Dans for mig Emmy-nomineret

EMMY. Katrine Philps dokumentar "Dans for mig" er nomineret til bedste kunst- og kulturprogram ved Emmy-uddelingen for nyheder og dokumentar, som bliver uddelt den 28. september i New York.

Katrine Philps dokumentar om et ungt elitedansepar, "Dans for mig", dyster om tv-branchens fornemste pris, en Emmy Arward. Filmen er nomineret i kategorien bedste kunst- og kulturprogram ved Emmy-uddelingen for nyheder og dokumentar, som bliver uddelt den 28. september i Lincoln Center i New York.

"Dans for mig" havde biografpremiere på CPH:DOX i 2012. Efter sin amerikanske tv-premiere i dokumentarfilmserien POV på kanalen PBS i juli 2014 er filmen kvalificeret til en Emmy-nominering i år.

Filmen følger den 14-årige elitesportdanser Mie, der er den suverænt bedste i sin aldersklasse. Hun står pludselig uden dansepartner, og da det ikke er til at finde en ny passende partner i Danmark, søger hun og familien i udlandet. Valget falder på russiske Egor, som kommer til Danmark for at prøvedanse med Mie. Da det fungerer godt, bliver Egor i Danmark og flytter ind hos Mie og hendes forældre. Filmen følger parrets første og svære tid sammen. Alt tyder på, at de er det perfekte match på dansegulvet, men privat hober problemerne sig op. Den danske familie har pludselig fået et nyt medlem, og Egors savn efter sin mor vokser dag for dag. Konflikterne står i kø, men succesen på dansegulvet får Egor til at blive.

Læs interview med Katrine Philp Perfektionens pris

Læs POV's interview med Philp i forbindelse med tv-premieren, hvor hun fortæller, hvad der skete med Mie og Egor efter filmens afslutning.

"Dans for mig" er produceret af Lise Saxtrup for Klassefilm med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Emmy Awards