enda
Person

Thomas Vinterberg

(1969 – )

Instruktør. Født 19/5 1969. Dimitterede fra Den Danske Filmskole i 1993 med afgangsfilmen 'Sidste Omgang', der blev nomineret til en Oscar i 1994.

Med sin debut, novellefilmen 'Drengen der gik baglæns', vandt han priser i store dele af verden. I 1995 stiftede Vinterberg sammen med instruktør-kollegaen, Lars von Trier, Dogme 95, og året efter, instruerede han sin første spillefilm 'De Største Helte' (1996). Filmen vandt tre Robert-priser.

Vinterbergs egen spillefilm efter dogmereglerne er familiedramaet 'Festen', som blev hans helt store gennembrud. Den modtog et hav af priser, blandt andet Juryens Pris i Cannes i 1998, Fassbinder Award ved European Film Award, 1998, syv Robert-priser og tre Bodil-priser. Vinterberg har desuden sammen med de øvrige dogmebrødre instrueret TV-dogmeeksperimentet, 'D-Dag' (2001). I 2008 modtog Vinterberg en Achievement in World Cinema Award ved European Film Awards for sin rolle som medstifter af Dogme 95.

Efterfølgeren til 'Festen' blev de to engelsksprogede film 'It's All About Love' (2003) og 'Dear Wendy' (2005). Begge film var udtaget til Sundance Film Festival. I 2007 vendte Vinterberg tilbage til dansk film med 'En Mand Kommer Hjem' og lavede efterfølgende romanfilmatiseringen 'Submarino', som vandt adskillige priser og modtog Nordisk Råds prestigefyldte Filmpris.

Siden fulgte 'Jagten' (2013), der vandt tre priser ved filmfestivalen i Cannes, herunder bedste skuespiller til Mads Mikkelsen, og var nomineret til en Oscar. 'Kollektivet' (2016) vandt Sølvbjørnen ved Berlin Filmfestival for Trine Dyrholms præstation. Vinterberg markerede sig endnu engang internationalt med 'Kursk' (2019).

Med 'Druk' (2020) vendte Vinterberg tilbage til Danmark. Dramaet med Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe i front blev udtaget til Cannes Festivalens Official Selection samt til festivalerne i Toronto, San Sebastian og London. I San Sebastian vandt ensemblecastet for bedste skuespiller, mens filmen løb med hovedprisen ved London Filmfestivalen. 'Druk' vandt desuden fire priser ved European Film Awards, herunder prisen for bedste europæiske film. Filmen blev nomineret til to Oscar-statuetter: For bedste internationale film og for bedste instruktør. Dermed blev Vinterberg den første danske instruktør nogensinde til at få en Oscar-nominering i den prestigefulde kategori.

Ud over at instruere film har Vinterberg også instrueret musikvideoer for Metallica og Blur. I 2010 debuterede Vinterberg som teaterinstruktør med en opsætning af sit eget stykke 'Das Begräbnis' (Begravelsen) ved Wiens Burg Theater. 'Festen' er tidligere blevet sat op som teaterstykke i Tyskland.
Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Druk 2020 Instruktion, Manuskriptforfatter DK/Spillefilm
Kursk 2019 Instruktion U/Spillefilm
Dronningen 2019 Konsulent DK/Spillefilm
Kollektivet 2016 Instruktion, Manuskript DK/Spillefilm
Far from the Madding Crowd 2015 Instruktion U/Spillefilm
Jagten 2013 Instruktion, Manuskript DK/Spillefilm
Submarino 2010 Instruktion, Manuskript DK/Spillefilm
Deroute 2008 Morten Bertelsen Tv-serie
8.3 minutes 2008 Executive producer U/Kort fiktion
En mand kommer hjem 2007 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Hvid nat 2007 Executive producer DK/Spillefilm
I hendes hænder 2006 Manuskonsulent DK/Kort fiktion
Dear Wendy 2005 Instruktion DK/Spillefilm
Tilbageblik på 'Mifunes sidste sang' 2005 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Tilbageblik på Festen 2005 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Letters to Dear Wendy 2005 Medvirkende Tv-dokumentar
Det danske dogmeri 2005 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
It's All About Love 2002 Instruktion, Manus, Manusforfatter DK/Spillefilm
De lutrede 2002 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
D-Dag 2001 Instruktion Tv-film
Festen 1998 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Im Laboratorium des Doktor von Trier: Zurück zur Magie des Kinos 1998 Medvirkende Tv-dokumentar
De største helte 1996 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Forsmåelse 1995 Thomas Vinterberg DK/Dokumentarfilm
Drengen der gik baglæns 1994 Instruktion, Manus DK/Kort fiktion
Sidste omgang 1993 Instruktion, Manus DK/Kort fiktion
Slaget på tasken 1993 Instruktion, Manus Tv-film
Brudevalsen 1991 Instruktion, Manus DK/Kort fiktion
Sneblind 1990 Instruktion, Executive producer DK/Kort fiktion
Tekno Love 1989 Special effects, Runner DK/Spillefilm

ARTIKLER OG NYHEDER