Nyt overblik over dansk spilproduktion

SPIL. For første gang er der nu udarbejdet en officiel oversigt over danskudviklede digitale spil. Formålet er at skabe overblik over branchen, dokumentere produktionen og etablere et nyt startsted for fremtidig research i danske spil. Udgivelsen ”Danske Digitale Spil” er lavet af DFI’s Spilordning i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek og Interactive Denmark.

danske-digitale-spil-forside_smal

Danmark har en stor og mangfoldig spilbranche, der både har skabt mobilspil med over en milliard downloads og store prisvindende konsolspil – men som ikke mindst også består af en rig underskov af kunstneriske idéer og udtryk. Det ses for første gang tydeligt med udgivelsen "Danske Digitale Spil", der består af en samlet liste over danske spiludgivelser i perioden 2014 til 2016, inklusive information om spillenes platform og udvikler, trailers til de største produktioner, interviews med centrale personer og nøgletal for spilbranchen. 

Udgivelsen viser, at der er en voksende underskov af titler. Det er fra denne underskov, at det store kreative potentiale kommer

Det er DFI's redaktør for spil og digitale medier, Simon Løvind, der har taget initiativ til udgivelsen, og det har han gjort af flere grunde: 

"For det første er det vigtigt at dokumentere en kulturproduktion, der ellers risikerer at blive glemt eller overset, men overblikket er også en forudsætning for at føre en kvalificeret diskussion om, hvad 'danske spil' er, og hvad de kan." 

Ét af de emner, der tidligere har været svært at tale kvalificeret om, har været noget så basalt som antallet af spiludgivelser: 

"Den største overraskelse i disse nye data er, hvor meget spilbranchens samlede antal udgivelser er steget. Det var der ingen, som havde overblik over før. Vi vidste i forvejen, at der er tale om en milliardomsætning, men også at det omsætningsmæssigt er nogle få store spil, der trækker læsset – men denne udgivelse viser, at der er en voksende underskov af titler. Det er fra denne underskov, at det store kreative potentiale kommer," siger Simon Løvind. 

Helt konkret viser listerne, at det årlige antal danske spilproduktioner er steget fra 66 titler i 2014 til 118 titler i 2016. Det tydeliggør samtidig, at Spilordningen på DFI kun er engageret i en meget lille andel af de danske udgivelser. I 2016 var blot 6 af de 118 premierer støttet af DFI: 

"Der er selvfølgelig et stort potentiale, hvor flere spil kunne støttes, hvis der var flere midler. Men det er langt fra meningen, at Spilordningen skal støtte alle. Vi støtter for at løfte kvalitetsniveauet og for at bidrage til, at der bliver lavet flere spil med kulturelle kvaliteter og en større mangfoldighed af spiludtryk. Men udgivelsen af 'Danske Digitale Spil' er et vigtigt tiltag for os til at vide, hvordan vi gør dette bedst," slutter Simon Løvind. 

"Danske Digitale Spil" er udarbejdet af DFI's Spilordning i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek og Interactive Denmark. 

Læs udgivelsen "Danske Digitale Spil".

Fakta

"Danske Digitale Spil" dækker i første omgang 277 spil-premierer i årene 2014-2016. Det er intentionen at fortsætte dokumentationen i årene fremover.

Udgivelsen er lavet af DFI's Spilordning i samarbejde med Interactive Denmark og Det Kgl. Bibliotek. 

Hvis du har oplysninger om udeladte spil eller rettelser, så send det i en mail til: spil@kb.dk

Læs hele udgivelsen "Danske Digitale Spil".

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412