Kunstfilm i indkøbskurven

CANNES. Administrerende direktør for Øst for Paradis Line Daugbjerg Christensen ser film fra morgen til aften for at finde de helt rigtige kunstfilm at dele med det danske publikum.

FILMupdate har fanget Line Daugbjerg Christensen, som sammen med sin far, Ole Bjørn Christensen og søster Ditte Daugbjerg Christensen, driver Aarhus-artfilmbiografen og distributionsfirmaet Øst for Paradis, til en snak om arbejdet som indkøber i Cannes. 

Line Daugbjerg, administrerende direktør for Øst for Paradis

Hvor mange gange har du været i Cannes?

 

 

"20, mere eller mindre. Øst for Paradis er en familiedrevet virksomhed, så jeg har været med nede som min fars assistent, siden jeg var 16."

 

 

Hvad laver du i Cannes?

FILMupdate spørger danske filmfolk, hvad de laver på Cannes-festivalen.

Hvad laver du i Cannes?

"Jeg, min far og min søster er hernede med to kasketter: Som biograf og distributør. Som biografejer sørger jeg for at se film, der måske kommer til Danmark, så jeg kender repertoiret og ved, hvilke film, jeg skal gå efter. 

Som distributør køber vi film hjem til dansk distribution, både til vores egen biograf og de andre kunstfilmbiografer. Der gælder det også om at se en masse film og så forhandle med sælgerne, når der er noget, vi bliver forelsket i.

Min Cannes er overhovedet ikke, som den plejer, fordi jeg er hernede med min kæreste, skuepiller Esben Smed, og 11-måneder gamle baby. Det har været lidt mærkeligt, at det har været uden tømmermænd."

Hvordan ser din typiske dag ud?

"Det op klokken 7, så jeg kan komme hen og stå i kø klokken 8.30 i palæet. Jeg når et sted mellem tre og seks film om dagen, alt efter hvor mange møder, jeg har. Og så jorder jeg ellers bare rundt med mine klipklappere i taksen, mine pæne sko på, når jeg skal bruge dem, og så klipklappere på igen, når jeg skal løbe afsted og jagte sælgerne.

Der er en masse receptioner, men jeg går nu tit hjem og sover, fordi det handler om at være frisk. Man kan ikke være bims i hovedet. Jeg plejer have et par dage, hvor jeg giver mig selv lov til at se solen stå op, men ellers er det skidehårdt. Man er træt, man har ondt i ryggen og ondt i fødderne, og man har plaster på. Det handler om at se film, og så må man bare lige sidde og være tørstig eller ikke have tisset. Og så er det, at man bliver ramt af en film og går med den fantastiske følelse i maven af, at den skal vi bare have med hjem."

Har I købt nogen film i år?

"Ja, vi har købt fem titler, og så er der et par stykker, vi stadig er lidt luren på og skal have en screener med hjem.

Det er bl.a. 'Chronic' og 'The Measure of A Man", som er i hovedkonkurrencen, og "Mediterranea" i Critique de la Semaine. Det er ikke store titler, men forhåbentlig film, der rammer det danske publikum i hjertet.

I år var det tydeligt, at mange af de store film var købt på forhånd, eller blev købt ret hurtigt hernede. Der er rift om de store kunstfilm, men det er jo et eller andet sted bare dejligt.

Jo mindre titlerne er, jo gladere bliver jeg helt personligt. I bund og grund handler det om at skabe diversitet i biografudbuddet i Danmark. Selvfølgelig vil man gerne have en bestemt film, og måske kan man tjene penge på den, men det er altid et sats. Selvom en film vinder Guldpalme og har en stor instruktør, er det ikke sikkert, at den bliver kæmpestor. Det er også det fede. Vi vidste omvendt heller ikke, at 'Det hvide bånd' pludselig blev en gigantisk succes, eller at 'Goodbye, Lenin' ville blive en af vores største succeser nogensinde."

Hvad har været dit højdepunkt på festivalen?

"Det var at gå op ad den røde løber med min kæreste. Det har jeg drømt om i seks år, hvor han aldrig har kunnet komme med herned. Det er en romantisk pigedrøm, som var sjov at få opfyldt.

Der har været mange gode film, men den bedste, jeg har set, forhandler vi stadig om, så det kan jeg ikke sige!"

Og lavpunktet?

"Lavpunktet må være en af de aftener, hvor kæresten var ude at drikke, og jeg lå derhjemme med en lille baby og syntes, det var pisseunfair, at jeg ikke skulle se film, til reception eller drikke mig fuld. Det er fint, der var bare lige én aften, hvor jeg fik ondt af mig selv."

Hvad har været din sjoveste Cannes-oplevelse?

"Det har været til 'Dancer in the Dark-festen' oppe på 'Triers slot', da folk begyndte at hoppe i swimming poolen. Jeg var ikke særlig gammel, og det var fantastisk at se, når branchen bare koger. Der var en vodka-bar ved hver en busk, og vi var der til den lyse morgen. De fester er der ikke længere."

Tags: