Helle Virkner

Skuespiller. Født 15/9 1925, død 10/6 2009 - 83 år gammel. Gift 1º i 1946 med skuespiller William Rosenberg - ægteskabet opløst i 1948, 2º i 1949 med skuespiller Ebbe Rode - ægteskabet opløst i 1958, 3º i 1959 med daværende udenrigsminister og senere statsminister Jens Otto Krag - ægteskabet opløst i 1973. Hun dannede senere i en længere periode par med den konservative politiker og kreditforeningsdirektør Erik Haunstrup-Clemmensen.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1944-46 med efterfølgende ansættelse til 1951. Derefter overvejende engagementer ved teatrene på Frederiksberg. Herudover optræden i forskellige revyer - det vakte en del furore i verdenspressen, at den danske statsministerfrue optrådte som Nyhavsluder i Cirkusrevyen i 1972.

Direktør for Allé-Scenen sammen med Fritz Helmuth i 1959. Meddirektør for ABC-Teatret 1982-89, enedirektør 1989-93.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Med sine store brune dådyrøjne og sit redebonne smil er hun næsten altid sød og nogle gange på grænsen til det sukkersøde.

Som fru Flyttemand Olsen i "Huset på Christianshavn" (1970-77) og som Elisabeth Friis i "Matador" (1978-81) viser hun to sider af forstående, velafbalanceret kvindelighed, gift og ugift - og som statsministerfrue gav hun ubesværet rollen som smidigt imødekommende værtinde og rejseledsagerske.

Det er disse tre pletfrie roller, hun især huskes for, men hendes filmkarriere er lang og anselig. Rummer den ingen uforglemmelige højdepunkter, vidner den til gengæld om både stor dygtighed og sikker filmfornemmelse, samt en spændvidde, der rækker fra det grå hverdagslige til det forførende glamourøse. Hun kunne også skabe en sjov karikatur eller en elegant femme fatale. Og som helt ung havde hun øjeblikke, hvor hendes særlige kattagtige skønhed tindrede og skabte filmmagi.

Hun var tidligt inde foran kameraerne som statist. I ASA-filmen "Søren Søndervold" (1942) optræder hun i en butiksscene; i "En Pige uden Lige" (1943) danser hun vals med Poul Reichhardt og får et kys af ham; og i "Det store Ansvar" (1944) er hun igen på dansegulvet, denne gang med den senere kendte filmudlejer Steen Gregers. Den egentlige spilledebut kommer som skræmt, uglamourøs teenagetøs i Charles Tharnæs' sentimentale baggårdsdrama "Spurve under Taget" (1944), hvor hun har nok at gøre med at holde John Prices port-sheik fra livet. Også i "Otte Akkorder" (1944) har hun en mindre offer-rolle som forført teenager.

Hendes stjernepotentiale ses først i "Frihed, Lighed og Louise" (1944), hvor hun er Karen Lykkehus' forkælede bitch af en bourgeoisi-datter. Her spiller hun vamp-manererne delikat og raffineret ud, og hendes lysende glamour har international glans og indbragte hende da også et tilbud om en syvårig Hollywoodkontrakt, som hun afslog for at dygtiggøre sig på hjemlig grund. Nogle år senere kom der bud fra Italien, men igen afslog hun ("Jeg ville ikke ofre een dag af min teatersæson for at filme i udlandet", sagde hun til B. T. i 1955).

I "Saa mødes vi hos Tove" (1946) har hun igen en mindre offerrolle som ufrivilligt gravid, men her i selskab med en overdådigt veloplagt Poul Reichhardt. Hun foregriber sit senere politiske engagement som ungkommunist i "My Name is Petersen" (1947), men er ikke mere fanatisk end at Poul Reichhardts dansk-amerikanske løjtnant kan bringe hende på bedre tanker. Og i Ole Palsbos skarpe drama i "Ta', hvad du vil ha'" (1947) - hendes egen favoritfilm fra perioden - får hun sin første hovedrolle som den purunge naive pige, der forelsker sig i Ebbe Rodes udspekulerede hævner - en præstation, der stadig står stærkt og renfærdigt i alle følelsesudtryk.

Efter tre mindre interessante film kommer der en pause, som hun selv forklarer med, at hun sagde nej til et par skurkinderoller i Morten Korch-film: hun holdt stadig fast ved den uerfarne, troskyldige pige som sit rollefag ("Jeg får nok nogle flere på snuden af kritikken, for anmelderne mener vist, at jeg skal spille vamp!" udtalte hun muntert i Ekstra Bladet i 1948. Blandt hendes vejledere tidligt i karrieren var den legendariske kritiker Frederik Schyberg.)
Hendes come-back-film, Astrid og Bjarne Henning-Jensen filmversion af succesfarcen "Solstik" (1953) viser, hvor afhængig hun var af god instruktion - som udeblev her. Hendes pivstemmede fotomodel-karikatur er pinligt umorsom.

Det særlige ved hende er, at hun illuderer lige overbevisende som grå mus og blændende prinsesse, omend man i begyndelsen kun anede det. Først i 1950'erne fik instruktørerne for alvor blik for det, da Annelise Reenberg gav hende hovedrollen i sin seværdige "Hendes store aften" (1954). Hun er den grimme ælling, der af Poul Reichhardts kavalér forvandles til nytårsaftens skønne svane. Men hendes ungpige-naivitet virker stadig hverdagsnær og ægte, med en blidt forførende sødme.

Hun er godsejerdatter i "Bruden fra Dragstrup" (1955), igen i Annelise Reenbergs omhyggelige instruktion, og i den vellykkede komedie "På tro og love" (1955) skaber hun en ganske sjovt karikeret figur som en tomhjernet, selvglad model med "Det er en meget vanskelig branche," som fast replik.

I Erik Ballings Askepothistorie "Kispus" (1956), den første danske farvefilm, forvandles hun igen fra jævn hverdagspige til glamourgirl i herlige rober. Det knibske tuttenutteri truer, og det klæder hende gevaldigt at skifte rollefag og spille elegant og udspekuleret hundjævel i ugebladsmelodramaet "Englen i sort" (1957) - en meget stilsikker præstation, selv om optagelserne gjorde hende syg af overanstrengelse.

Svend Aage Lorentz' "Over alle grænser" (1958) lancerer hende som borgerfrue i romantisk sidespring med Holger Juul Hansens lastbilchauffør (!) - igen et eksempel på, at hun går ned med en dårlig instruktør og et svagt manuskript. Men hun klarer alligevel med bravour overgangen fra 1950'ernes ingénue til 1960'ernes voksne kvinde. Erik Balling - livet igennem hendes gode ven og rådgiver - viser vejen. I Ballings Poeten og Lillemor-serie på tre film truer tuttenutteriet igen i samspillet med Henning Moritzens poet, men Helle Virkner redder sig ud af det med en ny inkarnation, som hun også trækker på til Christianshavns Fru Flyttemand Olsen og især til "Matador"s progressive Elizabeth Friis: den modne, gennemskuende kvinde, der forener klogskab og snusfornuft. Hendes milde røst og forsonende smil (nogle gange tilsat et stænk ironi eller endda bitterhed) rummer både indsigt og tilgivelse.

Også i Ballings "Den kære familie" (1962) afslører hun en ny sofistikeret stil som den klogeste af filmens tre skibsreder-døtre, Emily. Mere anonym er hendes Fru Henriksen i Støv på hjernen-serien, og det klæder hende igen at spille stilfuld, lettere ironisk opfattet femme fatale, denne gang i Ballings krimi "Døden kommer til middag" (1964). I sin sidste store filmhovedrolle cementerer hun sit nye image som moden kvinde: i Lise Nørgaard-historien "Mor bag rattet" (1965) bærer hun en tyndbenet, lettere feministisk spøg med sin underfundige humor.

Efter en hovedrolle i Sven Methlings mekaniske plejehjemsfarce "Gys og gæve tanter" (1966) går hun over til biroller: læge i Ballings "Det var en lørdag aften" (1968); sjov som Ove Sprogøes sekretær i samme instruktørs "Rend mig i revolutionen" (1970); og kultiveret som jødisk hustru i Bent Christensens mislykkede "Oktober-dage" (1970). Hendes medvirken i tre Olsen-bande-film er også ret perifer. Derimod er hendes markante birolle i Sandemose-filmatiseringen "Tjærehandleren" (1971) interessant: der er uventet bid og skarphed i hendes egoistiske gås af en lægefrue, gift med Axel Strøbye.

Blandt hendes senere mindre roller skiller den spiritistiske fru Mogensen i "Riget I" (1994) og "Riget II" (1997) sig ud. Her genfinder hun - på hospitalets dødsleje og i varmt samspil med Kirsten Rolffes' fru Drusse - lidt af sin pure ungdoms renfærdige barnetone. Senest er hun set i "Blinkende lygter" (2000) i en minirolle som bedstemor i tilbageblikket til Stefans (Nikolaj Lie Kaas') traumatiske konfirmationsfest. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Helle Virkner: Hils fra mig og kongen (erindringer, 2001).