enda
Person

Kai Løvring

(1931 – 2002)

Skuespiller. Født 9/2 1931 (K. Knudsen), død 15/11 2002 - 71 år gammel.

Oprindeligt uddannet elektriker, siden autodidakt skuespiller og entertainer. Optrådte i en årrække på Bakken og siden i Lorry og Nykøbing Falster-revyen, og medvirkede i lystspil og farcer på bl.a. Amager Scenen og ABC-Teatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Han har i flere årtier stået i spidsen for dansk revy og farce i jævneste og mest folkelige udgave. Men mens han på scenen ikke sparer på grovkomikkens virkemidler, forstår han i reglen at dæmpe sig ned i forhold til filmkameraets krav og har i sine senere film været en fin, velfungerende birolleskuespiller med både pondus og udstråling.


I hans første film "Revykøbing kalder" (1973), der er en redigeret affotografering af Nykøbing Falster-revyen 1973, er niveauet lavt, men Løvrings parodier (på bl. a. Gustav Winckler) er komiske lyspunkter. Dem er der til gengæld ikke mange af i "Brand-Børge rykker ud" (1976), der skraber dansk folke-komedies bund, og den er dyb! Her har han en hovedrolle som krovært.


Til gengæld slipper han med ganske underfundigt lollandsk underspil helskindet ud af farcen "Walter og Carlo - op på fars hat" (1985), hvor han spiller konsul, og han bliver bag skrivebordet som kontorchef i fremtidsfilmen "Manden der ville være skyldig" (1990). Han er bankmand i "Krummerne" (1991) og repræsenterer med varme den ældre generations folkelighed som Orla i Eddie Thomas Petersens "Roser og persille" (1993), der også findes i en tv-version på fire afsnit med titlen "Tango for tre" (1994).


Hans furede, livsmærkede ansigt egner sig udmærket til at give autoritetsfigurer et menneskeligt åsyn, hvilket sker i hans foreløbig to sidste film, Jon Bang Carlsens "Carmen & Babyface" (1995), hvor han er rektor, og Wikke&Rasmussens "Motello" (1998), hvor han er kriminalchef. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Den serbiske dansker 2001 Johannes Jørgensen Tv-film
Motello 1998 Politikommisær, Rosenkrans' chef DK/Spillefilm
Majoren 1998 Henriks bedstefar Tv-film
Tango for tre 1994 Orla Tv-serie
Den gode lykke 1993 Medvirkende Tv-film
Roser og persille 1993 Orla DK/Spillefilm
Landsbyen 1991 Ejnar, ejer af Tømmergården Tv-serie
Krummerne 1991 Bankmand DK/Spillefilm
Kirsebærhaven 89 1990 Gamle Nicolaisen Tv-serie
Den gode, den onde & den virk'li sjove 1990 Medvirkende Tv-serie
Manden der ville være skyldig 1990 Kontorchef DK/Spillefilm
Sådan er det bare 1987 Patient Tv-serie
Bill og Daphne 1987 Kørelæreren Tv-serie
Eventyret om den vidunderlige kartoffel 1985 Speaker DK/Kort fiktion
Mor er major 1985 Oberst Tv-serie
Walter og Carlo - op på fars hat 1985 Konsul DK/Spillefilm
Nissebanden 1984 Dr. Stub Tv-serie
Olsen-banden over alle bjerge 1981 Rengøringsleder DK/Spillefilm
Palles grill 1979 Medvirkende DK/Kort fiktion
Frisk vand til Capri 1978 Speaker DK/Dokumentarfilm
Ret beset 1978 Ræventlow Tv-serie
Brand-Børge rykker ud 1976 Krovært DK/Spillefilm
Spøgelsestoget 1976 Medvirkende DK/Spillefilm
Revykøbing kalder 1973 Medvirkende, Revytekster DK/Dokumentarfilm
Nadveren 1971 Entertainer DK/Eksperimentalfilm