Fra Haifa til Nørrebro / DOX TEMA

INTERVIEW. Hver gang Omar Shargawi som dreng spurgte ind til sin palæstinensiske fars historie og familiens flugt fra Palæstina i 1948, lukkede faren af. Siden blev Omar Shargawi filminstruktør, og han besluttede sig for at få sin far til at fortælle sin historie i en dokumentarfilm. Tilblivelsen af "Fra Haifa til Nørrebro" blev en terapeutisk proces, hvor instruktøren også udforskede sine egne rødder og baggrund.

I 1948, da filminstruktøren Omar Shargawis far, Munir Shargawi, var otte år gammel, flygtede han sammen med sin familie fra Haifa i Palæstina – lige inden staten Israel blev oprettet – til Syrien, hvor han voksede op. I 1967 kom Munir Shargawi til Danmark, blev gift med en dansk kvinde og fik tre sønner, blandt andet Omar Shargawi. Men selv om faren med årene gjorde Danmark til sit nye hjemland, bar han på en smerte og en længsel, som forplantede sig til hans sønner.

Hvad er det, der sker inden i ham? Hvad er det for en modstand, han har?

Det var i et forsøg på at forstå sin far og hans smerte, at 34-årige Omar Shargawi – der i 2008 debuterede som spillefilminstruktør med den kritikerroste "Gå med fred Jamil" – satte sig for at lave dokumentarfilmen "Fra Haifa til Nørrebro". Rørende og morsomt skildrer filmen det tætte, men ikke ligefrem harmoniske eller problemfri forhold mellem far og søn, og sønnens kamp for at overtale faren til at tage tilbage til Haifa og gense barndomshjemmet for første gang siden flugten.

Fakta

"Fra Haifa til Nørrebro" er produceret af Carsten Holst for Zentropa Productions ApS med støtte fra New Danish Screen.

New Danish Screen baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV 2 og Det Danske Filminstitut og skal støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling.

New Danish Screen præsenterer ni nye dokumentarfilm på CPH:DOX.

CPH:DOX

"Det har altid ligget i mig, at vi aldrig har været af sted, at han aldrig har taget os under armen og rejst derned," siger Omar Shargawi, som har filmet sin far gennem fem år og ikke fik ham til at tage til Syrien og Israel før i maj i år. "Men det var ikke så meget det, der var udgangspunktet. Udgangspunktet var, at jeg aldrig rigtig havde fået hans historie at vide. Jeg kendte ikke hans baggrund, udover at jeg selvfølgelig vidste, at han var flygtet fra Palæstina i 1948, voksede op i Syrien og var endt i Danmark. Men det var også det."

"Hver gang, jeg har spurgt ind til det som barn eller stor dreng, har han altid bare lukket af og ikke villet tale om det. De detaljer, jeg kendte til, har jeg fået at vide af min mor. Så filmen startede, fordi jeg gerne ville have ham til at fortælle sin historie. Jeg ville dykke ned i hans psyke og finde ud af, hvorfor han reagerer, som han gør. Hvad er det, der ligger til grund for hans person, hans karakter og svingende humør, hans sorg og hans smerte, som jeg altid har vidst, var der, og som har præget mig og resten af familien."

Drivkraften i projektet

Omar Shargawi og hans brødre har så at sige fået Palæstina-Israel-spørgsmålet ind med modermælken, og det er noget, familien har skullet leve med på godt og ondt, forklarer han. "Jeg har været interesseret i at finde ud af, hvorfor jeg føler som min far på mange områder, uden at jeg har været ude for de samme ting som ham? Det var et terapeutisk forløb, kan man sige, fordi jeg også søgte ned i mine rødder og min egen baggrund. Jeg vidste ikke, hvor jeg fik de følelser fra, men det kunne ikke kun være, fordi min far sad og snakkede om det. Jeg føler det nærmest, som om det er genetisk. Det har været en parallelundersøgelse af ham og mig."

Omar Shargawi begyndte at filme interviews med sin far, der af og til var en noget uvillig hovedperson. Men det gjaldt om at fange de rigtige øjeblikke, og filmen er optaget på både DV, mobiltelefoner, HD og 16 mm, indimellem endda med skjult kamera, fortæller instruktøren, der valgte at gøre en dyd ud af nødvendigheden og understrege det specielle, filmiske præg, som de mange forskellige formater gav billedsiden – og i øvrigt fortalte sin far, når han havde filmet ham i det skjulte.

"Efterhånden fik jeg den tanke, at det kunne være sjovt at tage ned til huset i Haifa. ’Hvis det står der stadigvæk, og vi kan finde frem til det.’ Jeg begyndte at spørge ham, om vi ikke skulle tage af sted, og det var en lang og sej proces bare i forhold til at få ham indstillet på, at vi skulle derned. Det har aldrig nogensinde været på tale før. Det blev hele drivkraften i projektet, at vi skulle derned, og alt det, der skulle ske op til, vi skulle af sted, var ikke planlagt eller tilrettelagt eller skrevet. Det handlede bare om at filme, og der er blevet filmet konstant i løbet af de seneste fem år, hvilket også satte vores forhold på en hård prøve."

Repræsentant for en generation

Undervejs i forløbet skiftede nu 69-årige Munir Shargawi, der er et temperamentsfuldt, begavet og ofte morsomt bekendtskab, mening adskillige gange. Hans helbred er ikke godt, og der var hele tiden et eller andet, som holdt ham tilbage, forklarer Omar Shargawi. "Det var den kamp, jeg prøvede på at forstå. Hvad er det, der sker inden i ham? Hvad er det for en modstand, han har? Jeg har altid vidst, at inderst inde har han lysten til at tage tilbage. Men hvorfor er det så svært for ham at tage derned?"

Det er et af de væsentligste punkter i filmen, siger Omar Shargawi, der ikke kun var interesseret i at fortælle sin fars historie, men hele hans generations historie. "Hvad er det, der gør så ondt, at de ikke tager til Palæstina? Da han så kom til Haifa, og vi ledte efter huset, hvor han boede, kom alle folk hen for at snakke med ham, både jøder og palæstinensere, og han blev lynhurtigt venner med alle. I løbet af den første dag vidste alle, at her var en palæstinenser, som var taget tilbage. Det var ikke noget, de var vant til, hverken jøderne eller araberne som boede der, og de var alle interesseret i at høre hans historie."

Munir Shargawi er heller ikke en typisk palæstinenser. I hans optik er palæstinenserne nemlig ikke kun ofre, men idioter, der i modsætning til jøderne ikke har formået at bruge deres forstand til at ændre deres situation, og i et af filmens sjoveste øjeblikke fortæller han, at havde han været ung, ville han have giftet sig med en israelsk pige. "Når arabere gifter sig med arabere, kommer der hashklubber," siger han.

"Det er også det, der har gjort det interessant for mig at lave den," siger Omar Shargawi om sin fars usædvanlige synspunkter. "Hvis min far bare var en slagen mand, der sad og brokkede sig over sin situation og sagde, at ’al min elendighed er jødernes og israelernes skyld,’ så ville han heller ikke være interessant at portrættere. Den vinkel, som på mange kan virke som en klagesang, har man hørt før i alle mulige versioner. Det spændende var, at han samtidig blev en repræsentant for sin generation og formulerede sig på en måde, som man måske ikke lige havde forventet af en palæstinenser. Han siger ikke de samme ting, som man normalt hører."

Ikke længere kun en idé

Nu hvor far og søn har været i Haifa, er der kommet lidt mere ro på deres forhold, fortæller Omar Shargawi. "Nu skal vi ikke diskutere eller skændes om det mere. Jeg kan godt nogle gange føle det som et savn, at vi ikke har det at snakke om længere. Det har bundet os sammen, at vi har haft den fælles mission. Det har også været hans mission, selv om han har skiftet mening mange gange."

Gensynet med barndomshjemmet har ikke ændret Munir Shargawis væsen eller betydet, at han har forsonet sig med fortiden. "Men et eller andet er der alligevel sket," siger Omar Shargawi. "Han ved pludselig, hvad det drejer sig om. Det er ikke længere blot en idé om et sted. Palæstina har altid betydet meget for ham, men han har aldrig været tilbage, og jeg kan mærke, at der er noget, der er afklaret for ham. Jeg tror stadig, at han går og arbejder med det. Det var i maj måned, det skete, og vi har besynderligt nok ikke snakket særlig meget om det, efter vi kom hjem. Det er også bare vores forhold i en nøddeskal. Der er ikke noget med at sidde og snakke ud om det bagefter. Hvad føler han, hvad føler jeg?"

For Omar Shargawi selv har rejsen til Haifa både givet ham en god oplevelse med faren og et nyt hjemland. "Jeg er heller ikke 100 procent klar over, hvad turen har givet mig – det går jeg også og spekulerer over," siger han. "Først og fremmest har jeg dog fået en oplevelse sammen med min far, som jeg ellers aldrig ville have fået. Det, at vi har gjort det her sammen, giver mig en ro og en glæde, som jeg vil finde frem i de værste stunder. Det er en form for tilfredshed over, at vi har gjort det. At det ikke bare er en tanke – ’tænk nu, hvis vi gjorde det!?’ Vi har fandeme gjort det, og det varmer, når jeg tænker på det. Jeg kan også mærke, at det er et sted, jeg har lyst til at komme tilbage til – på trods af at det er besværligt at tage derned og besværligt at være dernede, også mentalt. Jeg har en dansk mor og er født i Danmark, og Danmark er mit land, men der er altså også noget dernede, som trækker i mig. Der hører jeg også til."