Max Kestner instruerer spillefilm

PRODUKTION. Max Kestner er netop begyndt optagelserne til sin første spillefilm, som har arbejdstitlen "Fang Rung". Carsten Bjørnlund og Sofia Helin indtager filmens hovedroller.

Vi befinder os i 2095 i en verden præget af en økologisk katastrofe. Havene er steget, og alt naturligt ferskvand er forsvundet. Efterretningschefen Fang Rung har undergået en molekylær deling for at sende sin ene halvdel tilbage i tiden på en hemmelig mission for at løse ferskvandsproblemet. I København i år 2015 lykkes det Fang Rung at få sendt et banebrydende forskningsprojekt tilbage til fremtiden, og alt tegner lyst, indtil kontakten mellem de to tider bliver brudt. Med den ene halvdel af sig selv strandet i fortiden har Rung fået et større problem end det, han har løst. Rung ser ingen anden udvej end selv at rejse tilbage til 2015 for at hente sin fortabte halvdel hjem.

"Fang Rung" bliver netop nu optaget i København, og når optagelserne er afsluttet, venter et stort efterarbejde med special effects for at omdanne byen til en forandret hovedstad, som står under vand – en fremtidsversion af København. Det er en verden, vi som publikum vil genkende, men hvor alt er forandret.

Instruktør Max Kestner modtog i 2005 Carl Th. Dreyer Prisen for sin originalitet som filmskaber og har tidligere stået bag en række prisbelønnede dokumentarfilm. Dunja Gry Jensen står bag manuskriptet til ”Fang Rung” og har også skrevet manuskript til TV2s kommende dramaserie ”Norskov”. Rasmus Videbæk er fotograf, mens Åsa Mossberg skal klippe.

Udover Carsten Bjørnlund og Sofia Helin medvirker Marijana Jankovic, Dragomir Mrsic, Stina Ekblad, Thomas Hwan og Joseph Mawle.

"Fang Rung" produceres af Birgitte Skov for SF Film Production med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmen co-produceres med Tre Vänner, Yellow Film & TV i samarbejde med Nordisk Film Shortcut, Chimney og Red Rental Ystad. Filmen har desuden modtaget støtte fra Nordisk Film & TV Fond, Det Svenske Filminstitut, Finnish Film Foundation, SVT, YLE og Creative Europe MEDIA. SF Film A/S distribuerer i Norden, mens Global Screen håndterer internationalt salg.

Der er forventet dansk premiere i efteråret 2016.