Film i fokus på Den Frie Udstilling

UDSTILLING. Den Frie Udstilling byder den 11. marts publikum velkommen til årets forårsudstilling, som har fokus på film- og videokunst.

I modsætning til tidligere udstillinger, hvor film- og videokunsten har haft trange kår, vil der i år være et biografrum med væg-til-væg lærred og 100 siddepladser. Biografsalen, der kommer til at bære navnet DFU Kino, bliver indrettet i udstillingsbygningens midterste sal, hvor der løbende vil være filmvisninger, kuraterede arrangementer og undervisning af skole- og gymnasieelever.

Den Fries udstillingsudvalget, der består af Camilla Berner, Jørgen Michaelsen og Ebbe Stub Wittrup, er glade og stolte over kunne præsentere film og videoværker under optimale forhold.

"Selvom Den Frie Udstilling blandt sine medlemmer tæller flere billedkunstnere, der arbejder med film og video, har mulighederne for at udstille denne slags værker i Den Frie hidtil været begrænset. Derfor har vi i år valgt at indrette en af Den Fries sale som biograf og opfordret kunstnersammenslutningens medlemmer til at bidrage til udstillingen med film og video. Vi er derfor meget stolte over at kunne præsentere DFU Kino med optimale forevisningsfaciliteter og et rigt varieret filmprogram," fortæller udstillingsudvalget.

På udstillingen vil der også være videoværker af ni gæsteudstillere.

Der vil i DFU Kino blive afholdt fem aftenarrangementer gennem udstillingsperioden, som fra forskellige vinkler søger at tematisere film- og videokunst i form af foredrag, diskussion, performance og visning af værker.

Det Danske Filminstitut støtter indretningen af biografrummet og formidlingsaktiviteter omkring filmvisningerne.

Tid: 11. marts-16. april.
Sted: Den Frie, Oslo Plads 1, København
Program: DFU Kino (pdf)
Link: www.denfrie.dk

Tags: