegance og saftig fremdrift. 

Da filmen kulminerer med brug af markante visuelle effekter, træder vi ind i en mere kosmisk dimension, hvor science fiction-dramaet for alvor spidser til. Så har vi ikke sagt for meget.

Den første visning er gratis for Cinematekets medlemmer (så længe lager haves), og efter visingen den 2. september byder magasinet Soundvenue på en gratis øl i Asta Bar. Billetter til disse to visninger skal afhentes senest dagen forinden. Filmen bliver præsenteret i samarbejde med CPH PIX. 

Det siger anmelderne

"’Midnight Special’ er en uudgrundelig, smuk og inspirerende film om en fars store kærlighed til sin lille søn. Den genfortæl"ler også en frelsermyte, og endelig er det en noget usædvanlig superheltefilm." - Christian Monggaard, Information

★★★★★ "Fuldkommen overbevisende. Nichols får publikum til at tro på den aparte historie i en grad, så man ikke sidder og længes efter logiske forklaringer, men fuldt ud køber dette vanvittige ekstraterrestriale eventyr - ikke mindst fordi billedsiden og effektmageriet er så overvældende flot." - Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten

Fakta


★★★★★ "Jeff Nichols stråler videre som en af USAs mest spændende instruktører netop nu." Lasse Martin Jørgensen, Filmz

★★★★★ "en ualmindeligt vellykket film, der i sin blanding af afdæmpet realisme og sci-fi-mystik opnår et næsten Spielbergsk niveau af filmmagi og ærefrygt – og det endda med ganske begrænsede midler." - Daniel Skov Madsen, Cinemazone

★★★★★ "Ingenlunde et regulært sci-fi epos, men en intim fortælling, der til fulde skildrer Nichols’ flair for personinstruktion." Jakob Freudendal, Ordet

★★★★ "en genrefilm, men den bevæger sig uden om Hollywoods klassiske fortælleskabelon ... et så fortættet og stemningsmættet drama, at du ikke må misse den på det store lærred." - Thomas Bech Rasmussen, Soundvenue

★★★★ "Egensindig og original" - Jacob Wendt Jensen, Berlingske Tidende

★★★★ "Det er nogle forrygende scener – sære, eksotiske, hemmelighedsfulde og fremfor alt fulde af kimen til et solidt amerikansk eventyr af 80’er-skolen – dem, der bringer os ud på fantasiens overdrev, som i Spielbergs 'Jurassic Park' og 'Nærkontakt af tredje grad' eller Robert Zemeckis 'Tilbage til fremtiden' og 'Contact'." - Per Juul Carlsen, DR

★★★★ "en mørkere version af ’E.T’" - Jesper Mark Hansen, Nosferatu

Tid: 
1.-11. september. Første visning er gratis for medlemmer af Cinemateket
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetbestilling: Online og på tlf. +45 3374 3412