Ryan Gosling i Refn's danske film

I PRODUKTION. "Drive"-duoen Nicolas Winding Refn og Ryan Gosling fortsætter samarbejdet i Refns kommende danske produktion, Bangkok-noir'en "Only God Forgives".

Mens Nicolas Winding Refns Cannes-vinder "Drive" imponerede gallapublikummet på Los Angeles Film Festival i sidste uge, er en vigtig brik nu faldet på plads for Refns kommende danske film "Only God Forgives". Det er nemlig blevet bekræftet, at "Drive"-stjernen Ryan Gosling skal spille hovedrollen i filmen, side om side med Kristin Scott Thomas.

"Føles rigtigt"

"Only God Forgives" udfolder sig i Bangkoks underverden. Gosling skal spille filmens hovedrolle som Julian, der bor i den asiatiske millionby i ly fra det britiske politi. Han står i spidsen for en thai-bokseklub, som dækker over familiens smuglervirksomhed. Da Julians bror Billy bliver slået ihjel, vil deres mor (Kristin Scott Thomas) have hævn …

"Hvad kan jeg sige … Det føles rigtigt," siger Refn om det fortsatte samarbejde med Gosling. "Vi har arbejdet på 'Drive' sammen, nu går vi videre med 'Only God Forgives', og senere fortsætter vi med 'Logan's Run'. Det er svært at sige præcist, hvad det er, der fungerer. Det gør det bare. Og så har jeg det sådan, at 'hvorfor kører vi ikke bare videre.'"

Forproduktion til oktober

Filmen er den første af to, som Refn og producer Lene Børglum laver med deres franske partnere Wild Bunch og Gaumont. "Jeg er meget glad for samarbejdet med dem. Det gode samarbejde med Lene har også gjort, at vi to har kunnet starte vores eget firma, Space Rocket Nation," fortæller Refn.

Forproduktionen til "Only God Forgives" begynder i Bangkok til oktober. Selve produktionen skydes i gang til februar. Filmen har modtaget produktionsstøtte gennem konsulentordningen ved Det Danske Filminstitut.