Cartoon Movie pitcher tre danske film

"Carlos Casino", der netop har modtaget produktionsstøtte fra DFI, er blandt de tre danske projekter på Cartoon Movie, hvor europæiske animationsfolk mødes til tre travle koproduktionsdage i Lyon.

Kongrescentret i Rhône-byen Lyon myldrer i disse dage med animationskunstnere, producenter, distributører, investorer og pressefolk, der samles på det årlige koproduktionsforum for europæisk animationsfilm.

Tre danske projekter er udvalgt til Cartoon Movies officielle program, der i alt tæller 50 – fra færdige film til ideer under udvikling.

Cartoon Movie

Cartoon Movie er et årligt, EU-støttet brancheforum for animationsfilm, der finder sted for 12. gang. Europæiske producere mødes for at præsentere deres animationsprojekter for det europæiske marked af producere, distributører og investorer. Under forummet afholdes Cartoon Movie Tributes, der uddeler priser til henholdsvis bedste instruktør, distributør og producer.
www.cartoon-media.be

"Carlos Casino", som Filminstituttet netop har tildelt produktionsstøtte, er blandt de udvalgte projekter, der pitches for potentielle partnere og distributører. Producer Thomas Borch Nielsen satser dermed på at tiltrække internationale investorer til Jan Rahbeks 3D-komedie om aben Mani, der tager kampen op mod charmøren Carlo og hans tvivlsomme casino.

Esben Toft Jacobsens "Den kæmpestore bjørn" deltager i kategorien Films in Production. Filmen promoveres af producenten Copenhagen Bombay for blandt andet at skabe interesse for filmen om den gigantiske, tusindårige bjørn i et 3D-format.

Tredje danske film i det officielle pitching-program er "Olsen Banden – på de bonede gulve". Den klassiske trio Benny, Kjeld og Egon Olsen optræder for første gang i en animeret version, instrueret af Jørgen Lerdam og produceret af A. Film og Nordisk Film. Filmen forventes at nå de danske lærreder i efteråret 2010, mens "Den kæmpestore bjørn" forventes færdig i 2011 og "Carlos Casino" i 2012.

Selskabet A. Film medvirker desuden med deres dansk-tyske koproduktion "Marnie's World", og et andet bidrag med dansk islæt er Tarik Salehs "Metropia" med Zentropa som koproducent og støtte fra Det Danske Filminstitut.

Cartoon Movie finder sted 3.-5. marts i Lyon.

www.cartoon-media.be