Oscar-kapløbet indledes torsdag

OSCAR 2016. De tre danske film, der er på shortlist til at blive dansk kandidat til en nominering i kategorien Foreign Language Film, bliver offentliggjort torsdag den 3. september.

I morgen efter kl. 16.30 bliver det meldt ud hvilke tre danske film, der får chancen for at kunne blive udvalgt til at deltage i årets kapløb om at vinde en Oscar-nominering i i kategorien Foreign Language Film.

I Danmark er det en komité bestående af syv repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, der afgør hvilken film, der indstilles til at blive dansk kandidat til en Oscar-nominering. Afgørelsen foregår i to trin. Først mødes komitéen torsdag den 3. september og udpeger tre film til en shortlist, og onsdag den 23. september samles medlemmerne og beslutter hvilken film, der skal indstilles.

Direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, er formand for komitéen, der i år består af Regner Grasten fra Producentforeningen, Janus Metz fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Jacob Wendt Jensen fra Danske Filmkritikere, Kim Pedersen fra Danske Biografer og Claus Ladegaard fra Det Danske Filminstitut.

Shortlisten offentliggøres i en pressemeddelelse og på Det Danske Filminstituts Facebook torsdag den 3. september efter kl. 16.30. Direktør for Det Danske Filminstitut og formand for komitéen, Henrik Bo Nielsen, kan nås på tlf. 4034 9996 efter offentliggørelsen af de tre shortlistede film.

Nyheder fra DFI

Facebook – Det Danske Filminstititut

Regler og datoer for Oscar-kapløbet

Hvert land kan indstille netop én film til nominering. Akademiets regler kræver, at filmen har haft biografpremiere i perioden fra 1. oktober 2014 til 30. september 2015, og at den er produceret uden for USA og med et andet sprog end engelsk som det væsentligste dialog-sprog. I Danmark er 26 spillefilm og 5 dokumentarfilm mulige kandidater i år.

Fra 1. oktober vurderes de indstillede film af the Academy of Motion Picture Arts and Sciences' "foreign language" komité, der skal vælge seks film til en shortliste. En eksekutiv komité tilføjer derefter yderligere tre film til shortlisten for at sikre, at der ikke er iøjnefaldende udeladelser på shortlisten, der derefter består af ni film. To komitéer, en på USA's østkyst og en på vestkysten, ser derefter de ni film og vælger de fem film, som Oscar-nomineres.

Kort før jul offentliggøres Oscar-shortlists. Den præcise dato for dette er aldrig officiel. Onsdag den 30. december indledes stemmeprocessen til nomineringerne, som offentliggøres torsdag den 14. januar. Det 88. Academy Awards Show finder sted søndag den 28. februar.

Danske Oscar-indstillinger de seneste 10 år til Foreign Language Film Award

2015 Sorg og glæde / Nils Malmros
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / nomineret
2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / nomineret
2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / shortlistet
2011 Hævnen  / Susanne Bier / Oscar-vinder
2010 Frygtelig lykkelig / Henrik Ruben Genz
2009 To verdener / Niels Arden Oplev
2008 Kunsten at græde i kor / Peter Schønau Fog
2007 Efter brylluppet / Susanne Bier / nomineret
2006 Adams æbler / Anders Thomas Jensen

(Filmene er registreret efter det år, prisen uddeles)

Samlet oversigt over danske Oscar-nomineringer i alle kategorier gennem årene

Tags: