Biografåret 2016

ÅRET DER (NÆSTEN) GIK. Årets to meste sete film i biografen er begge danske, men alligevel ender den danske hjemmemarkedsandel i år på 21-22 % – væsentligt under resultatet for sidste år.

Flaskepost Fra P

Årets mest sete film i biografen nu er Zentropas "Flaskepost fra P", som er set af mere end 700.000.

Listen over årets meste sete biograffilm toppes af to danske film: "Flaskepost fra P" og "Klassefesten 3: Dåben" med henholdsvis 700.000 og 535.000 solgte billetter.

De danske film "Kollektivet" og "Der kommer en dag" blev set af 300.000 og 245.000 biografgæster.

Biografernes Top-10 2016

  1. Flaskepost fra P (dk)
  2. Klassefesten 3: Dåben (dk)*
  3. The Revenant
  4. Zootropolis
  5. Deadpool
  6. Kæledyrenes hemmelige liv*
  7. Kollektivet (dk)
  8. Kung FU Panda 3
  9. Ice Age: Den vildeste rejse
  10. Trolls*

*Stadig i biografen.
Kilde: FAFID pr. 15. december.

Danske film har med et par uger tilbage af året solgt 2,7 millioner billetter. Et tal, der over årets sidste dage forventes at vokse til 2,8 eller 2,9 millioner billetter. Til sammenligning har danske film i de foregående 10 år i gennemsnit solgt 3,4 mio. billetter om året.

Danske billetter 2006-2016

Det samlede biografmarked har oplevet et lille fald i forhold til sidste år. Hvis tendensen forsætter året ud, vil der blive indløst godt 13 mio. billetter i danske biografer, hvilket svarer til det årlige gennemsnit for de seneste 10 år.

"Det er dejligt at se, at folk stadig er glade for at gå i biografen i Danmark. Selvom Zentropa har leveret flot med over 1,2 mio. billetter i 2016 fordelt på tre film, har billetsalget til de danske film generelt skuffet. Vi forventer jo, at dansk film ikke bare ligger i den pæne ende af Europaranglisten over markedsandele – vi vil helst være i top. Vi ærgrer os gule og grønne, hver gang en film ikke finder sit publikum, som de mindste titler har haft endnu sværere ved i år end tidligere. Det er noget, vi kommer til at se på i den kommende tid," siger Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, og fortsætter: "Første halvdel af 2017 ser allerede rigtigt lovende ud. Ti film har fastsat premieredato, og der er både kvalitet og publikumspotentiale."

Biografåret 2017

Året åbner med den rutinerede Ole Bornedals komedie "Dræberne fra Nibe" med stjerneholdet Nicolas Bro, Ulrich Thomsen, Mia Lyhne og Lene Maria Christensen, og den følges hurtigt af Fenar Ahmads actiondrama "Underverden" med Dar Salim som nattens hævner. Begge er film, som biograferne har store forventninger til ligesom de to kendinge, der følger: Rasmus Heides komedie "Alle for tre", hvor Sonja Richter denne gang er med, og Martin Miehe-Renards "Far til fire- på toppen" med nyt cast.

Derpå følger to gange drama. Søren Malling og Jakob Oftebro spiller far og søn i Charlottes Sielings "Mesteren", som desværre er eneste film af en kvindelig instruktør, og i Jacob Bitschs filmatisering af "Aminas breve" får Esben Smed i sin første hovedrolle.

I slutningen af marts slår Casper Christensen og Frank Hvam sig løs i ensemblekomedien "DAN-DREAM", inden Peter Schønau Fog præsenterer halvårets anden filmatisering, et drama, der vil sætte følelserne i gang, "Du forsvinder" med Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas.

Nikolaj Coster-Waldau og Birgitte Hjort Sørensen giver den derefter fuld skrue i Jens Dahls "3 ting", og i juni genopliver Mikkel Seerup den legendariske danske bokser Jørgen "Gamle" Hansens sene karriere i "Den bedste mand" med Mikkel Boe Følsgaard i hovedrollen og Lene Maria Christensen som hans kone.

To af filmene er opfølgere til tidligere film, to er filmatiseringer og seks er baseret på originale idéer.

Kommende spillefilm

Kontakt

Henrik Bo Nielsen
Administrerende direktør for Det Danske Filminstitut
Tlf. +45 3374 3501 
Tlf.  +45 4034 9996
hbn@dfi.dk

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412