Cannes-veteran siger farvel

CANNES. Festivalkonsulent for TrustNordisk Lissy Bellaiche har været på Cannes-filmfestivalen 36 gange. I år er sidste. Vi skruer tiden tilbage til hendes første Cannes i 1980.

Lissy Belaiche

Foto: Freja Dam

Efter 36 Cannes-filmfestivaler - først som udlandschef i Det Danske Filminstitut, siden som festivalkonsulent i TrustNordisk – har Lissy Bellaiche indtaget Croisetten for sidste gang, da hun stopper med at arbejde.

FILMupdate har bedt Lissy Bellaiche om at dele sine minder fra de første år som udlandschef i Filminstituttet dengang i 1980'erne, hvor internationale filmfolk troede, at Danmark var en by i Sverige.

"Jeg var på Cannes første gang i 1980, og jeg gik rundt med åben mund og polypper og kiggede på alle de amerikanske filmstjerner i gaderne. Pigerne lå nøgne nede på stranden og håbede på, at der ville komme en producer forbi.

Dengang var Sverige et kæmpestort filmland med Bergman. Jeg gik og lurede på svenskerne, og da de snakkede med distributørerne gik jeg hen og sagde, "How about Danish film?" "Danish?" sagde de. De troede, det var en by i Sverige. Men jeg fik arrangeret mange møder, og efterhånden hjalp det. Især da vi slog os sammen i de skandinaviske lande og dannede Scandinavian Films i 1980. Der var ingen danske film på programmet, men vi viste dem på markedet.

Hjemme i København sagde jeg i 1983, "Hvorfor er der ikke nogen danske film i Cannes?" Og de sagde, "Er du sindssyg, det har vi ikke haft siden stumfilmen." Jeg snakker jo fransk, så jeg ringede ned til kontoret i Paris og sagde, at jeg gerne ville have en rendez-vous med direktøren for det hele, Gilles Jacob. Det fik jeg så. De rystede på hovedet i Filminstituttet, men jeg kom ned til Gilles Jacob og fortalte ham om alle de fantastiske instruktører i dansk film, og at der har ikke været nogle danske film i Cannes i meget lang tid. Og så sagde jeg, "Hvis De har lyst til det, Monsieur, kunne De tage en tur til Danmark. Så kan jeg vise Dem filmene.

Så en dag, ringede telefonen. "Bonjour, Lissy, c'est Monsieur Jacob." Nu kom han til København for at besøge den franske ambassadør og ville i den forbindelse gerne se nogle danske film. Jeg tænkte, shit, hvad skal jeg vise ham? På det tidspunkt lå Filminstituttet samme sted som Filmskolen, og jeg vidste, at der var en vis ung mand, der havde lavet en rigtig god afgangsfilm. Jeg fandt ud af, at han var ude at optage en ny spillefilm i Lyngby-studierne.

Jeg hentede Jacob i min lille Fiat 127. Jeg kunne ikke finde vej, så jeg gav ham Krak-kortet og sagde "Blomstervænget, Lyngby, s'il vous plait, Monsieur." Tænk at jeg turde! Hvis jeg havde vidst, hvor stor en mand, han var… Men så så vi filmen. Jeg skulle sidde og oversætte, og jeg forstod ikke ret meget af den film. Gilles gav hånden til operatøren og sagde tak for en god visning og sagde til mig:
"Den film vil jeg gerne se, når den er færdig." Det var Lars von Triers 'Forbrydelsens element', som kom i hovedkonkurrencen i 1984. Alle hans film bortset fra den sidste har været i Cannes siden.

Første gang vi havde en dansk film i Cannes, var jeg helt oppe at køre. Så ser jeg Lars von Trier og hans hold komme kørende helt skaldede og med læderjakker. Og så ringer telefonen. "Lissy," siger Gilles Jacob, "i aften er det altså smoking." Det fik jeg på dem alle sammen undtagen Lars, ham opgav jeg."

Det var starten på dansk film hernede. Lars' adgang på festivalen åbnede dørene for dansk film i hele verden. Det har været sindssygt spændende, og det er da godt klaret af sådan et lille land som Danmark.

Festivalen er blevet meget stor, der var ikke en tiendedel af mennesker før i tiden. Der er gået meget af charmen. Det var lidt sjovere dengang, for der kendte man næsten alle, og folk havde ikke så travlt.

Jeg startede som festivalkonsulent i TrustNordisk
i 2000. Nu er de blevet så dygtige, at de kan klare det hele selv. Det er fint. Men jeg kommer til at savne det. Jeg er glad for, at jeg sagde, at jeg ville til Cannes, for jeg ville ikke bare forsvinde i den blå luft. Jeg ville gerne sige farvel til alle de mennesker, jeg har kendt her, og som har hjulpet mig og dansk film."

Nyt om Cannes 2015

Islandsk-danske Rams vinder i Cannes

Islandsk-danske Rams vinder i Cannes

26.05.15CANNES. Grímur Hákonarsons islandsk-danske "Rams" vandt lørdag aften hovedprisen i konkurrenceprogrammet Un Certain Regard ved den sydeuropæiske filmfestival.Filmtilknytninger: Blandt mænd og får...
Kunstfilm i indkøbskurven

Kunstfilm i indkøbskurven

22.05.15CANNES. Administrerende direktør for Øst for Paradis Line Daugbjerg Christensen ser film fra morgen til aften for at finde de helt rigtige kunstfilm at dele med det danske publikum.Filmtilknytninge...
Cannes-veteran siger farvel

Cannes-veteran siger farvel

22.05.15CANNES. Festivalkonsulent for TrustNordisk Lissy Bellaiche har været på Cannes-filmfestivalen 36 gange. I år er sidste. Vi skruer tiden tilbage til hendes første Cannes i 1980.Emneord: Cannes-2015...
Mine knæ var som gelé

Mine knæ var som gelé

22.05.15CANNES. Instruktør Sofie Kampmark fortæller om at være Cannes-debutant og om modtagelsen af sin korte animationsfilm "Tsunami", der i går havde premiere i filmskolekonkurrencen Cinéfondation.Filmti...
Indisk film i turbanen

Indisk film i turbanen

21.05.15CANNES. Direktør for Den Vestdanske Filmpulje, Carsten Holst, er i Cannes for at gøre opmærksom på Jylland som location. Og har fået opmærksomhed fra uventet kant.Filmtilknytninger: Carsten Holst 1...
Kortere til Cannes end København

Kortere til Cannes end København

19.05.15CANNES. Direktør for FilmFyn Bo Damgaard er i Cannes for at netværke med danske og international producenter, der forhåbentlig vil optage deres film på Fyn. Det er ikke så tosset at gøre i skjorteæ...
Marianne Slot modtager fransk orden

Marianne Slot modtager fransk orden

17.05.15CANNES. Den danske filmproducer, Marianne Slot modtog lørdag den 16. maj l'Ordre des Arts et des Lettres af Frankrigs kulturminister, Fleur Pellerin ved en ceremoni i Festivalpalæet i Cannes.Emneor...
Klip med poetisk fremdrift

Klip med poetisk fremdrift

17.05.15CANNES. Danske Olivier Bugge Coutté står bag klipningen af Joachim Triers norsk-dansk-franske koproduktion "Louder than Bombs", der i disse dage kæmper om Guldpalmen i Cannes. FILMupdate har talt m...
Forelskelse og intuition som drivkraft

Forelskelse og intuition som drivkraft

15.05.15CANNES. Producer Katja Adomeit er Danmarks deltager ved Producers on the Move, som afholdes under Cannes Festivalen fra 15. til 18. maj. Adomeit fortæller her, hvad der er vigtigst for hende som pr...
Tæt og ærligt parløb

Tæt og ærligt parløb

13.05.15CANNES. Årgang 2011 fra Filmskolens producerlinje er kommet godt fra start. Tre af årgangens unge producere har nemlig film udtaget til Cannes-festivalen. Her er det Jacob Jarek og Ditte Milsted, d...
Nyt om Cannes 2015

Lissy Bellaiche

Bankuddannet

Udlandschef i Det Danske Filminstitut 1980-1999.

Salgsdirektør I/S Danske Filmproducenter 2000-2003

Festivalkonsulent i TrustNordisk 2000-2015.

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412