Var far spion?

ANIMATION. Trine Laiers afgangsprojekt fra Den Danske Filmskole, "Yderst Hemmeligt", er intet mindre end et cross-medialt, selvbiografisk, animeret dokumentarspil. Missionen er at finde ud af, hvad hovedpersonen T's far arbejdede med for Efterretningstjenesten under Den Kolde Krig. "Yderst Hemmeligt" har premiere i dag sammen med fem andre afgangsprojekter fra Animationsuddannelsen på Den Danske Filmskole.

YDERST-HEMMELIGT

Trine Laier er elev på Animationsuddannelsen på Den Danske Filmskole. Hendes far arbejdede for Efterretningstjenesten under Den Kolde Krig. Det gjorde hendes mor også, for det var dengang, de mødte hinanden. Det, Trine Laier mangler at finde ud af, er, hvad de helt præcis arbejdede med. Så det har hun sat sig for at finde ud af.

Efterforskningen er blevet til Trine Laiers afgangsprojekt "Yderst Hemmeligt", et animeret dokumentarspil, der fortælles crossmedialt således, at man ved at downloade en app kan bruge sin smartphone som fjernbetjening til at styre karakterer på en computer- eller fjernsynsskærm.

"Et animeret dokumentarspil er en blanding mellem fiktive karakterer og realoptagelser. Jeg startede med at filme mennesker, og så forvandlede jeg dem til 3D-karakterer, så de fra livet og ned har en slags Mickey Mouse-ben. Jeg har forsøgt at overføre særlige kendetegn og måden, de gestikulerer på til 3D-karaktererne," siger Trine Laier og tilføjer:

"Det er en slags digitalt dukketeater".

I et kulørt og fantasifuldt univers møder man tidligere arbejdskollegaer og andre med relation til T's fars arbejde i Efterretningstjenesten. På den måde fungerer det som et traditionelt computerspil, hvor historiefortællingen bliver en slags belønning, når man har klaret et nyt niveau. Det er en slags detektivspil, hvor man stykker den store, overordnede historie sammen af små enkeltfortællinger.

Den vedkommende historie

Inden Trine Laier startede på Animationsuddannelsen på Filmskolen, havde hun arbejdet freelance næsten 15 år med kunst, animation og spil. Tiden som studerende har givet hende indblik i en anden måde at arbejde på.

"Jeg havde aldrig på samme måde fået lov til at dykke ned i det her projekt, hvis jeg stadig arbejdede som freelance. På Filmskolen går de meget op i at lære os at fortælle den naturlige historie, den vedkommende historie. Det har du sjældent tid til i praksis, hvor det mest af alt handler om at finde finansiering til dit næste projekt," siger Trine Laier.

"Det har været rigtig spændende at arbejde med den her form for historiefortælling. Formatet åbner op for en helt anden måde at fortælle historier på, tiden får en anden størrelse. Man kan komme ud for helt vilkårlige situationer, som for eksempel at falde ud over en kant og lande på Uffe Elleman, som er tidligere kollega med T's far. På den måde er det ikke så fastlagt som i almindelige film," siger Trine Laier.

Nu er hun uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole og livet som studerende er forbi. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at projektet og fordybelsen bliver lagt på hylden.

"Jeg vil rigtig gerne arbejde videre med det her projekt. Jeg har mere end 100 timers optagelse, som jeg ikke har fået brugt. Så der er nok at tage fat på. Jeg mangler for eksempel at finde ud af, hvad min mor lavede for Efterretningstjenesten. Derudover vil jeg rigtig gerne dykke dybere ned i den her måde at fortælle historier på og den måde at lave karakteranimation på i spilanimation, som man faktisk sjældent ser," siger Trine Laier.

"Yderst Hemmeligt" har premiere fredag den 15. juni på Den Danske Filmskole sammen med fem andre afgangsprojekter fra Animationsuddannelsen. Arrangementet starter kl. 16.00, og spillet kan prøves hele aftenen.

Se trailer til de seks afgangsprojekter: Filmskole trailer 1 & 2

Se trailer:

Trine Laier

Trine Laier har arbejdet med kunst, animation og spil, siden hun blev student i 1991. I 1998 startede hun virksomheden laier.tv. Hun er netop uddannet Spil- og Animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole 2012 med det animerede dokumentarspil "Yderst Hemmeligt" som afgangsprojekt.

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412