En hyldest til plakatmesteren Saul Bass

Plakaten til Christoffer Boes nye film "Alting bliver godt igen" har hentet inspiration fra Saul Bass' legendariske plakat til Hitchcocks "Vertigo".

De fleste kender den markante røde plakat til Hitchcocks mesterværk "Vertigo", og tager man et kig på plakaten til Christoffer Boes nye film "Alting bliver godt igen", er det ikke svært at se, hvor inspirationen er hentet.

Design is thinking made visual - Saul Bass

"Der er ikke noget nyt i, at en film hylder et andet værk eller en instruktør, men alt for sjældent hyldes plakatens mestre. Det kræver jo ikke de skarpeste briller i skuffen at se, at langt størstedelen af alle plakater er en anelse kedelige. Så derfor ville vi gerne lavet noget som hyldede mesteren Saul Bass, der har skabt genre-definerende plakatkunst", siger Christoffer Boe.

Fakta

saul_bass
Saul Bass, 1920-1996

CarmenJonesPlakat
"Carmen Jones", 1954

 

LoveInTheAfternoonPlakat
"Love in the Afternoon", 1957

 

One_two_threePlakat
"One Two Three", 1961

Thriller design

At valget faldt på "Vertigo" som inspirationskilde er ikke tilfældigt. Plakaten viser en spiral, hvor en mørk figur følger efter silhuetten af en kvinde. Saul Bass' plakat viser med ganske få virkemidler den paranoide adfærd, som efterhånden driver hovedpersonen Scottie, spillet af James Stewart, længere og længere ud.

"Thrillerens nerve ligger i den paranoide bevidsthed om, at omverden ikke er til at stole på - men samtidig bygger genren på et naivt håb om, at verden i sidste ende er til at forstå. På den måde er thrilleren på den ene side meget ren og enkel samtidig med, at det er en meget menneskelig genre i sit skrøbelige portræt af mennesker, som føler sig udelukket af verden omkring dem. Og netop de træk - det rene udtryk, følelsen af frygt, den psykologiske profil af paranoia - var ting som vi gerne ville viderebringe i plakaten. Og derfor måtte vi venligt løfte på hatten og sende et nik tilbage til en gammel plakat fra 1958, som har gjort netop dét så godt", fortæller Christoffer Boe.

Hovedpersonen i "Alting bliver godt igen" er instruktøren Jacob Falk. Jo længere hen i historien vi kommer, jo mere paranoid bliver han. Falk flygter fra et selvforskyldt biluheld i frygt for konsekvenserne. Dagen efter opdager han, at manden, han kørte ned, gemmer på en eksplosiv hemmelighed, som kan ryste hele landet. Hemmelighedens alvor får Falk til at risikere alt i et forsøg på at få mandens historie ud til offentligheden - men intet er, som det ser ud til, for brikkerne passer ikke sammen i den thriller, Falk pludselig befinder sig i.

clockers

Plakatmesteren Saul Bass

Saul Bass (1920-1996) lavede sin første filmplakat til Otto Premingers "Carmen Jones" i 1954. Det blev starten på en imponerende karriere som grafisk designer i filmbranchen, hvor Saul Bass lavede titelsekvenser og filmplakater som ingen andre. Samarbejdet med Preminger fortsatte over flere film bl.a. "The Man With The Golden Arm" og "The Cardinal". Igennem fire årtier satte Saul Bass sit grafiske fingeraftryk for ikke blot Preminger og Hitchcock, men også for instruktører som Billy Wilder og Stanley Kubrick.

Christoffer Boe og hans grafiske designer Paul Wilson er ikke de eneste der har hentet inspiration fra nogle af Saul Bass' mesterværker. Bass' enkle design har inspireret flere igennem årene. Ser man fx filmplakaten til Spike Lees "Clockers" ledes tankerne hurtigt hen på Bass' plakat til Otto Premingers "Anatomy of a Murder".

Saul bass gik også bag kameraet og instruerede i alt syv film blandt andet dokumentarfilmen "Why Man Creates" (1969), som han modtog en Oscar for samt kortfilmene "The Solar Film" (1980) og "Notes on the Popular Arts" (1978), der begge blev Oscarnomineret.

Skulle du have forelsket dig i nogle af Saul Bass' filmplakater, er det muligt at købe reproduktioner i Filmhusets Plakat- og Billedarkiv.

"Alting bliver godt igen" har premiere 28. januar. På rollelisten ses bl.a. Jens Albinus, Marijana Jankovic og Nicolas Bro.