I de senere år har vi set, hvordan nye teknologiske redskaber som mobiltelefoner, camcordere og internettet kan gøre det sværere for de totalitære regimer i Burma, Iran og flere andre steder at lægge låg på et folkeligt krav om demokrati og overholdelse af menneskerettighederne.
At teknologi og medier også kan bruges af magthavere til at passivisere og kontrollere masserne, fremgår af den italienskfødte svenske dokumentarist Erik Gandinis seneste film, Videocracy, som var i hovedkonkurrencen på årets cph:dox festival.
I Videocracy vender Gandini tilbage til sit fødeland, som han forlod som 20-årig i 1986, for at se nærmere på den ekstremt poppede italienske tv-kultur. Og undervejs på sin rejse møder han ikke alene en række af de primære aktører i magteliten omkring Silvio Berlusconi, han bliver også klogere på de skræmmende perspektiver i sammenhængene mellem de seneste tredive års berlusconisme og udviklingen hen imod et videokratisk samfund.
Tv baner vej for en ny politisk orden
"Jeg havde set, hvordan italiensk tv i løbet af de seneste tredive år havde udviklet sig til et monster," forklarer Gandini om sin baggrund for at gå i gang med filmen. "Når man i Sverige taler om tv, så tænker folk på dette lille apparat, vi alle sammen har stående derhjemme. Men i Italien har begrebet 'televizione' en helt anden ladning. Det er sådan et altomfattende fænomen, som griber ind i alle dele af folks liv, og det er selve forudsætningen for hele det imperium, som Berlusconi har skabt."
"Berlusconis historie startede jo ikke i 1994. Den startede i slutningen af 70'erne, da han begyndte at opbygge sit tv-imperium. Dengang var der ingen, som kunne vide, at disse nye programmer med glamour og nøgne kvinder ikke bare var banal og harmløs underholdning, men i virkeligheden var et spejlbillede af én bestemt mands personlighed. Og at denne tv-kultur ville bane vejen for en ny politisk orden.
I dag er det kommet så vidt, at man i Italien taler om, at hvis noget ikke er på tv, findes det simpelthen ikke. Derfor er mediet ekstremt magtfuldt, og lige nu foregår der en krig om magten over tv. Og i den krig er Berlusconi meget aggressiv. Han forsøger at komme af med programmer, han ikke bryder sig om, han beordrer, at programmer på én kanal skal stoppe tidligere, hvis han selv skal optræde på en anden, og så videre. Ytringsfriheden er virkelig under pres i Italien i disse år."
Hvad er et videokrati?
"Der findes nogle definitioner, der siger, at det handler om billedets magt over samfundet. Men det er jo stadig et ganske nyt fænomen, så jeg tror, at der kommer til at gå nogle år, før vi mere præcist kan forklare, hvad det er, og hvad det ville komme til at indebære for vores samfund. For det er jo ikke bare et italiensk fænomen. Italien er bare et eksempel. Og hvis man skulle pege på et af de træk, der kendetegner et videokrati, kunne det være, at det er et system, hvor sandheden ikke længere spiller nogen rolle.
Dét, der betyder noget, er, hvilket følelsesmæssigt indtryk man skaber af den sandhed, som er god for én selv. Det er derfor, at Berlusconi altid præsenterer sig selv som et offer. Han er den rigeste mand i Italien, han er den mand med den største politiske magt, han har immunitet og alle de privilegier, man overhovedet kan have.
Alligevel skaber han et billede af, at det er synd for ham. Og hvis nogen kritiserer ham, slår han det hen som løgne og sammensværgelser – også selv om der findes dokumentation. Uanset hvad der kommer frem af facts, kan han overtrumfe det med positive billeder af sig selv. Dét er videokratiets kerne."
Medieskabte mennesker
I filmen møder man en række italienske mediepersonligheder. En af dem er Lele Mora, landets mest indflydelsesrige tv-agent og en nær ven af Berlusconi. En anden er Fabrizio Corona, en tidligere paparazzi-bagmand, som efter et fængselsophold har genopfundet sig selv som celebrity.
Begge åbner dørene på vid gab for den svenske dokumentarist og giver udtryk for holdninger, som fra et ikke-italiensk perspektiv virker uhyrlige. Mora koketterer for eksempel med sin kærlighed til Mussolini, mens Corona håner sine beundrere og kalder sig selv en moderne Robin Hood, der stjæler fra de rige og giver til sig selv.
"En af grundene til, at jeg har lavet filmen, er ganske enkelt, at det var muligt at lave den," siger Gandini. "Jeg troede, at det var en fuldstændig lukket verden, men det viste sig, at når man kommer til de mennesker med et kamera, så synes de bare, at det er fint. De lever jo af at blive eksponeret, og de regnede med, at jeg kom fra et eller andet svensk tv-program, hvilket de bare fandt eksotisk.
De er så ekstremt selvoptagede, at de overhovedet ikke interesserede sig for, hvem jeg var. Men det sørgelige ved det er jo, at når de agerer på den måde, hænger det sammen med, at de ikke aner, hvad en uafhængig dokumentarfilm er. I Italien er medierne vant til at have monopol, og dermed også at kunne bestemme hvordan de selv vil fremstilles, så det er helt fremmed for dem, at der kommer sådan én som mig og udstiller dem på den måde. Derfor opfatter de generelt sig selv som usårlige."
Om de italienske mediemoguler reelt er usårlige, eller om Gandinis film kan have en effekt, vil vise sig. Efter at en trailer for filmen blev censureret af de italienske tv-stationer, eksploderede interessen for filmen, og i stedet for de planlagte tredive kopier blev den sendt ud i halvfems kopier i de italienske biografer.