"Tankograd" følger et dansekompagni i den russiske industriby Chelyabinsk, som efter 13 atomulykker gennem 50'erne og 60'erne – den største med en eksplosion i 1957 – er et af jordens mest radioaktive steder. Chelyabinsk var en af Sovjetunionens hemmelige byer under Den Kolde Krig, hvor den var med til at udvikle statens første atombombe. Byen var lukket for alle udlændinge indtil 1992. "Tankograd" undersøger, hvordan de unge dansere anvender kunsten til at udtrykke sig frit og overleve i den katastroferamte by.
Dansekompagniet i Chelyabinsk er et af de mest anerkendte i verden inden for moderne dans, og det var dansen, der i første omgang trak instruktøren Boris Bertram til byen.
"Jeg har altid været optaget af kroppen som fysisk objekt, og jeg synes, at dansen er en utrolig udtryksfuld kunstart. Især moderne dans, fordi den er helt frisat til at fortælle historier. Da jeg så hørte om ulykken, tænkte jeg, at der måtte være en fortælling i kombinationen af kroppe og radioaktivitet," fortæller Boris Bertram.
Selvom det primært var dansen, der interesserede instruktøren, følte han ikke, at han kunne lade være med at beskæftige sig med ulykken og den politiske dimension, som – selvom danserne forsøger at glemme det i hverdagen – har stor indflydelse på deres liv.
"Det var helt naturligt, fordi deres historie er så præget af det. Der er selvfølgelig en kontrast mellem de to elementer dans og atomulykke, men det er også det, der gør filmen udfordrende og giver den dynamik," siger Boris Bertram.
Kollektiv fortrængning
Man kan undre sig over, at nogle af Ruslands bedste moderne dansere bor i en by, der har oplevet et eksploderende antal tilfælde af kræft, fødselsdefekter og sterilitet. Men ifølge Boris Bertram er det svært for mennesker at flytte sig væk fra sit netværk.
"Jeg har læst, at 96 procent af alle mennesker dør inden for en radius af 30 km fra hvor, de er født. Jeg troede, at min film kom til at handle om en danser, der forlod byen - at filmens hovedkarakter, solodanserinden Masha f.eks. ville komme til at danse i et kompagni i England eller USA. Men det har hun overhovedet ikke planer om. Selv lægen, der kender til alle virkninger af ulykken, bliver. De elsker deres by, deres dagligdag og deres familie, og det er det, der betyder mest. En anden danser, Misha, siger i filmen, at der ikke er noget bedre perspektiv for ham end at være i det her dansekompagni, fordi det er sådan, han udtrykker sig. Det er vigtigere end risikoen for cancer," fortæller instruktøren.
Boris Bertram ser også en fornægtelse af katastrofen blandt byens borgere.
"De forholdt sig kun til ulykken, fordi jeg spurgte. Der er en kollektiv fortrængning. De ved det hele, men de taler ikke om ulykken. Det er også en del af den russiske mentalitet, at der har været så mange tragedier, og det her bare er endnu en, som man tager med. Luften i Chelyabinsk er i forvejen tyk af forurening på grund af byens store kul- og metalindustri. Borgerne har det sådan, at de dør nok af et eller andet, men skulle man gå og tænke på det hver dag, kan man ikke holde ud at leve," siger Boris Bertram.
Politik med et menneskeligt ansigt
Instruktørens film fra 2007, "Diplomacy - the responsibility to protect", som han lavede sammen med Rasmus Dinesen, handlede om FN's Sikkerhedsråds arbejde for en resolution, der skulle sikre fred i Darfur-regionen, og han arbejder på at lave sin næste film om beslutningsprocessen, der førte til krigen i Irak. Instruktøren er optaget af storpolitik og mener, at filmmediet kan noget særligt i forhold til at engagere et publikum.
"Journalistikken er uundværlig, fordi den skal fortælle os noget vigtigt hurtigt. Men hvor journalistikken taler mere til vores hjerne, ønsker jeg at bevæge mit publikum følelsesmæssig – få dem til at forholde sig til emnet ved at føle noget for karaktererne. Jeg ønsker at fortælle en virkelig og væsentlig historie, men med en anden poesi, end man kan opleve i det amerikanske nyhedsmagasin 60 Minutes [som har lavet et indslag om ulykken, red.]. At lave en stærk politisk fortælling, som samtidig er en stærk personlig fortælling, hvor man kan mærke menneskerne bag," siger Boris Bertram.
Selvom ulykken i Chelyabinsk skete for over 50 år siden, er emnet ifølge instruktøren stadig højaktuelt. Rusland har aldrig ryddet op i det radioaktive affald, som udover at skade menneskene i området, er til fare for miljøet.
"Det sted er en tikkende miljøbombe, fordi det er en losseplads for affald for resten af verden. Man fortsætter bare ødelæggelsen. Verden mangler et kendskab til alt det radioaktive spildevand, som ligger i depoter og er på vej ned i undergrunden i Sibirien og op i det antarktiske ocean."
Håb for Rusland
Boris Bertram håber, at filmen vil åbne omverdenens øjne for situationen i Chelyabinsk og ikke mindst ruske op i russerne.
"I Rusland er der ikke tradition for, at det civile samfund kan gøre modstand. Jeg håber, at filmen i sidste ende kan have en aktivistisk funktion, så der bliver gjort noget. Den skal vises i Rusland, og jeg håber, at de vil tage positivt imod den og erkende, at de skal have ryddet op i det radioaktive affald," siger Boris Bertram, der ikke ønsker at gå direkte politisk ind i debatten om atomkraft, men mener, at den kan være problematisk, hvis den bliver misbrugt.
"Jeg går ikke ind og fordømmer kernekraft, men når det gør mennesker syge, synes jeg, at vi skal forsøge at gå en anden vej. Sovjetunionen har faktisk begået en form for folkedrab ved at udsætte sine borgere for stråling. De brugte dem som forsøgskaniner og fortalte dem ikke, hvorfor de blev syge i 50'erne og 60'erne. Man kan ikke behandle sine borgere på den måde."
Samtidig håber Boris Bertram, at filmen også vil vise, at Rusland med den nye generation er i en positiv udvikling.
"Det er unge mennesker, som er stærke, udtrykker sig frit og ønsker forandring. De er på et meget højt niveau, og jeg er egentlig optimistisk på Ruslands vegne. Der er en bevægelse, men det tager tid. Rusland er ikke ren elendighed, og de har f.eks. en stor tradition for kunst, som dansekompagniet er eksempel på. I deres koreografi ender de med at tage op i rummet, og det er jo et råb om hjælp."