enda
Person

Malene Schwartz

(1936 – )

Skuespiller. Født 10/8 1936. Gift med forfatter Poul Hammerich (1927-92).

Uddannet på Privatteatrenes Elevskole 1955-57 med efterfølgende ansættelse ved Alléscenen. 1961-70 ansat ved Det kgl. Teater. Op gennem 70'erne medvirkede hun i adskillige musicals, bl.a. på Det ny Teater og Scala (Eliza i "My fair lady"), og udviklede sit komiske talent i bl.a. Tivolirevyen og Cirkusrevyen.

I 1980 direktør for Bristol Teatret (sammen med Lone Hertz), derefter fra 1982-92 for Aveny Teatret (de første to sæsoner med Lone Hertz) og fra 1994-2001 for Ålborg Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Hun var 1960'ernes første-ingénue side om side med Ghita Nørby, men hun debuterede i en større birolle som en ikke videre artig østrigsk pige i den svensk-danske co-produktion "Pige søger natkvarter" (1956). Og i sin film nummer tre, "Natlogi betalt" (1957), spiller hun en affarvet 'amerikanerpige' af yderst tvivlsom moral.


Om Malene Schwartz kan 1950'ernes biografgænger altså sige det samme, som Groucho Marx sagde om Doris Day: jeg har kendt hende, før hun blev jomfru. For snart blev hun næsten lige så dydsiret som Day - den velopdragne, pletfrie heltinde i herregårdsfilm og folkekomedier. I 1960'ernes første halvdel blev det til ikke mindre end 15 af slagsen, for i denne periode lavede man særlig mange (dårlige) danske føljetonfilm, og Malene Schwartz stillede villigt op og var i reglen bedre end de historier og replikker, hun fik.


Hun fører sig med stil på Ib Henrik Cavlings herregårde og giver de ferske roller et skin af intelligens og følsomhed. Og ind imellem undslap hun føljetonfilmene - som i idédramaet "Duellen" (1962), dog kun for at havne som det sagesløse offer for Knud Leif Thomsens reaktionære kvindesyn.


Af folkekomedierne er den lune "Bussen" (1963) med Dirch Passer den bedste, selv om hun netop her virker træt og uoplagt i en utaknemmelig rolle som den pige, buschauffør Dirch hemmeligt er varm på. Uden for normen er også "Min kone fra Paris" (1961), hvor hun udmærket bestrider en birolle som strigle.


I Erik Ballings halvtyske, halvlumre helflop "Halløj i himmelsengen" (1965) modvirker hun igen artigheden ved i et kort glimt at vise sig i bar figur, men i den vellykkede vaudevillefilm "Tre små piger" (1966) er hun tilbage i de tækkelige kjoler og fuld af livlig charme.


Så heldig var hun ikke altid. Allerede i "Det lille hotel" (1958) optræder hun - i en tynd rolle - med en lettere grotesk hentehårsfrisure, og komedien "Min kones ferie" (1967) gør hende nærmest ukendelig med uheldig sminkning - ikke den bedste kur for sløje roller.


Filmkarrieren ebbede ud. Det blev kun til to små roller som overklasseløg i "Jeg elsker blåt" (1968) og "Tro, håb og kærlighed" (1984), så hendes stærke vækst som skuespillerinde måtte foregå på teatret og ikke mindst på tv. For hun havde sin bedste rolle til gode: Maude Varnæs i "Matador" (1978-81), noget nær det definitive portræt af en forkælet, småneurotisk borgerfrue, undertrykt uden at erkende det. En vidunderligt velafstemt præstation af subtil komik og solidarisk indlevelse, hvor hun i toneperfekt ægteskabs-samspil med Holger Juul Hansens bankdirektør Varnæs udfolder tusind nuancer af borgerskabets ikke altid helt diskrete charme.


Siden er hun set i fuld galgenhumoristisk vigør som den grotesk pylrende mor i Lotte Svendsens og Kim Fupz Aakesons 40-minutters tv-spil "Mors dag" (1996).
[Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Malene Schwartz og Thomas Larsen: Livet er ikke for begyndere; ikke engang for let øvede (2003).

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Sammys store eventyr 2010 Stemme U/Spillefilm
P.S. Krøyer - sikken fest 2008 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Flammen & Citronen 2008 Gilberts kone DK/Spillefilm
2900 Happiness 2007 Benedikte von Bech Tv-serie
Matador minder 2006 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Bjørne brødre 2003 Tanana U/Spillefilm
Frøernes spådom 2003 Overfrø U/Spillefilm
Reconstruction 2003 Fru Banum DK/Spillefilm
Er du skidt, skat? 2003 Inge Tv-serie
Forsvar 2003 Maria Zielinski Tv-serie
Dykkerdrengen 2002 Farmor DK/Kort fiktion
Arsenik og gamle kniplinger 2002 Martha Tv-film
H. C. Andersen: Der var engang... 2002 Stemme Tv-serie
Tut & Tone 1999 Tante Tone DK/Kort fiktion
Mer' Matador 1998 Medvirkende Tv-dokumentar
Mors dag 1996 Mor Tv-film
Tro, håb og kærlighed 1984 Kirstens mor DK/Spillefilm
Matador 1978 Maude Varnæs Tv-serie
Ørknens luftsyn 1975 Babette Tv-film
Ægteskabet mellem lyst og nød 1975 Babette Tv-film
Aprilsnarrene 1969 Medvirkende Tv-film
Det er måske det, der har gjort os så smukke 1969 Medvirkende Tv-film
En spurv i tranedans 1968 Louise Tv-film
Jeg elsker blåt 1968 Gerd DK/Spillefilm
Min kones ferie 1967 Tenna, antikvitetshandlerske DK/Spillefilm
Ung vrede 1967 Medvirkende Tv-film
Skt. Annaland 1967 Medvirkende Tv-film
Copenhagen design 1967 Medvirkende Tv-film
Vildanden 1966 Medvirkende Tv-film
Tre små piger 1966 Marie DK/Spillefilm
Pigen og greven 1966 Irene Gyldenstjerne DK/Spillefilm
Leg med ilden 1966 Medvirkende Tv-film
Før TV-Teatret kommer på skærmen 1965 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Halløj i himmelsengen 1965 Jeanette DK/Spillefilm
Pigen og millionæren 1965 Britta DK/Spillefilm
Slottet 1964 Bente Falke DK/Spillefilm
Eurydike 1964 Eurydike Tv-film
April 1963 April Bergen DK/Spillefilm
Bussen 1963 Else DK/Spillefilm
Frøken Nitouche 1963 Corinna, primadonna ved teatret DK/Spillefilm
Venus fra Vestø 1962 Nicola Eged-Schack, ejer af 'Venus' DK/Spillefilm
Drømmen om det hvide slot 1962 Susanne DK/Spillefilm
Duellen 1962 Tina DK/Spillefilm
Prinsesse for en dag 1962 Mette DK/Spillefilm
Den rige enke 1962 Grete, fru Ellekærs datter DK/Spillefilm
Komtessen 1961 Betina DK/Spillefilm
Landsbylægen 1961 Anne-Mette DK/Spillefilm
Min kone fra Paris 1961 Kirsten DK/Spillefilm
Jetpiloter 1961 Lise Jessen, Toms kone DK/Spillefilm
Sorte Shara 1961 Chefens kone DK/Spillefilm
Pigen og pantelåneren 1960 Medvirkende Tv-film
Tre søstre 1959 Medvirkende Tv-film
De sjove år 1959 Lene DK/Spillefilm
Herr Sleeman kommer 1959 Medvirkende Tv-film
Det lille hotel 1958 Marianne, Emmas datterdatter DK/Spillefilm
Skærmydsler 1958 Medvirkende Tv-film
Parasitterne 1958 Gudrun Tv-film
Natlogi betalt 1957 Inga, amerikanerpige DK/Spillefilm
Pige søger natkvarter 1956 Christl, Leos kone U/Spillefilm
Hvorfor stjæler barnet? 1955 Medvirkende DK/Dokumentarfilm