Elliott Crosset Hove vinder skuespillerpris i Locarno

PRIS. Elliott Crosset Hove, der indtager hovedrollen i Hlynur Pálmasons spillefilmdebut "Vinterbrødre", vinder prisen for Bedste Mandlige Skuespiller ved Locarno Filmfestivalen. Filmen modtager desuden tre uafhængige priser på festivalen, der er en af Europas mest prominente med fokus på filmkunst og nye talenter.

En pris og smukke juryord gik lørdag til skuespiller Elliott Crosset Hove, da han modtog trofæet for Bedste Mandlige Skuespiller ved Locarno Filmfestivalen for sin hovedrolle i Hlynur Pálmasons spillefilmdebut "Vinterbrødre". Festivalen, der finder sted i Locarno i det sydlige Schweiz, er en af Europas ældste og et årligt samlingspunkt for auteurfilm og nye talenter.

"Vinterbrødre", der har deltaget i Locarno Filmfestivalens hovedkonkurrence, modtog desuden tre andre priser givet af uafhængige juryer: en Special Mention uddelt af den økumeniske jury, distributionsprisen Europa Cinemas Label og ungdomsjuryens førstepris.

Kraftpræstation i hvidt

Elliott Crosset Hove modtager prisen for sin præstation som den kærlighedshungrende Emil i historien om to brødre, der arbejder i en kalkmine. Filmen følger deres rutiner, vaner og ritualer, med fokus på Emil og hans behov for at blive elsket og begæret.

Juryen, der officielt overrækker prisen lørdag aften ved festivalens afslutningsceremoni, begrunder valget med blandt andet disse ord:

"Elliott Crosset Hove går i et med hvidheden: i den isede vinterskov og den tætte atmosfære i kalkminen, hvor Emil arbejder. Hvid er også farven på hans karakter, marginaliseret og med vilde øjne drømmer han om sin nabo, mens han brygger en besynderlig spiritus lavet med kemikalier, som han har stjålet fra minen." Læs hele motivationen

Senest har Elliott Crosset Hove medvirket i spillefilmene "I blodet" af Rasmus Heisterberg og "Forældre" af Christian Tafdrup samt i tv-serien "Bedrag". 

Festivalens anden skuespillerpris gik til Isabelle Huppert, der vandt prisen for Bedste Kvindelige Skuespiller for sin rolle i "Madame Hyde".

Mere om filmen

Hovedparten af "Vinterbrødre" er optaget på 16mm i Faxe Kalkbrud. Over for Elliott Crosset Hoves Emil ses Simon Sears som storebroren. På skuespillerholdet er også Peter Plaugborg, Michael Brostrup, Victoria Carmen Sonne og Lars Mikkelsen. 

"Vinterbrødre" er produceret af Julie Waltersdorph Hansen og Per Damgaard Hansen for Masterplan Pictures og er selskabets første spillefilm. Anton Máni Svansson har koproduceret for islandske Join Motion Pictures. Filmen har modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen og koproduktionsstøtte fra Icelandic Film Centre.

Dansk premiere er endnu ikke fastlagt.

Locarno Filmfestival 2.-12. august 2017