Janus Metz' dokumentarfilm "Armadillo" er nu set af over 100.000. Allerede i åbningsweekenden trak den 25.000 danskere i biografen til historien om de danske soldater i Afghanistans uroplagede Helmand-provins.
Efter seks uger i biografen passerede "Armadillo" 100.000 solgte billetter. Resultatet må betegnes som ekstra flot, når man tager den hårde konkurrence fra bl.a. VM i fodbold i betragtning.
Succesen kommer ovenpå stor mediebevågenhed bl.a. under Cannes Filmfestivalen, hvor "Armadillo" vandt hovedprisen i Semaine de la Critique.
"Armadillo" fortæller historien om unge soldater og deres mistede uskyld i krigen i Afghanistan. Filmen undersøger de unge soldaters sind og hvad det vil sige at være i krig. "Armadillo" afsøger, hvordan politik og realiteter mødes, når det internationale samfunds intentioner om demokrati og udvikling kolliderer med krigens skræmmende virkelighed.
"Armadillo" kan stadig opleves i mange biografer landet over.
Filmen er produceret af Ronnie Fridthjof og Sara Stockmann for Fridthjof Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Trailer