Varde-interesse for Under sandet

VARDE. "Under Sandet", der netop har haft dansk biografpremiere, blev til med støtte fra Varde Kommune. Kommunen har nu købt kulisserne fra filmen til brug på et lokalt museum.

Det er langt fra altid, at en historisk film bliver optaget der, hvor hændelserne oprindelig fandt sted. Men da instruktør Martin Zandvliet og hans hold i sommeren 2014 optog spillefilmen "Under sandet", blev det muligt at filme on location på strækninger på Vestkysten og i Oksbøllejren, fordi Varde Kommune valgte at støtte, at filmen kunne blive til i et af de områder, der måtte ryddes for miner lige efter krigen.

Det var tyske drenge og unge mænd, der straks efter 2. Verdenskrigs afslutning, blev sat til at rydde den danske vestkyst for de cirka 2 millioner landminer, som den tyske besættelsesmagt havde placeret under sandet. Over 2000 tyskere blev sendt ud som mineryddere, og mange mistede livet eller blev lemlæstede. Filmen følger de unge drenge og deres møde med det tyskerhad, som sad dybt i den danske befolkning efter krigen.

"Det er et rigtig spændende projekt og en vigtig historie at fortælle. Det er helt naturligt, at vi i Varde Kommune støtter op om projektet," udtalte Borgmester Erik Buhl, da Varde Kommune gik ind i filmprojektet med 1,2 mio. kr.

"Bygninger, som nu er en del af flygtningemuseet i Oksbøl, var faktisk dengang hospital for de soldater, der kom til skade ved minerydningen. Derudover vil filmprojektet også give fokus på området ude i den store verden og dermed give os mulighed for at vise, hvad vi kan byde på her i Varde Kommune."

Kulisserne udstilles på nyt museum

Museet for Varde By og Omegn har nu købt kulisserne fra filmen. Det lokale dagblad JydskeVestkysten beretter, at museet i de seneste 10 år været i gang med at samle viden for at kunne fortælle om minerydningen, og at filmen bliver anledning til, at den første særudstilling på et nyt museum kommer til at omhandle det kapitel af historien.

"Udstillingen bliver en del af en større fortælling om Atlantvolden på et nyt kæmpemuseum, der er tegnet af Bjarke Ingels' tegnestue BIG, og som er ved at blive bygget i Blåvand. Det står færdigt i begyndelsen af 2017 og vil rumme tre permanente udstillinger og en særudstilling, hvoraf den første bliver om minerydningen," skriver JydskeVestkysten.

"Kulisserne tæller en meget virkelighedstro stråtagsbelagt gård med tilhørende staldbygning, som filmholdet opførte i Oksbøl. I filmen bor en enlig mor med sin lille pige på gården, og den danske sergent Carl Leopold er indlogeret i laden. De tyske soldater bor i et udhus ved siden af gården. Det er nu pakket ned og står opbevaret i et af Varde Kommunes depoter."

Stor lokal interesse for filmen

"Under sandet" havde forpremiere i Varde Bio i begyndelsen af november, og efter filmens egentlige premiere i sidste uge melder biograftallene fra både Varde og Esbjerg om særligt mange solgte billetter til filmen i premiereweekenden. Kommunen har for øvrigt besluttet, at alle skolebørn i 9. og 10. klasse skal have billetter til filmen, meddeler Varde Kommune på Facebook.

Varde Kommune har givet et tilskud på 0,6 mio. kr. og stillet yderligere underskudsgaranti på 0,6 mio. kr. Det Danske Filminstitut har givet produktionsstøtte på 6,6 mio. kr. gennem Konsulentordningen og desuden tildelt et beløb på 1,0 i Regionalstøtte, fordi der filmes lokalt.

"Under sandet" havde verdenspremiere på Filmfestivalen i Toronto, og rejser for tiden verden rundt på nogle af de mest markante festivaler. Den er netop udtaget til Sundance Filmfestivalen. Den er blevet solgt til visning over store dele af verden, og netop i dag kan filmens salgsagent melde den solgt til et af de store territorier, Storbritannien.

Filmen er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet og produceret af Mikael Rieks for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Den er fotograferet af Camilla Hjelm Knudsen og klippet af Molly Malene Stensgaard og Per Sandholt. Ud over Roland Møller og Louis Hofmann spiller Mikkel Boe Følsgaard, Laura Bro, brødrene Emil og Oscar Buschow, Joel Basmann og Oskar Bökelmann med i filmen.