Manden med den gule hat 'gone bad'

INTERVIEW. I "Det røde kapel" drog mediedrillepinden Mads Brügger til Nordkorea i rollen som kommunistisk teaterinstruktør. I "Ambassadøren" er han diplomat i Den Centralafrikanske Republik. Hvorfor nu det, spørger DR Filmlands Per Juul Carlsen den biografaktuelle instruktør, der i november rejser til den prestigefyldte dokumentarfilmfestival i Amsterdam.

Bemærk venligst, at denne artikel er vanskelig at skrive. Den handler om en mand, der udfører flere lag af rollespil på én gang, og som i høj grad udlever en fetichistisk fantasi, mens han udleverer andre mennesker med samme fantasier. Han drager ind i det mørke Afrika forklædt som prototypen på en skruppelløs hvid ambassadør anno 1975. Han fortæller, at han vil åbne en tændstikfabrik, hvis særlige kvalitet er, at tændstikkerne er produceret af pygmæer, som ifølge afrikansk overtro har særlige magiske evner. Men ingen af dem, som han møder, tvivler på, at han vil noget helt andet – have fingre i diamanter. I sidste ende er han naturligvis dokumentarfilminstruktør med et ønske om at vise Afrika på en ny måde. Men spørgsmålet er, om ikke han mest af alt er en middelklassedansker, der netop udlever en fantasi om at være skruppelløs hvid ambassadør i Afrika.

Det er en balancegang, der er svær at beskrive, og det bliver ikke nemmere af, at han disker op med den ene sære historie efter den anden, som for eksempel at han har brugt 8.000 kroner på de Ann Demeulemeester-støvler, der giver ham det helt rigtige excentriske hvid-ambassadør-i-Afrika-look. Og hvis nogen nu spørger sig selv, om mandens rollespil er for sjov, kan man hurtigt stille modspørgsmålet: Hvem ville sidde midt i det mørkeste Afrika og optage typer, der tydeligvis har menneskeliv på samvittigheden, med skjult kamera, bare for sjov?

Se filmen

Den 20. september kl. 16.15 vises "Ambassadøren" ved et særarrangement i Grand Teatret i København, og den 6. oktober inviterer kunstmuseet Louisiana til en aften med Mads Brügger og film fra kl. 17.30.

Filmen har dansk biografpremiere den 5. oktober og er udtaget til den store dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam i november.

Den rollespillende mand hedder Mads Brügger. Gennem de seneste 15 år har han opbygget en position i den danske medieverden som journalisten og tv-værten, der til enhver tid udfordrer den klassiske journalistrolle. I Danmark er han måske mest kendt for sit samarbejde med tv-værten Mikael Bertelsen i programmet Den 11. time, der forsøgte at genopfinde tv-talkshowets rolle og vække seerne med skæve anti-historier. Og i den internationale medieverden fik han sine 15 minutters berømmelse, da han vandt Sundance filmfestivalens World Cinema Documentary Competition med "Det røde kapel", en bizar dokumentarfilm, hvori Brügger rejste ind i Nordkorea under dække af at være en kommunistisk teaterinstruktør.

I "Ambassadøren" er den 38-årige mediedrillepind "hinsides rollespillet", som han siger. Han er rent faktisk diplomat på slap line i et andet ekstremt land, Den Centralafrikanske Republik, en borgerkrigshærget tidligere fransk koloni, der ifølge Brügger er en glemt tidslomme fra 70'ernes Afrika. Eller som han siger i filmen i et billedrigt sprog: "Hvis Congo var mørkets hjerte, er Den Centralafrikanske Republik blindtarmen." Her rejser Brügger rundt iført lange støvler, solbriller og noget så politisk ukorrekt som en evigt tændt cigaret i et cigaretrør. Det er Manden med den gule hat gone bad, som Brügger siger det med en hentydning til børnebøgerne om Peter Pedal.

"På nettet så jeg et link til et firma, der mægler diplomat-titler mellem fattige tredjeverdens lande og tossede hvide mænd, der savner noget panache og prestige. Det så jeg som et godt springbræt for en Afrika-film, der var renset for ngo'er, saronger, Bono, børnesoldater og børn med udspilede maver, og som handlede om dem, man aldrig møder i de afrikanske dokumentarfilm: de hvide forretningsfolk og diplomaterne og de tykke hankatte inde i centrum af storbyerne. Alle dem, som har det dejligt i Afrika."

"Jeg ville gerne bryde det monopol, som ngo'erne har fået på Afrika. Jeg ville lave en Afrika-film, der i al sin gru bød på morsomme øjeblikke, og jeg ville lave en dokumentar, der tog Afrika tilbage til Graham Greene og 'De vilde gæs' – 70'ernes Afrika. Det finder man i Den Centralafrikanske Republik, et land som de færreste overhovedet har hørt om."

Og her var det så, Mads Brügger fik den idé at blive det, han på én gang blæste til angreb mod og selv omfavnede, en hvid diplomat, der kun har personlige, forfængelige grunde til at blive diplomat.

"Det ville ikke være noget problem for mig at tage til Afrika og spille diplomat. Diplomater be'r jo ikke hinanden om at se id. Men i stedet for at lege rollespil ville jeg gå linen fuldt ud. Diplomatrollen har jo meget tilfælles med journalistrollen. De må opsøge alle, tale med alle, har adgang til statshemmeligheder og de mest magtfulde mennesker i et givet land, men diplomater kan operere langt hinsides alle kendte moralske grænser og stadig forblive respekterede medlemmer af samfundet."

Set med klassiske journalistiske briller er Brüggers arbejdsmetode kritisabel. Han bruger skjult kamera og falske forudsætninger, men det usædvanlige ved "Ambassadøren" er, at Brügger med god ret kan hævde, at han slet ikke er journalist. Han optræder ikke under falsk identitet, for han er den liberiske diplomat Mads Brügger Cortzen, og selvom det er en lyssky hollænder, der har skaffet ham diplomatpasset i Liberia, har Brügger papirerne i orden.

"Netop fordi jeg ville hinsides rollespillet og blive diplomat, indgår jeg et partnerskab med en meget sinister diamantmine-ejer med guldtand og machete-ar i panden. Det ville være stærkt problematisk for en journalist. Men det er ikke noget problem for en diplomat."

Men er det ikke et problem for en dokumentarfilminstruktør?

"Nej, det er det ikke," svarer Mads Brügger efter en tænkepause og et skævt, dobbelttydigt smil. Naturligvis er han ude på et skråplan. Det er dér, på skråplanet, at tingene giver mening for ham. Det er derfor, denne artikel er så svær at skrive. Hvad er det helt præcist, Mads Brügger gør med "Ambassadøren"? Eller rettere: Hvor meget gør han på én gang?

Han udlever en drengedrøm, han ignorerer god tone inden for journalistikken, han tilsidesætter ngo'ernes arbejde gennem flere årtier, han provokerer den politiske korrekthed ved at kæderyge (endda i et dekadent cigaretrør), men han dokumenterer også, at kolonitiden ikke har forladt Afrika, og at især Frankrig, den gamle koloniherre, fører et dunkelt spil.

"Filmen jo en vældig kritik af det postkoloniale Francafrique, det franske Afrika. Den Centralafrikanske Republik kunne være Afrikas Schweiz. De har alt – guld, enorme mængder diamanter, olie, kobolt. Statssikkerhedschefen, der i øvrigt blev myrdet, mens vi var der, brugte billedet, at hvis du vil forhindre en mand i at løbe, putter du en sten i hans sko. Alle de ressourcer, som landet skal bruge på at udvikle sig, bliver brugt på at bekæmpe oprørshæren, og statssikkerhedschefen forklarede, at det franske luftvåben hver dag overflyver Den Centralafrikanske Republik med to fly med bevægelses- og varmedetektorer, så de er helt på det rene med, hvor oprørshæren er. Og selvom Den Centralafrikanske Republik i tre år har bedt franskmændene om at dele de oplysninger, nægter franskmændene. Det er stenen i skoen."

Den side af det moderne Afrika dokumenterer Brügger, alt imens han udleverer rollen som hvid diplomat. I en scene i filmen er Brügger på besøg i den pygmæ-landsby, som han har udset til at være arbejdere på hans tændstikfabrik, og han er vidne til, at den centralafrikanske indenrigsminister fylder pygmæerne, inklusive børnene, med store mængder alkohol, hvorefter pygmæerne fester som besatte.

"Det er det, ngo'erne ikke forstår. Man kan virkelig have det sjovt i Afrika," siger Brügger til assistenten Paul, mens han vipper med foden i takt til musikken.

"Det er måske lidt overkill, at jeg siger det," indrømmer Brügger, nu hvor filmen er færdig, men han tilføjer: "Man må jo hyle som de ulve, man er iblandt."

Artiklen har tidligere været bragt i en engelsk version i FILM#72.