Mød dansk films nye talenter på DR K

Fra 24. maj og en uge frem præsenterer DR K ni nye film fra New Danish Screen. Hver dag i en hel uge kan seerne på DR K få fornøjelsen af film lavet af dansk films nye lovende talenter.

Når DR K blænder op for de ni New Danish Screen film, er der noget for enhver smag. Man kan blandt andet opleve den eksperimenterende filmfortælling "Sky", som med stærke visuelle og auditive virkemidler fortæller historien om den ældre mand Joakim, der må konfrontere sin traumatiske fortid. Seerne kan også stifte bekendtskab med filmen "Træneren", der sætter fokus på det svære emne om seksuelle overgreb på børn og unge.

 Filmene varer fra under ti minutter til op omkring en time og bliver derfor i nogle tilfælde vist i pakker med to film ad gangen. Søndag den 30. maj bliver alle ni film vist samlet i en New Danish Screen maraton på DR K.

New Danish Screen

New Danish Screen skal støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling, så dansk film bevarer og styrker sin dynamik og diversitet.  Det skal sikres, at nye generationer af filmfolk ikke forfalder til konventionelle, overleverede udtryk, men til stadighed stræber efter at afsøge grænser og skabe nye oplevelser for publikum, hvad enten det sker i biografen eller foran tv-skærmen. Ordningen er baseret på et samarbejde mellem DR, TV 2 og Det Danske Filminstitut.

Læs mere om New Danish Screen

Ikke kun for filmnørder

Selvom de New Danish Screen film, der vises på DR K, ikke er film, man typisk ville møde i biografen, er det ikke kun filmnørder, der kan få noget ud af dem.

"De film, vi støtter hos New Danish Screen, viser hvad nye talenter i dansk film vil fortælle, og hvad de filmisk er i stand til. Det går heldigvis i mange forskellige retninger og taler dermed også til et bredt udsnit af det danske filmpublikum. Tv-seerne vil i næste uge få filmoplevelser, der helt sikkert rykker ved deres faste forestillinger om, hvordan en film skal være skruet sammen, og de vil se nogle bud på, hvem der kommer til at tegne fremtiden i dansk film," siger kunstnerisk leder af New Danish Screen Jakob Høgel.

New Danish Screen-ugen på DR K er netop led i et forsøg på at give mange flere danskere mulighed for at stifte bekendtskab med de danske filmtalenter.

"Vi er meget glade for at kunne vise denne fine vifte af meget forskellige film og være med til at øge opmærksomheden omkring talentlaget i dansk film. Filmene vidner om stor mangfoldighed i det danske filmtalent-lag, og det er oplagt for os på DR K at brede initiativer som New Danish Screen ud blandt de kulturinteresserede seere. Det er noget, vi meget gerne gør til en tradition," siger Flemming Hedegaard, kanalredaktør for DR K.

Visningerne på DR K

DR K viser i alt ni New Danish Screen produktioner i perioden 24.-30. maj.

  • Mandag 24. maj kl. 22.00: "Træneren" af Lars Kristian Mikkelsen
  • Tirsdag 25. maj kl. 22.20: "Bobby" af Julie Bille /  kl. 23.10: "Sky" af Mikkel Sørensen
  • Onsdag 26. maj kl. 22.00: "Udflugt" af Kasper Torsting / kl. 22.20: "Promise" Morten BH, Kirsten Dehlholm og Henning Carlsen.
  • Torsdag 27. maj kl. 20.00: "Sol skin" af Alice de Champfleury / kl. 21.25: "Limboland" af Jeremy Wellers
  • Fredag 28. maj kl. 21.40: "Sommer i Tyrol" af Anna Neye / kl. 21.50: "Får" af Frederikke Aspöck
  • Søndag den 30. maj vises alle ni film som en New Danish Screen-maraton fra kl. 20.00

Yderligere info om de enkelte film