Pingviner, zebraer og danskere

DEBATFILM. En ny dokumentarfilm "Ordet fanger" vises på DR2 mandag den 30. april. Helle Hansen, der har fulgt indvandrerdebatten gennem 25 år, skildrer i filmen den retorik, der er blevet tiltagende fjendtlig. FILMupdate har bedt Jens Olaf Jersild præsentere filmen og de spørgsmål, den rejser.

"Du er kommet ind i vores land"…"Hvorfor bliver du ikke i dit eget land", siger Mogens Camre fra Dansk Folkeparti til imamen Fatih Alev, der er født på Østerbro i København i 1972 og i en årrække har prædiket – på dansk, i øvrigt – i moskeen på Hejrevej i Københavns nordvestkvarter.

"kendsgerningen er, at den indvandrerpolitik, der føres i dag, er et resultat af den førte indvandrerdebat"

Fatih Alev er også forfatter og debattør, og Mogens Camres bemærkninger falder under en diskussion i et tv-studie, hvor Fatih Alev kritiserer, at islam i debatten er blevet sidestillet med nazisme: "Hvis der skal tales om nazisme i dag, så er det Dansk Folkepartis retorik, der er dybt nazistisk"…"Mogens, du bliver nødt til at respektere dine medborgere", siger Fatih Alev til Mogens Camre, der svarer: "Du er ikke medborger i mit land".

Tonen i indvandrerdebatten

Med det tv-klip indleder Helle Hansen sin film "Ordet fanger", der blandt andet handler om det, man populært kalder for "tonen" i indvandrerdebatten – rent teknisk/sprogligt udgøres "tonen" af ordvalget i debatten. Og ordvalg er i sig selv et tankevækkende ord, for det fortæller jo den historie om vores sprog, at ord er noget, vi vælger. Vi vælger det ene ord frem for det andet, når vi skal ytre os – det er en bevidst proces, eller burde være det.

Og det er for at gøre os bevidste om de ord, man har valgt at bruge i indvandrerdebatten, at Helle Hansen har lavet "Ordet fanger". En debat, som Helle Hansen i 25 år har fulgt som journalist: "Det, jeg har set, har gang på gang givet ridser i mit billede af Danmark som et anstændigt samfund", siger Helle Hansen i filmen, der lægger det ene klip fra indvandrerdebatten oven på det andet og viser udviklingen i debatten, "tonen" – ordvalget.

Jeg har været med en del af de 25 år, hvor Helle Hansen har fulgt debatten. Helle og jeg har nemlig lavet over 200 tv-programmer sammen, mest kendt er nok "Jersild & Spin" på DR2 og senere "Jersild Live" på DR1. På den lille redaktion sad vi hver uge og valgte tv-klip med politiske udtalelser, der skulle vises og analyseres af vores gæster i studiet, og nu har Helle så været i arkiverne og finde avisroverskrifter og tv-klip fra indvandrerdebatten frem. Men denne gang bliver klippene ikke vist i et tv-studie til analyse og kommentar, det er op til tilskuerne af "Ordet fanger" at se og selv tænke over udtalelserne, der i filmen præsenteres i et forløb og historisk sammenhæng.

Som for eksempel en udtalelse fra en deltager på et årsmøde for det parti, der blev en del af baggrunden for stiftelsen i 1995 af Dansk Folkeparti, nemlig Fremskridtspartiet: "Jeg tror, som så mange andre fremskridtsfolk, at Vorherre havde en mening med at anbringe pingviner på Sydpolen, zebraer i Afrika og danskere i Danmark". 

Ikke stueren

Som formand for Venstres ungdom udtalte Troels Lund Poulsen: "Der må aldrig være tvivl om at vi er et liberalt parti i Venstre, som tager afstand for de to partier på den yderste højrefløj, som hedder Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti" og formanden for de konservative, Bendt Bendtsen, gik længere end bare at tage afstand fra de to partier og deres ledere: "Glistrup og Kjærsgaard kommer aldrig, aldrig ind i noget formelt samarbejde med en borgerlig regering" – sagt for åbent kamera og med i filmen, der også viser den lange række af Dannebrogsflag, der bæres ind foran talerstolen til årsmøde, hvor Pia Kjærsgaard siger: "Dansk Folkeparti vil ikke acceptere, at danskheden bliver forhånet, fornægtet eller nedgjort. Vi har al mulig grund til at være danske, vi skal ikke skamme os over at være glade for Dannebrog".

Dengang udtalte daværende statsminister, socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen, følgende, der også bringes i filmen: "Uanset hvor mange Dannebrogsflag, man pakker sig ind i, og hvor stueren, man prøver at gøre sig, så bliver man i mine øjne aldrig stueren".

Tonen kom med DF ind i varmen

Men efter valget i 2001 kom Dansk Folkeparti ind i varmen hos V og K som støtteparti for regeringen Fogh Rasmussen, og det medførte også en ændring af socialdemokratiets holdninger til og udtalelser om indvandrerspørgsmål. Under formand Helle Thorning-Schmidt er partiet tilhænger af, hvad der oprindeligt var den borgerlige regerings politik mod indvandreres "jomfru-ægteskaber": 24 års-reglen og tilknytningskravene, når det drejer sig om danskeres ægtefæller.

I den ny regering under Helle Thorning-Schmidt har SF og de radikale holdt deres modstand mod 24 års-reglen ude af regeringsgrundlaget. Flere socialdemokratiske ministre har udtalt, at man nu betragter Dansk Folkeparti som "stuerent", og blandt andet det har fået kommentatorer til at erklære indvandrerdebatten for død eller uden betydning. Men kendsgerningen er, at den indvandrerpolitik, der føres i dag, er et resultat af den førte indvandrerdebat. Og at der, hvor debatten er stoppet, der er politikken også stoppet.

Hvordan vi kom frem til det sted, hvor vi står i dag, fortæller "Ordet fanger" sin egen historie om: tankevækkende, foruroligende, provokerende – og rejser dermed spørgsmålet, om vi skal videre, måske endda på en ny måde...

Af Jens Olaf Jersild

Filmen er produceret af Monday i samarbejde med Larm Film med støtte fra DR2 og Det Danske Filminstitut. Helle Hansen er dokumentarfilmkonsulent ved Det Danske Filminstitut. "Ordet fanger" er støttet og produceret, inden instruktøren blev ansat som filmkonsulent.

"Ordet fanger" på Facebook

Debatarrangement, DR2-visning og på Filmstriben

Debat og visning af "Ordet fanger"
Torsdag den 26. april kl. 19.00 til 21.00
Korsgadehallen på Nørrebro
Fri entré og åbent for alle

Efter filmen lægges der op til en livlig og spændende debat med aktiv deltagelse af publikum og et særligt inviteret panel. Blandt andre: Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen fra Radikale Venstre, Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, Eyvind Vesselbo fra Venstre og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Journalist Jens Olaf Jersild styrer debatten.

"Ordet fanger" på DR2
Mandag den 30. april kl. 21.55

"Ordet fanger" på filmstriben.dk
Fra tirsdag den 1. maj