Han var filmbranchens hårde hund. Ham, som fik skuespillerinderne til at bryde ud i gråd under optagelserne. Ham, der tvang sine hold af medarbejdere til at arbejde i månedsvis under de mest vanskelige vilkår for at opnå det sublime.
Jo, Carl Th. Dreyer var notorisk svær at arbejde sammen med. Så svær, at det lidet flatterende mærkat "sadist" klistrede til hans ryg hele vejen op igennem hans karriere. 'The Tyrannical Dane', døbte en filmkritiker ham ligefrem i 1951. Maria Falconettis sammenbrud efter optagelserne til "La Passion de Jeanne d'Arc" har sandsynligvis medvirket til at skabe disse rygter.
Instruktøren selv forstod ikke kritikken. Igen og igen afviste han, at han skulle have brugt sadistiske metoder til at fremkalde filmens realistiske scener af menneskelige pinsler og lidelse, som han efterhånden var blevet kendt og beundret for. I 1954 skrev han endda et dementerende læserbrev under overskriften "Jeg er ikke sadist". Men rygtet om den tyranniske dansker holdt ved.
Den etiske gråzone
I forbindelse med lanceringen af Det Danske Filminstituts nye website om Carl Th. Dreyer har den amerikanske forsker Amanda Elaine Doxtater kigget nærmere på en hidtil uudgivet artikel af instruktøren selv om tyrefægtning for derigennem at komme nærmere et svar på det spørgsmål, som filmfolk, filmkritikere og filmforskere har stillet sig selv siden den berømte og berygtede "La Passion de Jeanne d'Arc" fra 1928: Var Dreyer sadist?
I artiklen hylder Dreyer tyrefægtning med gloser hentet i kunsten og den græske tragedie, og han sammenligner tyrefægterens bevægelser med en dansers. Og Doxtater har ikke svært ved at se sammenhængen mellem den blodige spanske tradition og den danske instruktør. Tyrefægtning eksisterer nemlig i en etisk gråzone – nøjagtig på samme måde som Dreyer, der igennem hele sin karriere udforskede det skønne i det gruopvækkende.
"Dreyers identifikation med tyrefægteren giver mening, når man tænker på ham som den modige filmskaber – en fuldendt fagmand, som ikke lod sig afskrække af den evige mangel på finansiering og de konstante tæsk fra troløse filmkritikere, men i stedet overvandt sin frygt for igen og igen at træde ind i ringen," skriver Doxtater, som for tiden arbejder på en afhandling om det teatralske og melodramatiske i Dreyers film.
Triumfer og grusomheder
Dreyer var dog heller ikke blind for tyrens rolle i seancen. "Som man kræver 'ære' af matadoren, kræver man 'adel' af tyren," skrev han i "Min artikel om tyrefægtning". Og netop Dreyers lovprisning af tyren er en af grundene til, at han næppe bør opfattes som sadist, men blot som en instruktør, som ønskede at portrættere både livets triumfer og dets gru, mener Amanda Elaine Doxtater.
"Dreyers bemærkelsesværdige modvilje mod at opfatte tyren som det hjælpeløse offer for kræfter uden for dens kontrol, advarer også mod at opfatte offerrollen alt for forsimplet – hvad enten det handler om en skuespillerinde, som giver alt hvad hun har i sig til et vanskeligt projekt, eller en tyr, der kæmper ædelt og smukt, mod alle odds," skriver hun og tilføjer:
"Uanset om han fandt fornøjelse i at se sine medarbejdere lide eller ej, er 'Min artikel om tyrefægtning' et bevis på, at Dreyer levede for at skabe kunst, der ikke bare handler om livets triumfer, men også om den potentielle skønhed i dets grusomheder."