Kontroversiel dansk dokumentar

Den kontroversielle dokumentarfilm "Defamation" har de seneste måneder vundet priser og vakt opsigt på filmfestivaler over hele verden. Det er den danske filmproducer Karoline Leth fra SF Film Production, der sammen med filmens jødisk-israelske instruktør Yoav Shamir har taget initiativ til dokumentarfilmen om antisemitisme – og dermed stukket hånden i en potentiel hvepserede.

Yoav Shamir introducerer filmen med at sige, at han aldrig selv har oplevet antisemitisme og begiver sig herefter på en personlig rejse, som skal kaste et kritisk blik på et yderst følsomt emne.

På sin vej følger han den indflydelsesrige amerikansk-jødiske organisation ADL (Anti-Defamation League). Med Abraham Foxman i spidsen arbejder ADL for at registrere hver eneste antisemitiske ytring eller hændelse i bekæmpelsen af det jødehad, som ifølge ADL, er allestedsnærværende og kræver konstant bevågenhed.

I den modsatte pol optræder den kontroversielle professor og forfatter, Norman Finkelstein, hvis forfædre overlevede holocaust. Han mener, at organisationer som ADL har gjort Holocaust til en rentabel industri, og at staten Israel i dag bruger minderne om Holocaust som et våben til undertrykkelse af andre folkeslag.

Imellem disse to poler findes så en stor gråzone, som rummer forskellige meninger og opfattelser om antisemitismens væsen i dag og dens betydning for den jødiske selvforståelse.

De tror ikke på antisemitisme og bruger ikke tid på at bekæmpe det, for de mener ikke, at det er en del af det at praktisere jødedommen.

Den eneste rigtige instruktør

Det første kim til filmen blev sået for fem år siden, da Karoline Leth og Yoav Shamir mødte hinanden ved en italiensk filmfestival og faldt i snak om kommende projekter og blev enige om at lave en film om antisemitisme i dag.

"Yoav havde netop set 'De fem benspænd', som min far (Jørgen Leth) har lavet sammen med Lars von Trier, og han var meget imponeret over den måde, danskerne laver film på. Så vi begyndte at skrive et oplæg på 'Defamation', fem år senere kan jeg se, at vi i alt har skrevet 47 oplæg på filmen," fortæller producer Karoline Leth, som fra begyndelsen vidste, at Shamir var den eneste rigtige instruktør til at lave sådan en film.

Yoav Shamir (framegrab fra
Yoav Shamir. Framegrab fra Defamation

"Jeg havde set hans tidligere film 'Checkpoint' (2003), som beskæftiger sig med noget så vanskeligt og gennemdiskuteret som konflikten mellem Israel og Palæstina. Jeg synes, Shamir formåede at menneskeliggøre en vanskelig politisk konflikt, så jeg pludselig forstod alt – hvilket er fuldstændig i tråd med vores film, som ligeledes dekonstruerer et svært begreb – antisemitisme."

"Så jeg tænkte, at hvis nogen kan lave en film om noget så vanskeligt som antisemitismen i dag, som der jo findes hundrede millioner meninger om, så måtte det være ham. Det kan en dansker ikke gøre, det skal være en, som bor i Israel og er jøde – en der fortæller ud fra sin egen virkelighed," fortsætter Karoline Leth.

En vigtig balancegang

"Vi ville lave en film, der undersøger perception, og som prøver at forklare og belyse det her fænomen fra alle sider uden at tage stilling. Det sidste skal være op til publikum selv," siger Karoline Leth.

Ifølge branchebladet Variety’s positive anmeldelse af "Defamation" er det netop lykkedes filmen at behandle de modstridende synspunkter afbalanceret og oven i købet med en passende portion humor på trods af emnets alvor.

"Det var fantastisk, at vi fik adgang til at følge Abraham Foxman og ADL. Men det var også vigtigt, at vi fremstillede både Foxman og Finkelstein på en nysgerrig og balanceret måde. For mig har det været væsentligt at vise, at det at være jøde ikke bare er én ting. Hver jøde har sin mening om, hvad det vil sige at være jøde. Og det, synes jeg, er lykkedes ret godt."

ADL har efterfølgende taget afstand til filmen på organisationens hjemmeside, hvilket ifølge Karoline Leth var forventeligt: "Det skal de gøre. De skal jo have en grund til at blive ved med at samle alle deres penge ind, det er klart."

Fornuftige ortodokse jøder og hjernevaskede skolebørn

Karoline Leth er under filmens tilblivelse stødt på folk med meget forskellige og overraskende perspektiver. En af de oplevelser, som har gjort størst indtryk på hende, er mødet med de ortodokse jøder.

"De tror ikke på antisemitisme og bruger ikke tid på at bekæmpe det, for de mener ikke, at det er en del af det at praktisere jødedommen. Ifølge dem er det ofte ikke-praktiserende jøder, som siger, at der er antisemitisme. Det, synes jeg, er et meget interessant perspektiv."

Karoline Leth er også overrasket – og rystet over nogle af Norman Finkelsteins udsagn. "Han hævder, at jødernes smerte over Holocaust er så stor, at man som jøde faktisk ikke er i stand til at føle andres smerte," fortæller hun.

Israelske skolebørn (Framegrab fra Defamation)
Framegrab fra "Defamation"

Finkelsteins udsagn får et tankevækkende perspektiv, da Yoav Shamir drager med en flok israelske skoleelever på en obligatorisk ekskursion til den tidligere kz-lejr i Auschwitz. Elevernes reaktioner er blandede men lige chokerende: Nogle bryder sammen i gråd og sværger hævn på nazi-tyskernes efterkommere, mens andre elever fortrækker til et hjørne af lejren, tynget af dårlig samvittighed over ikke at kunne føle forfædrenes smerte.

"Det er meget voldsomt det, der foregår, og at det bliver gjort lige før, de unge skal ud i den israelske hær, er meget tankevækkende," mener Karoline Leth.

Positive reaktioner

Indtil videre har reaktionerne på "Defamation" været meget positive, og festivaler over hele verden har taget filmen til sig. Også dokumentarfilmfestivalen Doc Aviv i den israelske hovedstad, hvor "Defamation" fik lov at være åbningsfilm og tilmed modtog en Research Award. Selvom Israel har været med hele vejen med en fond og planlagt visning af filmen på en af landets kommercielle kanaler senere i år, var holdet bag "Defamation" alligevel spændte på reaktionerne.

"Yoav var på et tidspunkt bekymret for, om han ville kunne bo i Israel igen efter filmen. Men det, vi har opdaget, er, at Israel egentlig er ret åben over for at diskutere det kontroversielle emne. Det er faktisk værre med amerikanerne."

Derfor er glæden også stor over den modtagelse, filmen fik på årets Tribeca Film Festival i New York. Foruden at blive hædret med en Special Mention, blev "Defamation" solgt til selskabet First Run Films, som sætter filmen i amerikansk biografdistribution.

Billede af Karoline Leth
Karoline Leth

Alligevel spår Karoline Leth, at "Defamation" ikke er en film, der hiver alle hovedpriserne med hjem – dertil er den for kontroversiel. Målet med filmen er at skabe en masse debat.

"Yoav er blevet opdraget med den paranoia, at antisemitismen lurer overalt, men han har aldrig selv oplevet antisemitisme. Han har oplevet, at folk ikke kan lide staten Israel, men det er ikke det samme."

Og der er ingen tvivl om, at "Defamation" kaster et ny og kritisk blik på et super sensitivt emne, der sjældent diskuteres frit.

"Det er virkelig en film, der rykker og rører ved noget, man ikke taler om. Den har virkeligt skabt rav i den, det kan vi mærke på reaktionerne efter visningerne. Folk diskuterer i biograferne, når de går ud – og de bliver ved med at diskutere," fortæller Karoline Leth.

Et globalt og eksistentielt fokus

"Defamation" er en koproduktion mellem Israel, Østrig, USA og Danmark med Karoline Leth som ledende producer. For nylig havde hun Jerusalem Post i telefonen til et interview om filmen.

"De undrede sig over, at Danmark er med til at lave en film som 'Defamation'," fortæller hun og gengiver det svar, hun gav journalisten fra Jerusalem Post: "For min skyld kunne vi have lavet en film om muslimer, katolikker, buddhister eller andre religiøse eller etniske grupper. Vi interesserer os for globale eksistentielle spørgsmål – vi laver ikke kun film om Danmark."

"Defamation" får dansk biografpremiere på dette års CPH:DOX.

Besøg filmens website.