Amazon køber The Neon Demon

DISTIRIBUTION. Nicolas Winding Refns nye film "The Neon Demon" er blevet opkøbt af Amazon Studios til distribution i USA i biografer og på Amazons streaming-platforme.

Amazon Studios har købt rettighederne til distribution i USA af Nicolas Winding Refns "The Neon Demon". Refns film med Elle Fanning, Karl Glusman, Jena Malone, Abbey Lee, Bella Heathcote, Christina Hendricks og Keanu Reeves er udviklet i Danmark, optaget i Los Angeles og derefter klippet i Danmark, hvor det sidste arbejde med at gøre den helt klar også foregår.

Amazon Studios blev dannet i juni og kan blive en af fremtidens helt store home entertainment udbydere på linje med blandt andet Netflix. Ved lanceringen var udmeldingen, at de vil producere og distribuere 12 spillefilm om året, som får biografpremiere og senere vil kunne ses på Amazons streaming-platforme.

Med købet af Refns nye film, satser Amazon Studios på at opnå et image som cool filmudbyder, der tør satse på instruktører med vovemod og egne stærke visioner:

"Amazon Studios er stolt af at være distributør på 'The Neon Demon' i USA. Vores mål er at bringe visionære instruktører ud til det amerikanske publikum, og vi er meget begejstrede over at få Nicolas Winding Refns nye film med i vores line up," siger Bob Berney, der er direktør for markedsføring og distribution ved Amazon Studios.

"Vi er i gang med at planlægge en større biografpremiere i sommeren 2016. 'The Neon Demon' har netop det dristige udtryk og skuespillerhold – oven i købet med en gennembrudsperformance af Elle Fanning – som kan gøre filmen til en begivenhed, der skærer gennem al støjen og ender som en klassiker."

Nicolas Winding Refn har på basis af en historie af Nicolas Winding Refn i samarbejde med Mary Laws og Polly Stenham skrevet manuskriptet om den unge fotomodel, Jesse, der flytter til Los Angeles. Her bliver en gruppe kvinder i modebranchen hurtigt opslugt af hendes ungdommelighed – og de vil gøre, hvad det kræver for at blive som hende.

Blandt de kreative kræfter er der flere gengangere fra instruktørens tidligere film, blandt andet klipper Matthew Newman og komponist Cliff Martinez fra "Drive" og "Only God Forgives". Filmens lyddesign, står Eddie Simonsen for.

Lene Børglum producerer for Space Rocket Nation, og "The Neon Demon" er en dansk produktion med bred international finansiering. Filmens samlede budget er på 52 mio. kr., hvoraf Det Danske Filminstitut har støttet med 7,5 mio. kr. Hoveddelen af finansieringen er fundet via salg af visningsrettigheder af filmen samt private investeringer fra primært Frankrig, England, USA og Japan.

Franske Gaumont og Wild Bunch er som på Refns to foregående film salgsagenter og medfinansierer "The Neon Demon". Scanbox distribuerer i Danmark.