Susse Wold

Skuespiller. Født 17/11 1939 (Lise W.). Datter af skuespiller Marguerite Viby (1909-2001). Levede i 60'erne sammen med skuespiller Erik Mørk (1925-93), siden 1974 med skuespiller Bent Mejding, som hun er gift med.

Uddannet på Privatteatrenes elevskole med debut på Alléscenen i 1960. I de følgende år engagementer ved skiftende teatre, bl.a. Det ny Teater, fra 1964-71 fast tilknyttet Det kgl. Teater. I 1971 spillede hun den kvindelige hovedrolle i Noël Cowards lystspil "Privatliv", hvor hun i et forrygende samspil med sin kommende ægtemand Bent Mejding fik enorm succes. Det blev til mere end 700 opførelser, gæstespil i Sverige et par år senere med Jarl Kulle som partner og igen i 80'erne på Privatteatret. I 1979 vendte hun tilbage til Det kgl. Teater, skiftende med perioder som freelance skuespiller. De seneste år har hun overvejende turneret med oplæsninger af H.C. Andersen, også i udlandet, og optrådt med monologer.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Ingen af hendes filmpræstationer er tilnærmelsesvis så vellykkede som hendes Gitte Grå - Jørgen Varnæs' elskerinde - i "Matador" (1978-81). Her falder overklassedonnaens erotisk raffinerede verdensdame-elegance sammen med noget køligt kalkulerende i hendes udstråling. Hun har moden skønhed, vid, intelligens og passende diva-stil til rollen - kvaliteter, som hendes filmroller alt for sjældent har kaldt på.

Hun begyndte som folkekomedie-ingénue i dansk films generelt formørkede år omkring 1960, i roller, der frem for alt krævede søde smil og dekorativt ydre. På disse felter er hun i høj grad leveringsdygtig, uden at have en Ghita Nørbys altbesejrende munterhed og livsappetit. Første gang hun fik en god personinstruktør - som den flirtende modist i Erik Ballings "Den kære familie" (1962) - afslører hun i glimt den sofistikerede stil, hun senere skulle mestre. Men forståeligt nok efterlyste hun - med en vis selvironi - bedre filmroller i Ekstra Bladet,1964: "For resten ku' De ikke lige smutte en efterlysning med ind i interviewet. Noget i retning af: "Forholdsvis ung skuespillerinde søger filmrolle, der kan tilfredsstille hendes ukuelige nysgerrighed. En med kød og blod i."

Alligevel er hun charmerende, omend for ung, som indehaversken af Den hvide Hest, Josefa, i "Sommer i Tyrol" (1964). Og hun er på rette spor som den skrappe, replikrappe teaterdiva i Ebbe Langbergs kriminallystspil "Mord for åbent tæppe" (1964), men filmen blev et fortjent flop. Langt bedre lykkedes samme instruktørs vaudevillefilm "Tre små piger" (1966), hvor Daimi stjæler mange scener, men Susse Wold alligevel får lov at blænde i flotte kostumer som en skøn komtesse.

Hun dominerer som et tvillingerpar i Annelise Reenbergs "Hurra for de blå husarer" (1970), et Saga-tækkeligt forsøg på en erotisk komedie, og det er umuligt at kende forskel på tvillingerne, selv om det er meningen. Reenbergs tag om personinstruktionen var nu ved at svigte.

Men det skulle gå længere den ad bakke. Hun Morten Korch'er i "Manden på Svanegården" (1972) og giver den som liderlig stuepige i Knud Leif Thomsens bastante Blicher-film "Bejleren" (1975) - en jammerlig rolle. Og hendes skoledrenge-ædende edderkoppekvinde Fru Junkersen i Edvard Flemings "Den kroniske uskyld" (1985) er nok en ganske effektfuld melodramafigur, men af letkøbt art: hun er tilmed kostumieret og sminket som en af de mere spektakulære drag queens i samme instruktørs bøssekomedie "Lille spejl".

Klart bedre roller fik hun på tv. I Jean Genets "Stuepigerne" er hun i 1963 lesbisk stuepige i samspil med Lone Hertz - en seriøs gennembrudspræstation, og hun ses som den kræftsyge Regitze i Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs tv-serie "Vores år" (1979). Hun viser betydelig intensitet som filmproducentens katolske, skyldplagede kone i samme instruktørs miniserie "Mørklægning" (1992), skrevet af Anders Bodelsen, og dukker op i en mindre og mere klichéagtig rolle som den kompromitterede politikommissær Gordans perfektible hustru i tv-serien "Edderkoppen" (2000). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]