Poul Reumert

Skuespiller. Født 26/3 1883, død 19/4 1968 - 85 år gammel. Søn af skuespiller Elith Reumert (1855-1934) og danserinde Athalia Flammé (1858-1952). Gift 1º i 1906 med Helga Ingeborg Meyer - ægteskabet opløst, 2º i 1919 med skuespillerinde Rigmor Dinesen (1893-1978) - ægteskabet opløst, 3º i 1932 med skuespillerinde Anna Borg (1903-63).

Optaget på Det kgl. Teaters elevskole i 1901 ved en ekstraordinær prøve . Debut på teatret i 1902. Kom til Folketeatret 1902-08 og derfra til Det ny Teater, hvor han fik sit egentlige gennembrud. I 1911 vendte Reumert tilbage til nationalscenen og udviklede sig kolossalt, ikke mindst i kraft af et sublimt samspil med Bodil Ipsen. De to brød med teatret i 1918 og fortsatte sammen på Dagmarteatret, der bød på nye højdepunkter i karrieren. I 1922 blev parret hentet tilbage til Det kgl. Teater og Reumert blev teatrets altdominerende kunstner. I 1930 forlod han igen teatret, denne gang i protest mod Adam Poulsens indtagelse af chefstolen og vendte tilbage til Dagmarteatret. Denne periode bød på en del gæstespil - også udenlandske - og først i 1937 kom han 'hjem' til nationalscenen igen. Hans stod på scenen for sidste gang i 1967, i anledning af festforestillingen ved prinsesse Margrethes forestående bryllup, og fik en karriere, der strakte sig over 65 år og indebar omkring 500 roller samt et hav af radio- og tv-roller. Han regnes for periodens største skuespiller.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Poul Reumerts bedste talefilmsøjeblik kommer i Asta Nielsens portrætfilm af sig selv fra 1968, hvor han ganske kort før sin død har bænket sig over for divaen og smilende antyder, at han i modsætning til hende aldrig lærte at spille på film.

Den berømte stemme (der blev finslebet af ni talelærere, og som Reumert selv anså for 'slæbende og arrogant' på film), har også her den tone af skuespilleragtig grand seigneur, der kan gøre hans replikbehandling svær at kapere for moderne ører. Men charmen i dette chevalereske bekendelsesøjeblik er ikke til at modstå - og beskedenheden sikkert ægte nok, selv om den er en anelse overdrevet. I den rigtige rolle fungerede Reumert udmærket på film.
Det er ironisk, at den skuespiller, der over mere end fire årtier var sin tids teaterkonge, beundret og feteret som ingen anden, af mange nu sikkert bedst huskes for sin erotiske apachedans med samme Asta Nielsen i deres fælles debutfilm "Afgrunden" (1910).

Reumert medvirkede i omkring 20 stumfilm, inden han i 1938 vovede sig ind foran et talefilmskamera, hvor han da også straks faldt igennem som rungende hul - ganske vist i en uegnet rolle som naiv greve i "Den gamle Præst" (1939). Langt bedre lykkes hans fortravlede finansmand, der lader sig charmere af Marguerite Vibys vimse sekretær i komedien "Frøken Kirkemus" (1941) - her har han både lagret charme og det påkrævede ydre format. Det er hans bedste filmpræstation.
Men også i det Matador-lignende drama "Søren Søndervold" (42) finder han som små-vulgær sagfører frem til en letbenet munterhed, der klæder ham langt bedre end de følgende films manende patos. I "Afsporet" (1942) skruer han alvorsminen på med den store svensknøgle, og han får rigelig brug for den igen som abortlægen i "Det brændende Spørgsmaal" (1943), hvor han tilmed fremfører (og synes at solidarisere sig med) filmens racehygiejniske arvelighedstanker - dette i 1943! Inden da har han været på en svensk visit som kronprins Johan i Olof Molanders historiske drama "General von Döbeln" (1942) - en præstation, der fik pæne ord af svenske anmeldere.

I "Det ender med Bryllup" (1943) er han tilbage i komediegenren, men virker træt og uoplagt i den tynde historie. Og han er komplet utroværdig som en uetisk forretningsmand, der er den 24 år yngre skoleinspektør Olaf Ussings elev (!) i den komisk mislykkede "De tre skolekammerater" (1944).

Til gengæld brillerer han som stor mand i en episode i "Otte Akkorder" (44), en retspræsident med et lidt ømtåligt forhold til sandheden. Især har han - i Johan Jacobsens dygtige instruktion - skarphed i sine scener på tomandshånd med en lige så velspillende Poul Reichhardt. "Affæren Birte" (1945) er nu utilgængelig - det er en historie om en far, der i selvtægt myrder en sædelighedsforbryder. Reumert forherliger angiveligt sin hævnende farfigur.

Her spiller han for første gang sammen med sin daværende kone, den islandsk fødte og meget smukke Anna Borg. Med hende danner han et noget bizart løssluppent par i den skruede komedie "De kloge og vi gale" (1945), hvor de er letsindige ægtefæller, der korrekses af deres snusfornuftige børn. "Familien Swedenhielm" (1947) gentager en af hans mest populære scene- og radioteaterpræstationer som den økonomi-plagede familiefar, men anmelderne klandrede ham for hans alt for eftertrykkelige scenemimik. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]