Tømmermænd og teen-film

Tømmermænd på en søndag? Byt morgenmaden ud med en burger i SULT og læn dig tilbage med alletiders teen-film.

"Teenfilmen er et nyt sted nu, og det var John Hughes, der ledte os derhen," proklamerer Michael Bo i Politiken. Nu kan instruktørens fire bedste teen-film - "The Breakfast Club", "Abefest for viderekomne", "Tast mig, jeg er din" og "En vild pjækkedag" - opleves fra søndag den 10. januar og de tre efterfølgende søndage kl. 14 i Cinemateket.

John Hughes har både instrueret og produceret en lang række film, men det var ungdomsfilmen, der løftede ham op og ophøjede ham til 80'ernes ukronede konge af teen-film. Hans film tog de surmulende teenagere alvorligt og indeholdt en god blanding af idealisme, weltschmertz og liderlighed. I august 2009 gik Hughes bort, men myten lever videre i de fire ikoniske film.

De fleste kan nikke genkendende til en af de fire film, hvor man led, festede og grinede med de forskellige arketyper. For dem, der ikke fik set filmene på det store lærred i 80erne, er der mulighed for at se eller gense filmperlerne i følgeskab med en SULT-burger til særpris. Så er den rette teenageånd sikret.

John Hughes i Cinemateket
Restaurant SULT

80'er-instruktør var ungdommens talerør fra politiken.dk