En leg med publikums indre billeder

INTERVIEW. Hvordan skaber man en intens spændingsfilm med én hovedkarakter på én location? Instruktør Gustav Möller og producer Lina Flint fortæller her om det enkle koncept og begrænsningens kunst i debutfilmen 'Den skyldige', som er udtaget til Sundance Filmfestivalen.

Instruktør Gustav Möller havde fire dogmer for sin debutspillefilm: Den skulle foregå på én location. Den skulle foregå i realtid. Man skulle opleve alt sammen med hovedpersonen. Og den skulle være "fucking spændende".

Resultatet er 'Den skyldige', en psykologisk thriller om politibetjenten Asger Holm (Jakob Cedergren), der besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Med telefonen som eneste våben starter en nervepirrende kamp mod tiden for at redde kvinden.

Ideen til historien kom fra et virkeligt amerikansk 911-opkald fra YouTube om en kvinde, der ligesom i filmen sidder ved siden af en mand, der har bortført hende, og ringer 911, mens han tror, at hun ringer til en anden.

"Det slog mig, hvor mange billeder jeg havde fået i mit hoved af den lyd. Og at alle, der hørte det, ville se billeder af forskellige kvinder, biler og kidnapninger. Det syntes jeg var en spændende præmis for at lave en film: At lege med publikums forestillingsevner," siger Gustav Möller.

’Den skyldige' er produceret af Lina Flint for Nordisk Films enhed for talentudvikling, Spring, med støtte fra Det Danske Filminstituts talentstøtteordning New Danish Screen. Udgangspunktet for produktionen var et budget på tre millioner kroner, og Möller og Flints mål var fra starten at finde et koncept, der fungerede inden for den ramme. Alarmcentralen som arena opfyldte kriterierne perfekt.

Der er gaver i begrænsning. Man bliver nødt til at være meget præcis og sørge for, at alle elementer virkelig spiller – Gustav Möller

"Jeg blev ret hurtigt tændt på, at vi kunne lave en film, der produktionelt foregår på én location, men som føles større, når man ser den, fordi den tager publikum så vidt omkring forestillingsmæssigt," siger Möller.

Intimt og distanceret i telefonrøret

Möller blev endnu mere optaget af mulighederne for alarmcentralen som arena, da han og medforfatter Emil Nygaard Albertsen besøgte en række alarmcentraler som research.

"Som operatør kan du være ekstremt tæt på noget virkelig voldsomt og dramatisk. Du sidder med det i ørerne, og det bliver en helt fysisk oplevelse. Samtidig sidder du langt væk og har en professionel rolle. Der er en kontrast mellem noget ekstremt voldsomt og intimt og noget distanceret.

Det var også interessant at tale med politibetjente om, hvad der sker i din psyke, når du til daglig er i kontakt med vold og mørke. Man kan få et meget sort-hvidt verdenssyn. Det har vores hovedperson også, og vi har forsøgt at bruge det element som filmisk greb i forhold til publikums oplevelse. Når man ser en genrefilm, har man også ofte nogle sort-hvide forestillinger og ideer om for eksempel arketyper i en krimi – som forbrydere, ofre og helte," siger Möller, og Flint supplerer:

"Vi mennesker har i alle aspekter af livet ofte en forudindtaget idé om, hvordan tingene er. Man dømmer enormt hurtigt situationer ud fra forudindtagede forestillinger. Det er de forestillinger, vores hovedperson bliver udfordret på, og gennem ham bliver publikum det også."

Inspiration fra 'Serial'

I forhold til alternative greb på genrefilm med begrænsede locations var Möller inspireret af Sidney Lumets kupfilm 'Dog Day Afternoon' med Al Pacino fra 1975, der foregår i en bank det meste af tiden, Quentin Tarantinos 'Reservoir Dogs' fra 1992, der udspiller sig i en lagerbygning efter et bankrøveri, og især første sæson af podcasten 'Serial' fra 2014.

"Jeg hørte den, mens den kørte, og hver uge havde jeg forskellige billeder af, hvordan Adnans sag, forløbet og stederne så ud. Jeg var både inspireret af, hvordan 'Serial' skaber billeder i hovedet, og hvordan den holder informationer tilbage og afslører dem hen ad vejen – og hvordan det fortællegreb forandrer den måde, man ser karaktererne for sig selv, på et fysisk plan."

Fra 'Dog Day Afternoon' lod Möller sig blandt andet inspirere af måden, filmen er optaget på med lange takes af flere kameraer. 'Den skyldige', som har Jasper J. Spanning som hovedfotograf, er optaget på 13 dage med tre kameraer.

"Det handlede om at skabe en intensiv optagestil for at få Jakob Cedergrens præstation til at blive så stærk som muligt. Han havde meget pres på sig, så jeg ville gerne kunne lave nogle lange takes, hvor én gang var nok, og vi ikke behøvede at konstruere det igen og igen. Hvis vi havde et super godt take på 15 minutter, skulle vi kunne bruge hele det take og være dækket ind med de tre kameraer. Målet var at skabe en realtidsfølelse," siger Möller.

Tvunget til præcision

Fra instruktører i diktaturstater med censur og om selvpålagte benspænd som Dogme95 siges det ofte, at begrænsninger i kunstproduktion skaber kreativ frihed. Möller mener ikke, at man kan sætte et helt så klart lighedstegn mellem lavbudget og frihed.

"Men der er gaver i begrænsning. Man bliver nødt til at være meget præcis og sørge for, at alle elementer virkelig spiller. Manus skulle være godt. Jakob Cedergren i hovedrollen skulle være virkelig god, for vi kunne ikke klippe ham ud. Det bliver sværere at vælge den nemme løsning. Vi kunne ikke klippe til en biljagt for at skabe spænding, eller hvad man ellers kan finde på af oplagte greb, som man er tilbøjelig til at ty til næsten pr. automatik. Når du fjerner muligheden for det, er du nødt til at skærpe de andre elementer," siger han. Næste film kommer til at have et større budget, fortæller han, men han vil holde fast i at arbejde med stramme koncepter.

"Den her film har lært mig, hvilken gave det er at begrænse sig. Jeg synes ikke, det handler om budget, men om at tage nogle tydelige valg tidligt i processen. Det bliver du tvunget til med et lavt budget, men en film som 'Dunkirk', som har kostet vildt mange penge, er også en stramt konceptueret film, hvor der er taget nogle tydelige valg," siger Möller.

Netop muligheden for at lade nyuddannede instruktører eksperimentere i trygge rammer var grunden til, at Lina Flint i 2015 startede den kollektivistiske talentudviklingsenhed Spring i samarbejde med Nordisk Film, der støtter med lokaler og økonomi.

"Jeg ville gerne sikre, at blandt andet Gustav, som jeg havde arbejdet sammen med på Filmskolen, ikke havnede i et inferno, hvor det tog hundrede år at få støtte til den første spillefilm. Jeg havde lyst til at sikre en god vej ud af Filmskolen og ind i den etablerede branche.

Jeg havde også en idé om, at vi skulle nå langt i vores egen udviklingsproces, før vi gik til Filminstituttet. Også ud fra min egen frygt for, hvor forvirret man kan blive af at møde en konsulent, der lige pludselig har en mening og har magten med pengene. Den første skabelsesproces er følsom, og vi har haft et godt udviklingsforløb ved først selv at blive klar på, hvad det vigtigste ved projektet var for os," siger Flint, der også holdt distributører og salgsagenter på afstand, indtil filmen var færdig.

"Hvis jeg havde vidst, at filmen både kom på Sundance og i Biografklub Danmark, havde jeg måske haft lidt noia på," tilføjer Möller.

Da Möller og Flint først mødte konsulent Mette Damgaard-Sørensen på New Danish Screen, blev de til gengæld positivt overraskede over eksperimentalånden.

"De få gange, vi selv begyndte at vakle og begyndte at køre det mere safe, var New Danish Screen gode til at sige, at vi skulle holde fast i den grundidé, vi kom med, og opfordrede os til at holde fast i radikaliteten i projektet," siger Möller.

Han glæder sig over filmens premiere på Sundance Filmfestivalen. "For mig symboliserer festivalen en blanding af noget eksperimenterende og noget kommercielt – arthouse og genrefilm. Det er den slags film, jeg har sat mig for at lave med 'Den skyldige', og som jeg gerne vil lave i fremtiden. Så det føles som den rigtige premiere for filmen."

'Den skyldige' får dansk biografpremiere den 14. juni via Biografklub Danmark.