Besættelsestidens brogede billede

FORSKNING. I den nyudkomne bog "Dansk film under nazismen" beskriver filmhistoriker Lars-Martin Sørensen, hvordan dele af den danske filmbranche gjorde forretning med besættelsesmagten – og slap godt fra det. Han skildrer også, hvordan vi mennesker ofte vælger den mest flatterende historie frem for den mest sandfærdige. DFI har været værtsinstitution under forfatterens tre år lange forskningsarbejde.

"Vi har det med at foretrække den version af historien, der sætter dig og dit land i et positivt lys frem for den brogede virkelighed. Det er ikke særlig heroisk, men til gengæld er det såre menneskeligt," siger Lars-Martin Sørensen. "Det er en mekanisme, som både fungerer på individuelt og kollektivt plan: Hvis vi forklejner smertefulde nederlag og husker de rare ting, kan vi bedre holde os selv ud. Film fortæller jo ofte historier med helte og skurke og ret endimensionale karakterer generelt. De rigtige mennesker er så at sige skrevet ud af de fortællinger. Sådan er virkeligheden ikke, og det billede af besættelsestiden, som min bog tegner, er så mudret, at man genkender menneskene i det."

"Vi forstår os selv som et produkt af vores historie. Hvis din morfar var værnemager, betyder det noget for din identitet i dag."

Lars-Martin Sørensen er filmhistoriker og forskningsleder samt ansvarshavende redaktør for filmtidsskriftet Kosmorama. Nu er han også forfatter til den 500 sider lange bog "Dansk film under nazismen", som udkom den 5. maj, nøjagtigt 69 år efter Danmarks befrielse.

I bogen afdækker Lars-Martin Sørensen, hvordan dele af den danske filmbranche gjorde forretning med den nazistiske besættelsesmagt. En grundpille i hans forskningsprojekt er dokumenter fra en aktion mod Det Tyske Handelskammer i København i april 1945. Her stjal danske modstandsfolk over en halv million dokumenter, hvori man kan læse om hvilke danskere, der samarbejdede med besættelsesmagten – og hvordan de gjorde det. Krigen sang på sidste vers, og formålet med dokumenttyveriet var at skaffe beviser, der kunne bruges til retsforfølgelse. Det kom der dog ikke mange domme ud af, men nu har krigspapirerne altså fået nyt liv i form af Lars-Martin Sørensens bog.

Ikke før nu har en filmhistoriker forsket i dokumenterne, og det er tilmed lykkedes forfatteren at fremskaffe modstandsgruppens egen filmoptagelse af aktionen.

Var der noget af det, du gravede frem, som i særlig grad kom bag på dig?

"Ja, det overraskede mig meget, at Nordisk Film ansatte tyske nazister for at tækkes besættelsesmagten. Og at samme selskabs chef højst to uger efter besættelsen sad i Berlin og forhandlede om at få monopol på distributionsrettigheder for tyske film i Skandinavien. Det undrer mig, at det ikke er kommet frem før nu."

Den nazi-venlige del af den danske filmbranche slap stort set ustraffet efter krigen. Hvad er forklaringen på det?

"Snarere end "nazi-venlige" vil jeg kalde dem "forretningsorienterede". Filmproducenten Henning Karmark meldte sig ind i nazistpartiet, men hovedparten af hans kollegaer var ikke nazister, men derimod skruppelløse forretningsmænd. Det er ikke tilfældigt, at det længste kapitel i min bog hedder "Besættelsen som forretningsmulighed." Samfundets centrale aktører havde afgjort blik for, at nazismen var noget, man kunne tjene penge på. Efter befrielsen opstod der hurtigt en stemning af, at fortid var fortid, og nu måtte man videre. Det havde sig flere årsager. En af dem var, at halvdelen af dansk erhvervsliv skulle bag tremmer, hvis man ville straffe alle, der havde tjent penge på besættelsen."

Just som Danmark skulle op i gear igen …

"Netop. Det ville have haft store økonomiske konsekvenser. Forretningshensynet vandt igen. Retssystemet gik let henover fortidens synder, og det samme gjorde mange enkeltpersoner i filmmiljøet. Eksempelvis så man allerede i 1946 et opsigtsvækkende samarbejde mellem den yderst kompromitterede Karmark og filmproducenten Preben Philipsen, der var blevet angivet som ikke-arier af konkurrenten Niels Gulddahl."
 

"Kornet er i fare" er en kendt dansk dokumentarfilm, som kritiserede besættelsesmagten via en snedig snudebille-allegori. Er der også eksempler på det modsatte, altså danskproducerede film, der udtrykker nazistisk tankegods?

"Ja. Alice O'Fredericks' "Det brændende spørgsmål" fra 1943 er et forsvar for racehygiejne, hvilket godt nok ikke var en nazistisk opfindelse, men som bekendt var en del af deres tankesæt. "Det brændende spørgsmål" var inspireret af en succesrig tysk propagandafilm, og blev lavet på et tidspunkt, hvor O'Fredericks drømte om at gøre karriere i Tyskland. "Affæren Birte" af samme instruktør udtrykker foragt for det juridiske system og sympati for selvtægt, hvilket passer ind i nazisternes "Vi vil hellere handle end tale"-mentalitet."

I bogen beskriver Lars-Martin Sørensen desuden, hvordan "Det gamle guld" og andre af efterkrigstidens ekstremt populære Morten Korch-filmatiseringer havde nazistiske anstrøg. Nogle af filmenes hovedkræfter var da også netop Henning Karmark og Alice O'Fredericks. 

"Det er vigtigt at huske, at nazismen – og fascismen i det hele taget – opererer med nogle fængende symboler og tankesæt, der let kan udbredes til tyskere, japanere, italienere … og danskere og alle mulige andre folkeslag. At en film som "Det gamle guld" får stor succes få år efter befrielsen er kun kontroversielt, hvis man antager, at danskerne er vaccinerede mod at føle fascination af quasi-nazistisk tankegods. Det vil vi gerne tro, men det er jo ikke sandt. De mange danskere der så "De røde heste" eller "Det gamle guld" opfattede ikke sig selv som nazister. De sad bare og hyggede sig med en film, der fremhævede jorden og blodets betydning og hyldede de gode, uskyldige gamle dage – hvilket var et centralt element i nazi-propagandaen."

Hvad er danskernes foretrukne fortælling om "de fem forbandede år" – og hvad siger den om os som folk?  

"Vi husker helst modstandsbevægelsens tapre kamp mod overmagten. Men siden har historikere for eksempel fundet ud af, at jernbanesabotørerne ikke forsinkede nazisternes våben- og troppetransport særlig meget. Det blev ellers betragtet som dansk modstandskamps fineste stund, og derfor blev det startskuddet til en opfattelse af modstandsbevægelsen som nogen, der havde en stor symbolsk betydning for danskernes selvfortælling snarere end en afgørende militær betydning."

"Overordnet er der tale om et skoleeksempel på, at et konfliktsynspunkt gennem nogle år høvles ned til et konsensussynspunkt, så man ender med en samlet, men ikke sandfærdig, fortælling om besættelsestiden. Vi kan godt lide at se os selv som gode og nazisterne som onde. Og vi kan med fordel sammenligne os med de "feje", neutrale svenskere. Hvis vi derimod sammenligner os med nordmændene, der bragte store ofre i en stålsat kamp mod besættelsesmagten og hvis regering og kongehus drog i eksil, tager vi os pludselig mindre godt ud. Derfor laver vi ikke så gerne den sammenligning. Det hænger også sammen med, at vi forstår os selv som et produkt af vores historie. Hvis din morfar var værnemager, betyder det noget for din identitet i dag. Det er egentlig sært, for du er jo slet ikke ansvarlig for din morfars handlinger. Men som dansker er du en del af et fællesskab, og føler derfor i et vist omfang, at du hæfter for det, dine landsmænd foretog sig flere generationer tilbage."   

Der er ikke mange øjenvidner tilbage fra besættelsesårene. Hvordan skaffede du informationerne udover dem, du fik takket være aktionen i april 1945?

"Primært fra skriftlige og filmiske kilder. Det tyske gesandtskab i Dagmarhus var ganske vist meget flittige med tændstikkerne i dagene op til befrielsen, og derudover gik en del dokumenter tabt i bombninger. Men heldigvis brugte man ofte kalkérpapir under besættelsen, så der blev typisk sendt en kopi til et eller andet sted, som undgik flammerne. Det var et stort puslespil, men med grundighed lod det sig gøre at skaffe oplysningerne."

I bogen figurerer også QR-koder til filmklip, som læseren kan scanne og derved få adgang til filmoptagelser, der omtales. Hvilken rolle spiller de for formidlingen af fortiden og filmhistorien?

"Det er helt oplagt at bruge QR-koder, når det handler om at formidle film – så slipper både forfatter og læser for lange, beskrivende passager, for sidstnævnte kan straks få syn for sagn. Og nok så vigtigt: Det skaber transparens. Læseren behøver ikke stå på hovedet i et filmarkiv i dagevis for at finde ud af, om det, ham Lars-Martin Sørensen skriver, nu også er sandt."

Hvilken betydning håber du, din bog vil få? Er den blandt andet ment som et debatoplæg?

"Min hensigt er at udrede et morads, snarere end at dømme. Jeg håber, at bogen vil få læseren til at spørge: "Hvad ville jeg selv gøre?" Forestil dig, at du har en virksomhed, og nazisten står ved din port og gerne vil gøre forretning med dig. Er du villig til det – eller nægter du at åbne for ham? Hvis du vælger det sidste, må du afskedige dine 35 medarbejdere. Den tid var med andre ord et modsætningsfyldt minefelt, som man måtte manøvrere i, så godt man nu kunne – og ofte måtte man vælge mellem flere uønskværdige alternativer."

"Dansk film under nazismen" udkom den 5. maj på forlaget Lindhardt & Ringhof. Bogen er resultatet af et uafhængigt treårigt forskningsprojekt, som er finansieret af Velux Fonden. DFI har været værtsinstitution under Lars-Martin Sørensens tre år lange arbejde, og DFI's filmarkivar Mikael Braae har assisteret med arbejdet.